Under presset fra en trængt økonomi og parlamentariske forviklinger har regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skubbet løsningerne på en stribe, store spørgsmål foran sig. Det giver noget tiltrængt luft i kalenderen her og nu – men betyder samtidig, at efteråret bliver både tætpakket og sprængfarligt.
Et politisk »Big Bang«. Her skal regeringen og de borgerlige partier tage en række afgørende beslutninger, som er viklet ind i hinanden. Vi giver dig her et overblik over et efterår, der for alvor vil sætte det blå samarbejde på prøve. Og som i alleryderste konsekvens kan ende med regeringens fald og et nyvalg.
Startskuddet til det politiske efterår vil lyde, når regeringen efter sommerferien fremlægger en såkaldt 2025-plan for dansk økonomi. Det kan lyde teknisk og tørt, men vil være helt afgørende og rammesættende for det efterfølgende forløb – og i det hele taget for dansk politik i de kommende år.
Med 2025-planen bliver det centrale spørgsmål, hvor stort det økonomiske råderum er frem mod år 2025. Altså hvor mange penge, der er til at disponere over politisk, og som eksempelvis kan gå til øget velfærd eller skattelettelser.
For nylig meddelte finansminister Claus Hjort Frederiksen, at den lave oliepris isoleret tager fem milliarder kroner ud af det økonomiske råderum, og det er selvfølgelig en udfordring for regeringen.
Alligevel vil der med al sandsynlighed være et betydeligt råderum i 2025-planen, som vil give en pose penge at forhandle om i de efterfølgende politiske sværdslag. Tænketanken Cepos har eksempelvis på baggrund af tal fra Finansministeriet konkluderet, at råderummet i 2025-planen vil være på 42 milliarder kroner samlet set. Et tal, man dog slet ikke kan lægge sig endegyldigt fast på.
Oveni det, der kan kaldes det automatiske råderum, kan regeringen med 2025-planen lægge op til aktivt at træffe beslutninger, der frigør yderligere midler. Det kan være beslutninger om en lavere offentlig vækst, end der er forudsat, om en SU-reform, om senere tilbagetrækning eller noget helt andet. Regeringen kan gøre det konkret ved at lægge til grund for planen, at man træffer beslutninger, der øger arbejdsudbuddet med x-antal-tusind personer, som så i givet fald øger råderummet med x-antal-mange milliarder.
Claus Hjort Frederiksen har meddelt, at den lave oliepris tager fem milliarder kroner ud af det økonomiske råderum, og det er selvfølgelig en udfordring for regeringen.
Personskat
Et af de mest dramatiske forløb i efteråret bliver forhandlingerne om en skattereform, der skal sænke skatten på arbejde.
Spørgsmålet om danskernes skattebetaling har været helt centralt i dansk politik i de senere år, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) før valget gjorde det til et kardinalpunkt for Venstre at gennemføre en skattereform, der målrettet letter skatten på små arbejdsindkomster for at øge gevinsten ved at tage et arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
Samtidig gjorde Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, i sommers det til et ultimativt krav, at regeringen indskrev i sit regeringsgrundlag, at også topskatten skulle sænkes. Regeringen bøjede sig, og derfor står der i regeringsgrundlaget, at det er »ambitionen« at sænke marginalskatten med fem procentpoint.
Allerede i sommers – da Samuelsen havde erklæret det som en stor sejr – gjorde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, det dog klart, at det ikke er en ambition, han er enig i eller støtter. Og der har den så stået siden. Samuelsen vil det ene, Thulesen det andet.
Det var planen, at regeringen skulle have gennemført skattereformen i foråret, men det blev skubbet af regeringen, som mente, at drøftelserne skulle tage udgangspunkt i netop en 2025-plan.
Anders Samuelsen har siden flere gange – nogle gange mere direkte end andre – truet med at vælte regeringen, hvis den ikke leverer en lavere topskattesats. På den anden side har S-formand Mette Frederiksen gjort det ultimativt, at hun ikke vil være med i en skattereform, der gør netop det. En melding, der skal lægge pres på Dansk Folkeparti.
Når det kommer til skattelettelser i bunden, er den naturlige nøgle at dreje på det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som alle danskere i arbejde har. Regeringens udfordring her bliver, at det er et meget dyrt håndtag at trække i.
PSO-afgift
Til efteråret er det også en bunden opgave for regeringen, at den skal finde en løsning på det danske PSO-problem. Lyder det kedeligt? Måske – men det er vigtigt. Og kostbart.
Den danske PSO-afgift indbringer årligt staten otte milliarder kroner, som opkræves som et tarif over danskernes og virksomhedernes elregning. Pengene, som afgiften indbringer, bruges blandt andet til at give støtte til vedvarende energi, eksempelvis vindmøller, samt tilskud til decentral kraftvarmeproduktion. PSO-afgiften er dermed en vigtig brik i den såkaldt grønne omstilling.
