Alexa Bruun Rasmussen troede, hun skulle være skuespiller, men hendes forældre havde en anden plan. Den førte hende direkte ind i familiefirmaet Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Nu har hun som mål at modernisere det gamle, konservative auktionshus

De bonede brædder er skrå i det gamle hus i Bredgade 33, hvor familien Bruun Rasmussen har afholdt auktioner siden 1948. Bogstaveligt talt. Alexa Bruun Rasmussen, tredje generation i det traditionsbundne auktionshus, har altid drømt om at stå på de skrå brædder.

Som ung troede hun, det var dem i teatret, hun skulle optræde på. Men i dag er skuespillet skiftet ud med en passion for barok sølv og en stilling i familiefirmaet. Alexa Bruun Rasmussens forældre Birthe Bruun Rasmussen og Jesper Bruun Rasmussen har spillet en vigtig rolle i den beslutning. De har altid ledt datterens tanker tilbage til Bredgade, hvis de begyndte at vandre for langt væk.



Log ind med BT PLUS og kom nærmere på direktørdatteren Alexa Bruun Rasmussen, der til daglig er ansvarlig for branding af familiefirmaet Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Læs om hendes opvækst på den konservative Krebs Skole i København,  hendes rejseglade personlighed og skuespillerdrømme samt hvordan hun i dag bruger sine kreative talenter på at modernisere familiens gamle auktionshus.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Alexa Bruun Rasmussen troede, hun skulle være skuespiller, men hendes forældre havde en anden plan. Den førte hende direkte ind i familiefirmaet Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Nu har hun som mål at modernisere det gamle, konservative auktionshus

De bonede brædder er skrå i det gamle hus i Bredgade 33, hvor familien Bruun Rasmussen har afholdt auktioner siden 1948. Bogstaveligt talt. Alexa Bruun Rasmussen, tredje generation i det traditionsbundne auktionshus, har altid drømt om at stå på de skrå brædder.

Som ung troede hun, det var dem i teatret, hun skulle optræde på. Men i dag er skuespillet skiftet ud med en passion for barok sølv og en stilling i familiefirmaet. Alexa Bruun Rasmussens forældre Birthe Bruun Rasmussen og Jesper Bruun Rasmussen har spillet en vigtig rolle i den beslutning. De har altid ledt datterens tanker tilbage til Bredgade, hvis de begyndte at vandre for langt væk.

»Mine forældre har altid haft et håb – eller en lumsk plan – om, at jeg og min bror skulle ind i firmaet. Vi joker med, at det var frivillig tvang. Men man har altid et valg og jeg kunne have gjort noget andet. Men jeg elsker at være her. Der er et udefinerbart bånd mellem os i familien og auktionshuset.«

Hun er direktør for branding, men man træder ikke bare sådan lige ind i familieforretningen. For hvordan sætter man sit eget præg på et firma, der har eksisteret i 68 år? Efter et par omveje er Alexa Bruun Rasmussen ved at finde sin vej.

Alexa Bruun Rasmussen er tredje generation i Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Hun er direktør for branding og vurderingssagkyndig i ældre sølv. Vis mere

Nye farver

Hun er barnebarn af Arne Bruun Rasmussen, der etablerede firmaet. I dokumentarserien ‘Auktionshuset’, som DR1 sendte fire sæsoner af i 2013 og 2014, lærte danskerne hende at kende. Serien fulgte hverdagen i virksomheden og blev optaget omtrent på det tidspunkt, da Alexa Bruun Rasmussen blev mere synlig i familievirksomheden.

Auktionshuset skal moderniseres, og det er Alexa Bruun Rasmussens opgave at puste støvet af arvesølvet og vise det traditionsbundne hus frem for nye kunder. Men der skal trædes varsomt, for både de trofaste kunder og hendes far – Jesper Bruun Rasmussen – skal vænne sig til de nye vinde.

»Jeg har fået malet væggene i nye farver,« siger hun og peger på en turkis stolpe. Hun smiler, og blikket signalerer, at hun har gjort noget vovet.

I et firma, hvor man helst gør, som man plejer, er det banebrydende blot at ændre på vægfarven.

»Jeg sagde i sjov til de andre: ’I må hellere tage hjertestarteren med, når min far skal se de nye farver’,« siger hun og tilføjer, at hendes far har været ’meget skeptisk’.

»Jeg ville også gerne have malet dette rum petroleums-grønt, men der sagde han nej. Der er nogle kampe, man ikke kan vinde,« siger Alexa Bruun Rasmussen, da vi står på tredje sal i det 2.500 kvadratmeter store hus fra 1794.

Stole, chatoller, borde og malerier venter rundt omkring på at blive opstillet i historiske tableauer til eftersynet, som finder sted fra den 25. til 30. maj. Der kan nysgerrige købere kan se tingene an, inden auktionerne holdes fra den 31. maj til 9. juni.

