Forhuden tilhører ikke fællesskabet, og ingen bør have forhåndskrav på den.
I min barndom badede jeg med alle slags drenge. Brune. Hvide. Snavsede.
Flere af mine kammerater rullede forhuden tilbage, når de skulle i bad. Troede jeg. Hvor skulle jeg vide fra, at ældre mænd havde pillet mine klassekammerater i skridtet efter fødslen?
Ærlig talt. Hvis mine forældre fik den vanvittige idé at skære i min tissemand, ville jeg være lykkelig for, at staten beskyttede mig. For jeg ser min forhud som … min forhud.
Var jeg født som jøde eller muslim, blev min forhud til fællesskabets forhud. Omskæring er en praksis, hvor individet bliver opløst af religionen. Imamerne og rabbinerne løber simpelthen af sted med drengenes frie valg og forhud.
I jødedommen får spædbarnet en sut med vin og lidt creme på penis. Herefter bliver kvinderne sendt ud, og 10 mænd træder ind. Og når rabbineren dukker op, bliver dagligstuen forvandlet til et formørket torturkammer.
Rabbineren sætter en klemme om den nederste forhud, som han strammer, indtil blodkarrene knuses. Resten af forhuden skærer han væk.
Jørgen Thorup, professor i børnekirurgi ved Rigshospitalet, siger, at i op imod 10 procent af tilfældene går omskæringerne galt. Alt sammen, fordi drengen under rabbinerens skalpel mistede retten til egen krop.
For rabbineren bestemte jo, at drengekroppen ikke var god nok. Næste gang jeg møder rabbineren, vil jeg spørge: »Kære rabbiner. Er vi to ikke skabt i Guds billede? Hvorfor skulle Vor Herre dog give os forhuden, hvis den skulle skæres af?«
Kender jeg rabbineren ret, vil han fare op med nu-skærer-jeg-lige-igennem-retorik. Flere jødiske repræsentanter kalder modstanden mod omskæring for ’antisemitisk’.
Det er groft begrebsmisbrug. For det er jo ret enkelt: En religiøs bog bør ikke diktere, at man skal skære i drenges tissemænd. Uanset om du vil skære brystvorterne eller forhuden af din baby, mens du nynner religiøse strofer, så sætter vi grænsen ved lemlæstelse. Færdig.
