Velgørenhedsorganisationer tager alt fra raslebøsser til store tv-show i brug i den gode sags tjeneste, men det er ikke her, de fleste penge kommer ind

For en krøllet hundredkroneseddel kan du redde et barns liv i Afrika eller hjælpe forskere på vej mod at løse kræftens gåde.

Tv-show og landsindsamlinger løber med velgørenhedsoverskrifterne, men faktisk er abonnementsordninger den økonomiske pulsåre i velgørenhed. Pengene fra tv-show og landsindsamlinger er blot en lille dråbe i et meget stort hav, fortæller Stig Fog, der er selvstændig indsamlingsrådgiver og har rådgivet bl.a. Børnecancerfonden i, hvordan de kan maksimere udbyttet af deres indsamlinger.

»De store tv-show og raslebøsserne udgør kun fire til fem procent af danskernes samlede bidrag til velgørenhed. Vi giver i alt 4,5 mia kr. til velgørenhed om året, og de indsamlinger løber sjældent op over 100 mio. kr.,« forklarer Stig Fog.

En dråbe i havet

28.000 frivillige var på gaden med raslebøsser og godt humør for at samle penge ind til kræftforskning, da Kræftens Bekæmpelse samlede ind ved Landsindsamlingen 2017. Det gjorde de godt. Organisationen fik en af de bedste indsamlinger nogensinde med 34.130.000 indsamlede kroner.

»Det er et resultat, som vi er superglade for,« fortæller Finn Christensen, projektchef for involvering og indsamling i Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse nyder godt af stor mediebevågenhed under de store indsamlingskampagner.

Det samme gælder f.eks. Danmarks Indsamling, hvor 12 organisationer går sammen med DR for at samle ind til verdens fattigste. Ved Danmarks Indsamling 2017 i februar blev der samlet lidt over 90 mio. kr. ind til kampen mod sult og hungersnød i tredjeverdenslande.

Selvom det indsamlede beløb ved tv-show og fra raslebøsser fylder så lidt i de samlede indsamlingsregnskaber, har de ifølge ekspert i kundeadfærd og ekstern lektor på Institut for Produktion og afsætningsøkonomi på CBS Per Østergaard Jacobsen deres helt klare berettigelse. For mange af de danskere, der ikke giver penge via månedsabonnementer, giver ved de store indsamlinger, fordi betydningen af indsamlingen her bliver eksponeret massivt for dem. Konsekvenserne af at give bliver synlige.

Han kalder gruppen af danskere, der giver ved de særlige indsamlinger, for ’situationsbestemte givere’. Det er dem, der lader sig forføre af mediernes store armbevægelser.

»For relativt få midler kan man få rent drikkevand og et barn i skole i verdens fattigste lande, så hver en krone tæller – også dem fra indsamlingsshow. I en tid, hvor det er svært at komme igennem med sit budskab, fordi der er så meget støj i verden, har de her show en berettigelse, fordi de udover at samle penge ind også gør folk opmærksomme på problemer,« siger Per Østergaard Jacobsen.

Det nære får nogle til at give

Hvad der kan få danskerne til at vende vrangen ud på bukselommerne og lægge småmønter og lommeuld i en raslebøsse, er vidt forskelligt.

Raslebøsseindsamlingerne gør det sværere at sige nej til at donere penge. Når der står et andet menneske med en plastikbøtte i hånden og beder om hjælp, er det lettere at finde en tyver frem end at lukke døren for næsen af den pågældende. Derfor går raslebøsseindsamlerne meget sjældent forgæves.

Per Østergaard Jacobsen fra CBS fortæller, at de store tv-indsamlinger til gengæld er gode til at gøre folk opmærksomme på et problem. Når de store katastrofer bliver eksponeret på tv, vil vi gerne bidrage. Eksempelvis indsamlede danskerne rekordmange mil- lioner - 228 af slagsen - til ofrene for den asiatiske jule-tsunami i 2004.

»Det nære får danskerne til lommerne. Hvis naboens datter lider af kræft, vil man være mere tilbøjelig til at støtte Kræftens Bekæmpelse. På samme måde gør tv-indsamlinger problemerne mere virkelige, så vi er mere tilbøjelige til at give,« vurderer han.

Nogle vil selv have noget

Andre kommer til lommerne og smider penge efter velgørenhed, hvis der samtidig er chance for selv af få noget ud af det – f.eks. at vinde en bil. Tv-indsamlingerne er også gode til at trække penge ud af virksomheder, som for typisk 10.000 kr. kan se deres navn løbe over tv-skærmen.

Ifølge Stig Fog kommer langt størstedelen af de danske velgørenhedskroner fra privatpersoner, som bidrager med faste månedlige gaver eller via betalingsservice. Det er bidrag, der ikke er synlige for offentligheden og ikke ruller over skærmen klokken 20:00, mens Mads Steffensen og Ulla Essendrop gør status over millionerne. I stedet bliver de i stilhed hver måned trukket på den enkeltes konto.