Ved vinduet ud til Bredgade finder vi to antikke stole med sart, småblomstret betræk fra 1770’erne – eller ’Louis XVI tiden’. ’De blå mænd’, som man kalder de ansatte i Bruun Rasmussen, der flytter på møblerne, går og fløjter i stuerne. Vi er et stenkast fra Det Kongelige Teater, hvis gæster udgør samme kundegrundlag som auktionshusets.

Selvom auktionshuset fremstår med en kerne af konservatisme og tøver med hastige forandringer, sælger de også nye kunstnere f.eks. gadekunstneren ‘HuskMitNavn’. Og Alexa Bruun Rasmussen er meget langt fra indbegrebet af konservatisme.

Hun beskriver sig selv om en ’spirrevip med højt hår, der ikke kan sidde stille’.

»Jeg kan godt lide, når der sker noget uventet. Uventet er et af mine yndlingsord.«

Derfor er de bedste dage på arbejde dem, hvor der sker noget andet. Når Alexa Bruun Rasmussen står på podiet som auktionarius, og der er budkrig om en genstand, der skulle have kostet 40.000, men pludselig koster 75.000. Eller når der er bobler i glassene og blomster i vaserne, og der er få minutter til, at eftersynet begynder og folk myldrer ind. Så oplever hun en spænding, så hun er lige ved at sprænges.

Sidste sommer holdt velgørenhedsorganisationerne Klub 100 og Klub 10 auktion for at skaffe penge til Røde Kors. Alexa Bruun Rasmussen førte hammeren. Vis mere

Næste generation

Privat er hun gift med den amerikanske arkitekt Leslie Lorimer – sammen har de datteren Maxima på næsten tre år.

Endnu ved hendes mor ikke, om Maxima skal ind i firmaet.

»Jeg vil gerne have, hun bliver eksponeret for verden. Selvfølgelig er det skønt, hvis hun egner sig og har lyst til at gå ind i virksomheden. Hun skal kende til denne verden, og bliver slæbt rundt på museer, som jeg gjorde, da jeg var lille. Men man kan måske gøre det på en anden måde, det bestræber vi os på.«

Når hun i dag tager Maxima med på museum, er det for datterens skyld. Fordi der er en udstilling, der er sjov for børn, som hun kan drøne rundt i og få en spændende oplevelse ud af. Da Alexa Bruun Rasmussen var lille, følte hun sig slæbt hen til museerne. Hun kedede sig helt enormt og satte sig for det meste på gulvet og tegnede, indtil faderen var færdig. Hun bebrejder ikke sine forældre, for tiden var en anden.

»Jeg kommer aldrig til at stille krav. Jeg vil gerne motivere, men det skal ikke tages forkert. Man har jo altid idéer på sine børns vegne, men bliver de ikke indfriet, er det vigtigste, at hun er glad for det, hun laver.«

Mere skal der ikke siges om dét. For Alexa Bruun Rasmussen holder gerne privatlivet privat.

»Personen Alexa – den helt private, sådan helt ind til benet, er forbeholdt min lille familie og de meget nære venner. Det er en måde for mig at værne om dem og mig selv. En ærlighed, kærlighed og fortrolighed som gør livet til noget ganske særligt,« forklarer hun.

Den opfattelse deler hun med sin far Jesper Bruun Rasmussen og sin bror Frederik Bruun Rasmussen, som også arbejder i firmaet. Da DR1 sendte ’Auktionshuset’, var der derfor fuld fokus på driften af virksomheden – ikke på livet hjemme hos Bruun Rasmussen.

Auktionær Jesper Bruun Rasmussen med sin kone Birthe Bruun Rasmussen til Bastilledagen i Gammel Skagen den 14. juli 2015. Vis mere

Drømmen om skuespil

Lidt fortæller hun. Hun har gået på privatskolerne Krebs’ Skole og Øregård Gymnasium. Begge gamle, traditionsrige skoler, som kronprins Frederik og prins Joachim også gik på.

Men Alexa Bruun Rasmussen var ikke ’boglig’ og kunne ikke fordrage hverken latin, dansk eller historie. Jesper Bruun Rasmussen er ordblind, og datteren havde nogle af de samme udfordringer. Alligevel havde hun det godt i skolen, især fordi hun havde mange gode venner, og så fik hun gode karakterer i de sproglige og kreative fag. Og spillede teater.

Da hun gik i 1.g., fik hun under en forestilling med den internationale, amatør musical-teatertrup ’Up With People’ i Cirkusbygningen en åbenbaring.

