Reaktionerne hos TvDanmarks tre konkurrenter og "storbrødre", DR, TV2 og TV3, på "Big Brother"s indtog spænder fra væmmelse til ros for godt hjemmearbejde.

Lars Grarup, DR1s ny programchef: "Jeg tror på, at danske seere er for kvalitetsbevidste. Det gider danskerne ikke se på. Det er for dumt og for plat. "Big Brother" appellerer til det værste egenskaber i seerne, og på DR har vi som public service-TV heldigvis nogle etiske moralsatser.

Vi vil ikke lave TV, der ydmyger folk eller gør groft grin med folk. "Big Brother" er iscenesat TV, som man kan se på den tyske TV-station RTL. Da seertallene begyndte at dale, satte man en dame ind i huset, og hun var knapt kommet inden for døren, før hun forkyndte: "Jeg vil bolle med alle mændene i hele huset," og så steg seertallet igen.

Hvad med Lars Engels Historier fra en politistation eller Mogens Rasmussen "Forsvundne danskere"? Udstiller den ikke svage sjæle?

Lars Grarup: "Der er meget stor forskel. De historier, vi fortæller, foregår i virkeligheden. Vi iscenesætter ikke, og sætter ikke agenter ind. Vi står fuldt inde for det, der sker i "Station 1" og i "Forsvundne danskere". Modsat "Big Brother", hvor det, der pirrer folk, er hvem der bliver smidt ud, og hvem der er lagen-artister. Det handler om hvem, der laver flest intriger og hvem, der boller med hvem. Vi vil heller lave flere "Hit med sangen", der er hyggelige, kulturelle og gir en god stemning," siger Lars Grarup.

Bo Damgaard, programchef på TV2: "Vi tager det stille og roligt. Lad os se om en uges tid. Det er gået værst ud over Danmarks Radio. Det er ikke den form for reality-TV, vi har brug for. Vi lancerer selv "Den store Mission i USA" om 14 dage, og det er også et udskilningsløb, men uden angiveri eller mobning.

Men TvDanmark skal den ros for, at de har lavet deres hjemmearbejde ordentligt, for "Big Brother" er velproduceret TV. Det kan være, vi kan lære noget. Genren er blevet fantastisk markedsført, men vi ryster ikke på hænderne. Konkurrencen er skarpere, og det er med til at løfte niveauet, at der er en kommerciel kanal, der ikke har skudt sig selv i foden. Vi har ikke brug for flere skodkanaler."

Informationschef Niels Jørgen Langkilde, fra TV3, der står for sæsonens andet overvågningsprogram "Baren": "Jeg synes, Big Brother er velproduceret TV, og jeg vil mene, det står 1-1. Der er to TV-stationer, der får glæde af to store satsninger. Vi er gået frem, og TvDanmark er gået frem. Der er satset meget på markedsføring af "Big Brother", og det har givet resultat.

Vi har valgt at satse på flere ting som "Baren", "Skjulte Spor" og quizzen "Grisk" og er tilfredse, hvis "Baren" i gennemsnit får 200.000 seere. Jeg tror, seertallet på "Big Brother" vil nok dykke, uden det behøver at være skræmmende i."

Modsat TvDanmark2 vil der ikke blive vist sexscener fra lejligheden i TV3s "Baren". Programmet sendes fra London og underlagt de engelske TV-regler, der forbyder sex-scener og lagenartisteri før efter kl. 22.