Donald Trump har lagt kuglepennen fra sig.

For den amerikanske præsident nægter at underskrive en boliglov, som ellers har samlet både republikanere og demokrater.

Boligpakken skal blandt andet gøre det lettere og hurtigere at bygge boliger og begrænse store investorers opkøb af enfamiliehuse.

»Jeg kommer ikke til at underskrive boligloven i protest over, at det amerikanske senat ikke har været i stand til at vedtage The SAVE America Act,« understreger Donald Trump på Truth Social.

Lovforslaget, som Trump henviser til, vil blandt andet kræve, at vælgere dokumenterer deres amerikanske statsborgerskab, når de registrerer sig. Samtidig skal der gælde skærpede krav om billed-ID ved stemmeafgivning.

Mens SAVE America Act er strandet i Senatet, er boligpakken vedtaget med et overvældende flertal.

85 senatorer stemte for og fem imod, mens stemmetallet i Repræsentanternes Hus lød på 358 mod 32.

Trump kan dog ikke længere stoppe boligloven. Han har nemlig ikke nedlagt veto inden for fristen på ti dage.

Derfor bliver lovforslaget automatisk til lov – også uden Donald Trumps underskrift.