»Jeg kan nærmest stadig mærke følelsen. Det var en wow-oplevelse. Dér stod alle de mennesker med store smil og så mange nationaliteter. Hele verden stod samlet som en stor familie i et positivt forum. Jeg tænkte, dét vil jeg.«

Da studenterhuen var hjemme meldte hun sig i truppen. Hendes forældre syntes godt om idéen og finansierede, at hun 18 år gammel i et år rejste til fem forskellige lande sammen med 120 mennesker fra over 30 nationaliteter. For hendes mor var det vigtigt, at hun lærte sprog. Og det gjorde hun, for hun boede hos 100 værtsfamilier på ét år.

Vis mere

Alle veje fører til Bredgade

Men til sin egen og familiens overraskelse egnede hun sig ikke til at stå forrest på scenen. Der var altid nogen der ’sang bedre’ eller ’dansede bedre’, og hun endte i stedet med at være praktisk gris. Hun opdagede, at hun havde flair for at lave PR og skabe kontakter. Derfor rejste hun i forvejen med lærerne og etablerede værtsfamilier og organiserede alt, inden skuespillerne og resten af holdet ankom til de nye byer. Da året var omme blev hun tilbudt at lave PR i Danmark for ’Up With People’.

»Jeg var ret hooked på idéen, for så kunne jeg holde fast i den fantastiske verden. Men min mor sagde: ’Arh, nu må du videre i teksten’.«

Birthe Bruun Rasmussen har aldrig været direkte ansat i auktionshuset, men Alexa Bruun Rasmussen tvivler ikke på, at moderen altid har spillet og stadig spiller en væsentlig rolle i familieforetagendet.

»Min mor er absolut med på sidelinjen. Bag en succesfuld mand står en stærk kvinde. Hun er virkelig god til at etablere kontakter og lave kundepleje. Hun nurser kunderne i telefonen til auktionerne og har også tidligere været inde over at sørge for, at eftersynet bliver hyggeligt.«

I stedet for jobbet i teatertruppen foreslog moderen, at Alexa Bruun Rasmussen lærte flere sprog og sideløbende lærte om auktionsbranchen. Faktisk var det en forudsætning for, at hendes sprogskole blev betalt, at hun samtidig fik indblik i auktionsverdenen.

»Min mor sagde: ’Hvis det kan foregå i et auktionshus, så vil mor og far gerne hjælpe med at finansiere dit ophold. Og så kan du jo også få en idé om, hvordan det kunne være’,« siger hun og smiler.

Sådan blev det bestemt, at hun skulle til München, hvor hun skulle lære tysk og være i praktik hos Neumeister, der også er et familiedrevet auktionshus.

»Jeg var forholdsvis ung. Så det med at komme ud at se verden og møde nogle andre mennesker, syntes jeg var spændende. Jeg stillede ikke så mange spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg blev spurgt så meget, som man gør i dag. Valgene lå ikke så meget på de unges skuldre, som jeg føler, de gør i dag. I hvert fald ikke i min familie.«

Efter München arrangerede hendes forældre, at hun skulle lære fransk i Paris og i praktik i auktionshuset Tajan. Igen fulgte Alexa Bruun Rasmussen med. Forinden havde hendes bror Frederik været samme tur igennem: Praktik hos Neumeister og Tajan.

Men i Paris mærkede hun, at drømmen om at arbejde med vennerne i teatertruppen stadig rumsterede i hende. I truppen havde hun oplevet et fællesskab uden sammenligning, og der var en verden til forskel fra det arrogante Paris, som hun hadede at bo i.

Men hendes mor havde en klar idé om, hvad der var bedst. Og det var ikke skuespilverdenen. Hun forbød ikke sin datter at gå i den retning. Hun var mere snedig end som så.

Forældrene havde en ven, som var skuespiller, og Alexa Bruun Rasmussen kunne passende tage en snak med ham. Det virkede som en god idé, så hun satte sig ned med den erfarne skuespiller Joen Bille, som har spillet roller på både teater og medvirket i f.eks. Matador.

»Han fortalte mig, at det var ganske forfærdeligt at være skuespiller. Man så aldrig andet end skuespillere og kunne aldrig gøre noget sammen, sagde han med henvisning til sin stakkels frue, som altid sad alene derhjemme... Blot hvis jeg engang selv ville stifte familie,« siger hun.

Alexa Bruun Rasmussen blev temmelig overrasket over udmeldingerne. Det var besynderligt, at han syntes, det var så hårdt og ubehageligt at være skuespiller. Først mange år senere, da Alexa Bruun Rasmussen var blevet voksen og velinstalleret i virksomheden, fandt hun ud af, at Joen Billes tale var iscenesat og instrueret af hendes mor. Hun havde bedt ham om at afskrække datteren fra skuespillet. Og det virkede.

Hvad tænker du om det?

