Jeg har i meget lang tid beskæftiget mig med børns muligheder for at bevare kontakten til begge deres biologiske forældre. Oftest er det faren, der mister kontakten med barnet i Skandinavien, men pludselig gik det op for mig, at der også for mødrene er noget helt galt på børneområdet.

Er vi overhovedet klar over konsekvenserne af at adskille mor og barn? Og hvis ja, hvorfor bliver så mange børn tvangsfjernet?

Mit engangement på børneområdet ligner til forveksling om det tjekkiske Europa-Parlamentsmedlem Tomáš Zdechovskýs. Han skrev i den internationale avis Sunday Guardian, der udgives i Indien, at hans interesse for børneområdet startede, da han begyndte at beskæftige sig med fædres rettigheder. Her samlede han stribevis af sager, hvor fædre i de skandinaviske lande systematisk blev frarøvet muligheden for at være sammen deres børn efter en skilsmisse.

Men meget hurtigt så han noget, der var lige så slemt og hjerteskærende, og det var historien om mødre, der blev frarøvet kontakten med deres børn, fordi børnene blev overført til en plejefamilie på grund af nogle ubegrundede mistanker om misbrug og vold.

Selvom alle anklager faldt bort, har de mødre, han er i kontakt med, ikke fået deres børn tilbage. I en af de sager, som han havde engageret sig i personligt, har moren oplevet, at hendes to sønner er blevet anbragt i to forskellige hjem, hvor de kun har en sparsom kontakt til deres mor og til hinanden.

At fjerne et barn fra dets mor er den værste forbrydelse, man overhovedet kan begå ifølge det værdisæt, jeg er vokset op med.

Men det sker i Norge, i Sverige, og det sker i Danmark. Jeg har kendskab til en svensk læge og jurist, der hedder Siv Westerberg, som har vundet syv ud af ni sager ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for disse mødre og uheldige familier.

Jeg mener, der foregår et ubestrideligt brud på menneskerettighederne, som er ved at ødelægge Nordens renomme. Det er på tide, at politikerne og domstolene bliver gjort opmærksomme på, hvilket syn verden har på tvangsfjernelser, hvor der ikke er tale om en mor, der er syg eller misbruger, og hvor der ikke er tale om vold.

En forældrekompetenceundersøgelse på nogle timer, der foretages af en psykolog, som er ansat af kommunen, er nok til at fjerne barnet fra dets mor efter fem dage, selvom moren er i fuld gang med at amme barnet. Der bliver givet en pille, den chokerede mor bliver sendt hjem i traumatiseret tilstand, og plejefamilien får barnet foræret med økonomisk støtte til at dække de omkostninger og den arbejdstid, der medfølger.

Alt dette medfører selvfølgelig en udgift for hver eneste kommune, der løber op i flere millioner om året. Men den omkostning, der er forbundet med en traumatisk adskillelse fra ens biologiske mor i en tidlig alder - næsten lige efter fødslen - er opskriften på at ødelægge et menneske totalt.

Tvangsfjernede børn i Skandinavien figurerer tit meget højt oppe i statistikken inden for kriminalitet. De ender som misbrugere, klarer sig dårligere i skolen og på uddannelser generelt, og i visse tilfælde ender de selv med at få børn, der senere bliver tvangsfjernet. Hvordan kan vi undgå denne nedadgående spiral?