En mindre gruppe mennesker var søndag morgen samlet foran Zoologisk Have i København for at protestere mod obduktionen af den 18 måneder gamle giraf Marius.

Protesterne var dog forgæves, for giraffen blev obduceret kl. 10.00. Marius måtte lade livet på grund af pladsmangel, og fordi det ifølge Københavns Zoo ikke har været muligt at sende den af sted til en anden zoologisk have uden at skabe indavlsproblemer.

4 giraf

Blandt de protesterende var bl.a. mennesker fra Dansk Dyrepoliti, der havde samlet sig med bannere og fakler. De mener, at obduktionen udelukkende handler om at tjene penge til Zoo: 

- Hvor mennesker dog er onde. Endnu et liv går til grunde. Han skal dø, fordi han ej gør nytte. Den ide vi ej støtte, stod der bl.a. på et banner. 

En cyklist, der kom forbi kaldte demonstranterne for hykleriske. 

- Hvad med alle de smågrise, der bliver aflivet hver dag?, spurgte han, inden han cyklede videre. 

Det fik dog ikke demonstranterne til at pakke sammen.

4 giraf
Køen til Zoologisk Have var længere end normalt - og mange børnefamilier var mødt frem for at se obduktionen af Marius.

Kl. 9.15 fik Marius lidt rugbrød. Det fortæller en af mændene bag obduktionen af giraffen:

- Lige da han havde fået rugbrødet, blev han skudt gennem hjernen, sagde manden til de nysgerrige gæster.

Efterfølgende blev den 550 kg tunge Marius afhudet og skåret i småstykker. Det både knagede og bragede, mens det stod på. Det fik mange af børnene til at reagere: 

- Åh nej, se den hals, råbte en lille pige, da halsen blev skåret op.  
 
Imens fortalte personalet til de mange fremmødte:

- Giraffaderen opfatter ham (Marius, red.) som en trussel, og de begyndte at slås med hinanden. Der er kun plads til en han i flokken, derfor må vi aflive Marius. Vi kan ikke lade ham få tæsk. Vi har ledt efter et sted til ham, men der var ikke brug for ham nogen steder. Derfor bliver han nu brugt til foder til løverne, sagde en fra personalet.

Efterfølgende blev bl.a. Marius' hjerte og tunge fremvist til publikum.