Escortpigen Helle Sara Peters, 36, der er dømt som dobbeltmorder, blev sexmisbrugt som barn.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det kom frem i Højesteret i går, hvor man nu skal tage stilling til, om Helle Sara Peters skal have livsvarig fængsel, eller om hun kan »nøjes« med 16 år bag tremmer, sådan som dommen lød i et nævningeting i Østre Landsret i Odense for nogle måneder siden.

I nævningetinget kom det frem, at Helle Sara Peters havde været udsat for omsorgssvigt fra forældrenes side som barn. Men i går blev det desuden forklaret i Højesteret, at Helle Sara Peters i sin barndom havde været udsat for et længerevarende sexmisbrug. Statsadvokat hos rigsadvokaten Poul Dahl Jensen kunne berette om flere mentalrapporter, hvoraf det fremgik, at Helle Sara Peters i flere tilfælde havde været udsat for sexmisbrug og voldtægt af et familiemedlem. Det var sket i alderen fra otte til 14 år.

Fri fantasi

Tidligere har Helle Sara Peters vakt opsigt ved under et fødselsdagsselskab at fortælle om den seksuelle mishandling, hun var udsat for som mindreårig.

Det skete, da hun havde lært fisker Henning Jørgensen, Kerteminde at kende - den elsker, som hun senere var sammen med, da den 82-årige Jens Alfred Madsen i Søndersø blev dræbt. (Henning Jørgensen blev frikendt for drab, men dømt for røveri. red)

Henning Jørgensens familie fik stor medfølelse, da hun havde fortalt, at det var hendes far, som havde begået incest mod hende, men det er der tilsyneladende intet som helst belæg for, idet psykiaterne i flere rapporter nævner, at det var et andet familiemedlem, der stod for sexmisbruget.

Den historie var tilsyneladende et udslag af hendes fri fantasi. Tværtimod har hendes forældre i mange år forsøgt at hjælpe datteren - enten det så gjaldt med penge til biler, penge til huse flere forskellige steder i landet eller f.eks. 70.000 kr. til en plastisk operation.

Poul Dahl Jensen gjorde i Højesteret gældende, at de to drab, som Helle Sara Peters har begået med nogle måneders mellemrum, var af så grov karakter, at det burde koste en dom på livstid.

Hvad angår drabet på ægtefællen René Stauning, fandt han, at der var tale om en række skærpende omstændigheder, så det alene burde koste 12 år. Når dertil kom, at drabet på Jens Alfred Madsen burde koste 16 år, så var det ifølge hans opfattelse alt i alt nok til at give livstid.

Det tog forsvareren, advokat Morten Wagner, Viborg, kraftigt til genmæle imod, idet han bl.a. slog fast, at der i Højesteret er kommet en noget mildere holdning frem på dette område i de senere år.

»Der må også tages hensyn til, at Helle Sara Peters rent intelligensmæssigt befinder sig på sinkeniveauet. Hendes psykiske egenart og hendes reaktionsmønster burde f.eks. ikke kunne sammenlignes med en grov rocker-sag, hvor der er dømt livstidsstraf,« sagde Morten Wagner i Højesteret.

»Det var ikke mig, som slog Jens ihjel,« sagde Helle Sara Peters selv. Hun opholder sig nu i arresten i Assens, og foreløbig er planerne om at gifte sig med den anden drabsdømte i sagen, Karl Marius Valdemar Jensen, skrinlagt.

Dommen afsiges i næste uge.