Det nye år starter som bekendt den 1. januar. Men hvorfor begynder årets første måned egentlig ikke ved vintersolhverv - altså på årets korteste dag?

Én uge efter juleaften fejrer vi nytårsaften. Og dagen efter begynder det nye år.

Sådan er det bare, og det tænker de færreste næppe nærmere over, når rådhusuret slår, og champagnepropperne springer.

Men sådan har ikke altid været, fortæller Søren Holst, lektor på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

- Den tidligst kendte nytårsfejring var babyloniernes akitu-fest, der lå om foråret, sikkert ved forårsjævndøgn, siger han.

At nytåret i dag ligger, hvor det gør, skyldes romerne. Vores kalender bygger nemlig på en romersk opfindelse, den julianske kalender, beretter Søren Holst.

Den julianske kalender blev indført af Julius Cæsar i år 46 f.v.t. som et forsøg på at lave en kalender, der fulgte den astronomiske kalender. Den blev i 1582 erstattet af den gregorianske kalender, der bygge på samme system, og som vi stadig benytter.

Historisk set har det dog ikke været den astronomiske kalender, der afgjorde nytåret. Det var derimod årstiderne.

- Længe før den julianske kalender brugte de gamle romere for eksempel en kalender, hvor det nye år begyndte efter forårsjævndøgn, hvilket passede med, at alting begyndte at spire i naturen, fortæller Søren Holst.

Selv om det var romerne, der fandt på det, passede det ifølge Søren Holst fint ind i den kristne tankegang. Forårsjævndøgn ligger nemlig lige omkring påske, som ifølge kristendommen er den tid, hvor Jesus genopstod, og alting blev fornyet.

Dertil kom, at de allerførste romerske kalendere faktisk kun opererede med ti måneder. Dengang startede kalenderen med marts.

Romerne var godt klar over, at deres kalender ikke udgjorde et helt år, men i det tidlige system havde man ganske enkelt ikke navne for de to vintermåneder.

- På et tidspunkt fandt man så på at kalde dem januar og februar og tilføje dem først i kalenderen. Men det forhindrede ikke folk i at betragte forårsjævndøgn som den dag, hvor det nye år starter, fortæller Søren Holst.

Han medgiver, at den tanke kan virke mærkelig på os i dag, hvor vi er omgivet af kalendere og vant til, at der skal være orden i tingene.

- Men i gamle dage, hvor samfundet mest bestod af bønder, der stort set ikke kunne læse, var det temmelig ligegyldigt, hvilket årstal, man var i. Det, som var afgørende for bønderne, var derimod at have styr på årstiderne, så man vidste, hvornår man skulle så og høste, forklarer han.

På et eller andet tidspunkt omkring Jesu fødsel besluttede romerne imidlertid, at det ville være mere nærliggende, at nytåret falder sammen med begyndelsen af årets første måned.

- For at gøre det nemmere i forhold til kalenderen har man ikke anbragt nytåret lige nøjagtigt ved vintersolhverv, men cirka ti dage senere, hvor årets første måned netop begynder. Men i en lang periode i middelalderen gik man faktisk tilbage til at fejre årsskiftet ved forårsjævndøgn, siger Søren Holst.

Først pave Gregor XIII fik med den gregorianske kalender ensrettet kalendersystemet i hele Europa - og sådan gik det altså til, at vi i dag fejrer nytårsaften den 31. december.