Det er blevet efterår, hvis man ikke skulle have opdaget det.
Og det fortsætter i samme spor i de kommende dage, lyder meldingen fra DMI mandag morgen.
Således byder den kommende uge på det, som DMI betegner som 'klassisk dansk efterårsvejr'.
Og med det menes 'fronter, regn og blæst, der i perioder afløses af spredte byger og mulighed for sol', lyder det på DMIs hjemmeside.
De kommende dage kan vi imidlertid også få særdeles lave temperaturer. Det er natten til onsdag, hvor DMI spår, at temperaturen kan komme rigtig langt ned.
»Natten til onsdag kan der stedvis forekomme let frost inde i landet,« skriver DMI.
»Om aftenen og natten vekslende skydække og mest tørt,« lyder meldingen om tirsdag aften og nat desuden.
»Svag til frisk vind fra forskellige retninger og temperaturer mellem 2 og 7 grader, inde i landet lokalt ned omkring frysepunktet,« skriver DMI.
I det hele taget kommer det til at blive en uge fyldt med regn.
I syvdøgnsudsigten, som gælder fra tirsdag og frem til næste mandag, går ordet 'regn' igen otte gange – og det optræder under hver af de pågældende dage.
Og vi slipper heller ikke denne efterårsmandag:
»I den nordvestlige del mest skyet med regn eller byger, ellers kun stedvis byger og især i den sydøstlige del mulighed for lidt eller nogen sol,« skriver DMI nemlig.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem 9 og 13 grader, og i aften og i nat vil detr igen regne, først stedvist med byger, men senere en udbredt regn fra sydvest til det meste af landet.
DMI holder dog en kattelem åben for, at den nordvestlige del af Danmark kan gå fri af regnen mandag aften og nat.