Ditte Maria stiller de grønne sko med bronzekant pænt op og tager et billede af dem. De har ligget i hendes skab i et år, men hun har aldrig brugt dem. Så nu tjener hun penge ved at sælge dem på nettet.

33-årige Ditte Maria Pedersen fra København har tjent mange penge ved at sælge især tøj på hjemmesiden Trendsales.

- På de gode måneder kan jeg sælge for 3.000-5.000 kr., siger Ditte Maria.

Hun skønner, hun har solgt for omkring 40.000 kr. i alt i de år, hun har været aktiv på Trendsales.

- Det er penge, jeg har tjent på ting, som ellers bare ligger i skabet eller ville være blevet smidt ud i oprydningen, fortæller Ditte Maria.

100 handler på nettet
Hun har en profil på Trendsales, hvor hun opretter annoncer med de ting, hun ønsker at sælge. Hver dag tjekker hun, om nogle har budt på hendes varer eller har spørgsmål om f.eks. størrelse.

Hun bruger siden til at sælge alle sine fejlkøb, tøj og ting, hun ikke længere bruger samt tøj, som datteren er vokset ud af. Indtil videre har Ditte Maria gjort over 100 handler som sælger.

Handel mellem private mennesker er ikke omfattet købeloven, men Ditte Maria er ikke bekymret for snyd.

- Jeg snyder ikke folk og forventer heller ikke, at folk snyder mig,« siger hun.

I sin profil gør hun opmærksom på sine regler for en god handel. Ditte Maria handler helst gennem Trendsales, så de kan gribe ind, hvis noget skulle gå galt.

Og hun sender først varerne, når hun har modtaget pengene. Men derefter sender hun dem med det samme.

I de fire år Ditte Maria har brugt Trendsales har hun ikke haft en eneste dårlig oplevelse.

Faste kunder
Mange af de brugere, hun handler med, er faste kunder i 'net-butikken'.

Ditte Maria føler derfor, hun kender flere af dem, som hun debatterer med om alt fra mode til mad til Mary.

Ditte Maria synes, det er en super nem måde at tjene lidt ekstra ved at sælge på nettet.

På nettets loppemarked er der ingen besvær med trailere, papkasser og stande. Og så går det hurtigt.

- Jeg regner med at få solgt mine leopardsko i løbet af aftenen. Og så kan jeg sende dem til køberen i morgen, siger Ditte Maria.