I dag starter retssagen mod de tre danske drenge, der brutalt slog det 16-årige avisbud Deniz ihjel. Deniz mor ønsker ikke hævn, men hun håber på en hård og retfærdig straf.
Hun sidder på sengen i den lille lejlighed i Taastrup tæt på København. Der er koldt på Deniz værelse. Radiatoren er ikke tændt. Men hun har også kun været herinde få gange, siden hun sidste år mistede sin søn, der blev tævet ihjel på Amager. Et brutalt og koldblodigt overfald, der rystede det meste af Danmark.Deniz Uzun blev kun 16 år. Onsdag før påske blev den sidste dag i den ellers så livsglade tyrkiske drengs liv. Han var netop begyndt på teknisk skole.
Hans store drøm var at blive politibetjent. Og når han ikke gik i skole eller gik med aviser for at hjælpe moren med husholdningen, spillede han foldbold.
Læs videre nedenunder
Elskede fodbold
- Han elskede fodbold. Han kunne ikke tale om andet end fodbold, fodbold og fodbold, siger Gülsen Uzun, mens hun griner og græder på en gang. Hun peger på et billede af sin søn, hvor han er iklædt en gul fodboldtrøje. Ved siden af står en langstilkede rød rose. Den er tør og brun og står stadig indpakket i cellofan.
- Han fik den af sin kæreste, lige inden han.....,, fremstammer hun og holder hænderne foran ansigtet.
På sengen ligger en bamse, tre tørrede buketter blomster og noget tøj. Det ene sæt bar han, dagen før han døde. Hun vil ikke smide det ud. Hun har gemt alt det, der minder hende om sit eneste barn.
I dag starter retssagen mod de tre drenge – to brødre på 15 og 17 år og en kammerat på 19 år – der slog Deniz ihjel. Og for første gang skal Gülsen Uzun se sin søns drabsmænd i øjnene.
- Jeg ønsker ikke hævn. Men jeg ønsker, at de tre drenge får den hårdest mulige straf, siger moren med hårdhed i stemmen.
Vil aldrig tilgive
Sammen med flere familiemedlemmer vil hun være til stede under hele retssagen. Men hun vil ikke tale med hverken gerningsmændene eller deres familier. Og en ting er sikkert: Hun vil aldrig tilgive de tre drenge eller deres forældre for, hvad der er sket.
- Aldrig. Det kan jeg ikke. Man kan tilgive, hvis nogle stjæler eller lyver. Men ikke hvis de slår din søn ihjel, græder hun.
Siden sønnens død har hun fået psykologhjælp, og det har hjulpet hende igennem den svære tid.
Men hun kan mærke, at det alt sammen vælter op i hende igen. Som om det hele skete i går.
Inde i stuen sidder familiemedlemmer og venner. Også de frygter retssagen og håber på en retfærdig straf. Men ligesom moderen frygter de, at de tre drenge bliver frikendt.
