En 14-årig dreng, der var kommet i havsnød, blev reddet af en delfin, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

Drengen var sejlet ud i Adriaterhavet fra kysten i det sydøstlige Italien, men kom i problemer, da han faldt overbord, for han kunne ikke svømme.

Tiltrukket af drengens råb om hjælp dukkede en delfin op og skubbede drengen tilbage til båden.

"Delfinen reddede simpelthen min søns liv," sagde en lettet mor, da drengen var kommet i land. Den tre meter lange delfin har holdt til i området i to år, og de lokale fiskere kendte den udmærket./ritzau/dpa