Afgiften har været et problem for dansk erhvervsliv, fordi størrelsen på den afhænger af prisen på strøm, og derfor har afgiften været stigende til stor ulempe for energitunge, danske virksomheder, der har mistet konkurrencekraft i forhold til udenlandske konkurrenter.
Regeringens problem er imidlertid, at PSO-afgiften strider imod EU-reglerne, og derfor skal regeringen finde en alternativ løsning, som kan træde i kraft den 1. januar 2017.
Spørgsmålet om det danske PSO-problem er teknisk og ikke noget, der fylder voldsomt op i avisernes spalter. Men på de indre linjer i regeringsapparatet er det en varm kartoffel og et væsentligt problemområde, fordi det drejer sig om et ganske stort milliardbeløb, som bliver taget ud af statskassen, og som skal fyldes i igen på den ene eller anden måde.
For nylig kom der dog en udstrakt hånd fra den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, der fastslog, at det er »umuligt i virkelighedens verden« helt at afskaffe PSO-afgiften fra årsskiftet, og derfor foreslog hun, at PSO-afgiften udfases over et par år. En melding, der forbløffede og overraskende den danske klima- og energiminister, Lars Christian Lilleholt (V), ganske positivt, men som ikke ændrer, at sagen fortsat er svær og presserende.
Regeringen har ikke taget stilling til en løsning på problemet endnu.
De penge, som PSO-afgiften indbringer, bruges blandt andet til at give støtte til f.eks vindmøller.
Boligskat og ejendomsvurderinger
Regeringen skal også finde flertal for et nyt ejendomsvurderingssystem som erstatning for det nuværende, der har været særdeles skandaleombrust, siden Rigsrevisionen for et par år siden leverede en sønderlemmende kritik af, at vurderingerne var for upræcise, og at tusindvis af danskernes dermed havde betalt for meget eller for lidt i boligskat.
Selve udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem har været forankret i det meget lidt mundrette Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE), som siden 2014 har haft 60 mennesker til udelukkende at arbejde med udviklingen af et nyt system.
Det nye ejendomsvurderingssystem skal være klar til at udsende de første vurderinger i år 2017 og skal være det fremtidige grundlag for beskatningen af danskernes bolig. Der er 2,2 millioner boliger i Danmark, og der opkræves hvert år 40 milliarder kroner i ejendomsskatter, så det er stor, politisk sag med stor betydning for både statskasse og borgere.
Selve udviklingen af det nye system ventes at koste over 400 millioner kroner. Dertil kommer væsentlige udgifter til blandt andet bedre data.
Oveni drøftelserne af et nyt ejendomsvurderingssystem ønsker både Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, at man får en politisk diskussion om selve boligskatten. Det Konservative Folkeparti har eksempelvis foreslået, at man helt afskaffer de løbende boligskatter og grundskylden, og at man lader det erstatte af en skat ved gevinster fra boligsalg.
Bagtæppet for den diskussion er blandt andet, at grundskylden over de seneste år er steget dramatisk i visse steder af landet, og det er en mærkesag for både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance at få sat en prop i den udvikling.
Finanslov
En anden stor begivenhed til efteråret bliver – som altid – at regeringen skal lave en finanslov.
Normalt er finansloven en central arena for krav om politiske indrømmelser, men efterårets finanslov kan komme til at afvige fra det normalbillede.
Dels er økonomien ganske stram – væksten har igennem en årrække været lav, flygtningeudgifterne stiger, olieindtægterne falder, og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagde da også for nylig, at finansloven med stor sandsynlighed endnu engang bliver underlagt et krone-til-krone-regime. Med andre ord skal alle forbedringer finansieres en til en af besparelser andetsteds.
Dels vil de forløb, hvor særligt Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti vil gå efter deres primære, politiske resultater, være forhandlingerne om person- og boligskatter, som formentlig kommer til at køre lidt på siden af selve finanslovsforhandlingerne, fordi de i høj grad også knytter sig til 2025-planen.
Alligevel vil regeringen formentlig forsøge at gøre finansloven til en slags ramme omkring de øvrige forhandlinger – præcis som sidste år, hvor regeringen eksempelvis bandt forhandlingerne om en ny politiaftale sammen med pengene ved »det store bord« – altså finansloven.
Pointen med det er at lave en samlet ramme omkring efteråret, der er stram, samt at få bundet de forskellige forløb sammen i et sirligt system, der kan holde de samlede krav nede. Det kan eksempelvis tvinge Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til at prioritere deres forskellige krav til både lavere boligskatter og topskat ud fra devisen om, at der ikke er penge til det hele.
For Dansk Folkeparti vil selve finanslovsforhandlingerne dog ganske givet være en vigtig scene. Skattelettelser er ikke nogen yndlingsdagsorden for det store støtteparti, der formentlig vil gå efter store indrømmelser på velfærdsområdet i forbindelse med finansloven.
Dansk Folkeparti vil formentlig gå efter indrømmelser på velfærdsområdet, når der skal forhandles fianaslov. Foto: Torben Christensen
