Der kører 100.000 motorcykler rundt på de danske veje. Det er en fordobling på 10 år.

Det bliver mere og mere populært at lade bilen stå i garagen og trække motorcyklen frem i stedet. Og i dag kører over 100.000 eksemplarer af det tohjulede transportmiddel rundt på de danske veje, hvilket er en fordobling på 10 år.

Det viser en opgørelse fra Motorcykelimportørernes Forening.

Helt præcist er der over 101.430 motorcykler i Danmark, og stigningen sker ikke, fordi bikerne har fået en ekstra kværn hjem i garagen. Derimod er der kommet nye til, der gerne vil nyde transporten på en motorcykel. I dag er to tredjedele af motorcyklisterne mellem 30 og 50 år, og det er en stigning i aldersgennemsnittet i forhold til tidligere. Samtidig kommer flere og flere kvinder op på motorcyklen, og de udgør nu næsten hver tiende motorcyklist i Danmark.

/ritzau/