Private månedsdonationer og arv udgør op imod 80 pct. af den samlende indtægt for de danske velgørenhedsorganisationer.

»De fleste penge kommer fra dig og mig, som hver måned betaler f.eks. via betalingsservice. Derfor er det vigtigt for velgørenhedsorganisationer at få disse aftaler i stand,« siger Stig Fog.

Nordjyske mænd er mest nærige

Ifølge en rapport udarbejdet for Isobro (indsamlingsorganisationernes brancheforening) i 2013 bidrager 74 pct. af den danske befolkning med penge til velgørenhed. Kun 22 pct. af befolkningen bidrager overhovedet ikke.

Historier i medierne om organisationer, som snyder med midlerne, kan ifølge Per Østergaard Jacobsen være én af forklaringerne på, at næsten en fjerdedel af danskerne holder pengene tilbage:

»Den slags sager er rigtig dårlige for velgørenhed, for de afskrækker nogle fra at donere.«

Pengene sidder lidt mere løst i nogle landsdele end andre. De mindst givende danskere er yngre mænd med lave indkomster og kort uddannelse.

»Vi kan roligt sige, at mænd er mere fedtede end kvinder, og hvis du satser på at få penge i kassen, skal du ikke spendere din tid på nordjyderne,« siger Per Østergaard Jacobsen.

De mest generøse er kvinder med høje uddannelser, fortæller Stig Fog:

»Generelt kan man sige, at jo rigere folk er, og jo længere uddannelse de har, des større er sandsynligheden for, at de giver.«

Religion styrer lysten til at hjælpe

Danskerne er det 18. mest generøse folkefærd. Det viser Charity Index, en rapport, som NGO’en Charity Aid Foundation lavede i 2014, hvor de ser på både donerede penge og på velgørende arbejde.

»Når Danmark ligger så ’højt’ på Charity Index, skyldes det, at vi er blandt verdens mest ivrige til at lave frivilligt arbejde, men ikke til at give penge,« forklarer Stig Fog, der er selvstændig indsamlingsrådgiver.

Rapporten viste også en meget veletableret baggrund for det at donere penge til velgørende formål og at lægge arbejdstimer i kampen for en god sag: religion.

Stig Fog forklarer, at jo mere religiøst et samfund er, des mere tilbøjelige er indbyggerne til at hjælpe.

»I USA og England har de en lang tradition for velgørenhed. Det er begge samfund, der er meget religiøse, og samfund, hvor staten ikke passer på dig fra vugge til grav. Du kan jo ikke se et afsnit af ’Barnaby’ uden, at de skal samle ind til en kirkes tag eller noget i den retning. Det ligger så dybt i deres samfund,« fortæller han.

Således blev førstepladsen på listen over de mest generøse lande i verden delt mellem Myanmar, der har den højeste andel af munke per indbygger, og USA – ’Guds eget land’. Foran Danmark på listen ligger også flere andre lande, som er stærkere forankret i religion, end vi er herhjemme, f.eks. England (7), Sri Lanka (9. pladsen), Bhutan (11) og Indonesien (13).

’Vi kan ikke give til alt og alle’

Søren giver kun penge til børn.

Søren Klausen, 41 år og direktør i produktionsselskabet AVdesign, har en helt klar holdning til, hvilke velgørende formål han vil donere penge til – eller rettere sagt, hvad han ikke vil donere penge til.

Søren Klausen mener ikke, at han har mulighed for at hjælpe hele verden ved at støtte alle velgørende formål, så han har en stram privat- og virksomhedspolitik på området.

»I vores firma bliver vi dagligt ringet op af folk, der vil have os til at donere penge til forskellige former for velgørenhed. Jeg har det bedst med at give penge til projekter, hvor der er gennemskuelighed. Vi kan ikke give til alt og alle, og derfor har vi besluttet, at vi kun giver til organisationer, som eksempelvis Børnecancerfonden, hvor vi hurtigt kan finde ud af, hvordan pengene bliver brugt,« forklarer Søren Klausen.

Aggressive indsamlere

Søren Klausen kunne aldrig finde på at støtte religiøse velgørenhedsorganisationer. Og hvis han støtter en organisation, skal den på den ene eller anden måde arbejde med børn.

På AVdesign taler de en gang om året om, hvad de vil give støtte til, så alle ansatte har styr på virksomhedens politik, når de bliver ringet op af energiske folk fra forskellige organisationer. At Søren Klausen har det sådan med velgørenhed, skyldes en historie, han har hørt om organisationen Mission Afrika og de metoder, som de efter sigende bruger, når de hjælper folk.

»Mission Afrika er en organisation, der blev grundlagt af en mand, som var læge og præst, og som havde lægetasken med i den ene hånd og biblen i den anden. Hvis afrikanerne ville tro på biblen, ville han hjælpe dem med lægetasken – og den filosofi bygger organisationen stadig på,« forklarer Søren Klausen.