»Jeg synes, det er vidunderligt. Det har vi grinet meget ad. Jeg tænker, at hvis jeg virkelig gerne ville skuespillet, så havde jeg gjort det. Jeg er typen, der bestræber mig på at gøre, hvad jeg sætter mig for,« siger hun med et grin.

I dag er døren til skuespillet lukket – for evigt.

»Jeg ville føle, at det var ganske komisk at lave skuespil nu. Jeg går tit i teatret, men det er det.«

Artiklen fortsætter under billedet

Alexa Bruun Rasmussen troede, hun skulle være skuespiller, men forældrene fik forpurret den plan. Vis mere

Chefens datter

Efter en etårig uddannelse i det berømte auktionshus Christie’s i London var Alexa Bruun Rasmussen som 24-årig klar til at gå ind i familiefirmaet. Foran hende lå endnu tre år i lære hos Bruun Rasmussen.

Men i et gammelt, traditionelt auktionshus vakte en ung kvinde somme tider forundring blandt kunderne.

»Da jeg var yngre, oplevede jeg flere gange, at folk gerne ville tale med en anden ekspert end mig. De pegede på ham i fløjlsbukserne og cardiganen, selvom han ikke vidste noget som helst om sølv. Men han havde årene bag sig, så han måtte være eksperten. En gang imellem har jeg trukket trumfkortet og sagt: ’Jeg vil hjertens gerne spørge min FAR Jesper Bruun Rasmussen’. Så var der pludselig mere respekt.«

For at signalere autoritet begyndte Alexa Bruun Rasmussen at gå i jakkesæt.

Efter fem år begyndte udlængslen igen at krible i hende.

»Jeg kan huske, jeg spiste frokost med min far, da jeg sagde: ’Hvis jeg skal arbejde her i 30 år, så er jeg nødt til at tage ud igen og lære noget mere’.«

Sammen med Leslie Lorimer boede hun i San Francisco, hvor hun fik job hos en antikvitetshandler. De faldt til i den udadvendte og imødekommende amerikanske kultur og boede der i fire år. Indtil det gik op for hende, at der var usikkerhed om hendes tilbagevenden. Ledelsen i firmaet var bekymret for, om hun ville forlade det USA, hun var så begejstret for, og vende tilbage til København for at blive en del af familiefirmaet igen. Det var tid til at tage en beslutning.

»Jeg er altid taget ud for at vende hjem, men fik fornemmelsen af, at der var opstået tvivl om, hvorvidt jeg havde tænkt mig at komme tilbage. Min bror, far og administrerende direktør var usikre. ’Så er jeg nødt til at være der’, tænkte jeg.«

Hun vendte tilbage, først som PR-chef i to år, og sidenhen som direktør for branding. I dag er Alexa Bruun Rasmussen helhjertet og 100 pct. en del af virksomheden. Det må ingen være i tvivl om.

For støvede

En af udfordringerne, som hun siger højt, er, at hun er ved at lære at holde balancen mellem at være datter og kollega.

»Nogle kolleger har været her længere end jeg, uanset hvad jeg gør, vil de altid se mig som chefens datter.«

Hun har brugt tid på at komme rundt i virksomheden og gøre det klart for sine kollegaer, at rollen som direktør også er ny for hende, at hun har brug for deres hjælp for, at det kan lykkes. I øjeblikket går hun hos en business coach, der hjælper hende med at afgøre, hvornår hun skal have ’ledelse-kasketten’ på, og hvornår hun har ’kollega-kasketten’ på.

I 2008 fik Bruun Rasmussen økonomiske vanskeligheder, og virksomheden måtte sælge hovedsædet i Bredgade 33. I dag lejer de sig ind på adressen og hele 95 pct. af alle auktioner foregår nu på nettet. Men Bruun Rasmussen skal fortsætte fornyelsen, hvis det står til Alexa Bruun Rasmussen.

»Man må gerne være gammeldags, men man må ikke været støvet. Vi har været støvede. Mange tænker: ’Vi kender godt Bruun Rasmussen – bonede gulve og højt til loftet, det er ikke noget for mig.’ Det var for traditionelt og klassisk. Jeg tror, dét skræmmer potentielle købere væk,« siger hun.

»’Plejer’ er god i mange tilfælde, men nu må vi have et wake-up call,« siger hun og knipser med fingrene.

Hendes strategi er at sætte fokus på oplevelsen ved at handle på auktion. Hun sammenligner det med fænomenet det ’nye nordiske køkken’, der ikke stiller sig tilfreds med blot at stege en god bøf. Der skal være røg og damp og laves mad på en ny måde.

Men ændringerne skal indføres tålmodigt – og med lempe.

»Når Maxima er med herinde, eller når vi går forbi Bredgade, peger hun og siger ’Morfars arbejde’. Det er meget mere morfars arbejde end mit.

Vis mere