For ham er den slags metoder helt hen i vejret og ikke noget, han har lyst til at støtte på nogen måde:

»Jeg kan slet ikke have den slags metoder, men også risikoen for korruption i forbindelse med velgørenhed får mig til at lade være med at donere. Jeg vil simpelthen ikke risikere, at de midler, jeg donerer, havner i organisationer, hvis metoder jeg ikke kan stå inde for.«

Derfor sætter han sig også altid ind i de projekter, som han vælger at støtte. Han giver helst ikke penge til de store indsamlingsshow, fordi han ikke kan gennemskue, hvor pengene ender.

»Jeg har det bedst med at støtte noget mere lokalt, hvor man måske kender de folk, der samler ind, og stoler på, at de giver pengene til de rette. I de store tv-show kan det være svært at se forskel på, om det er det Internationale Melodi Grand Prix eller et indsamlingsshow for børn i Afrika. Kan man samtidig vinde en bil ved at donere penge, får det den helt modsatte effekt på mig. Så hopper kæden helt af, og jeg får slet ikke lyst til at støtte,« forklarer Søren Klausen.

Søren Klausen har i de seneste år oplevet en støt stigning i opringninger fra velgørenhedsorganisationer. Samtidig oplever han, at de, der vil have penge ud af ham, er blevet mere aggressive. Det handler eksempelvis om folk, der vil sælge kontorartikler, hvor køberen samtidig støtter et godt formål.

»Hvis jeg siger nej tak, fordi vi har en leverandør, og fordi jeg ikke vil støtte noget, hvor jeg ikke har haft mulighed for at sætte mig ind i, hvor pengene ender, så oplever jeg ofte, at sælgeren presser mig og kører på min samvittighed. Så står jeg helt af. Jeg vil gerne hjælpe, men jeg kan ikke redde hele verden. Og jeg vil gerne bruge min sunde fornuft, inden jeg tager penge op af lommen,« siger Søren Klausen.

’Der er gået for  meget ’hokus pokus – mig i fokus’ i den’

Stine Larsen er træt af sportsindsamlinger.

Stine Larsen, 35 år og sygeplejerskestuderende fra Brøndby, synes, at det er vigtigt at donere penge til velgørenhed, og at alle burde gøre det.

Hun er selv opdraget til, at mennesker skal hjælpe hinanden. Hver måned betaler hun til forskellige velgørende formål. Alligevel kunne Stine Larsen aldrig drømme om at hive pungen frem, når folk løber et maraton eller gennemfører en ironman og samtidig samler ind til Kræftens Bekæmpelse eller sultne børn i Afrika.

Stine Larsen er ærgerlig over den kultur, hvor indsamlinger handler mere om at dokumentere sin velgørenhed med et billede på Facebook end det velgørende formål i sig selv.

»Jeg er ærlig talt lidt træt af, at mennesker bruger deres sport til at indsamle penge og samtidig smækker det op på Facebook for at fortælle hele verden, hvor gode de er. Der er gået for meget ’hokus pokus – mig i fokus’ i den,« siger Stine Larsen.

At samle ind til bestemte formål via sine ekstremsports-præstationer er ifølge Stine Larsen gået hen og blevet et projekt for eliten.

Budskabet forsvinder

Hun har svært ved at se sammenhængen mellem at løbe et maraton og velgørenhed. Hun har ikke noget imod indsamlingerne i sig selv, men mener, at hele den kultur, hvor alle skal være fitte og flotte og samle ind til et godt formål, er blevet for kvalmende. Derfor vil hun ikke støtte netop de indsamlinger.

»Jeg gad godt, at vi kunne fange folks opmærksomhed på en anden måde. Lige pludselig handler det jo ikke om de kræftramte børn, men om at være en del af eliten – at være fittest og flottest – og ikke så meget om budskabet i sig selv, nemlig at samle penge ind til dem i nød. Vi skal ikke allesammen være toppen af eliten for at kunne samle ind,« siger Stine Larsen.

Stine Larsen er af den holdning, at alle mennesker selvfølgelig skal bidrage til velgørenhed på den ene eller anden måde, men at man ligeså godt kan bidrage hjemme fra sofaen uden at gøre hele verden opmærksom på sine gode gerninger.

Hun fortæller dog også, at hun har forståelse for, at mange mennesker samler ind til specifikke formål af personlige årsager, eksempelvis i forbindelse med bearbejdning af sorg. Det kan være ved at løbe et maraton og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, hvis man har mistet en nær slægtning eller ven til kræft.

Hvis det giver god mening for den enkelte, forstår Stine Larsen det godt, men for hende er bearbejdning af sorg en personlig ting, og hun ville ikke dele den med andre på de sociale medier.

»Jeg ville bearbejde min sorg på en anden måde,« siger Stine Larsen.

’Jeg gjorde det i den grad også for mig selv’

Mario cyklede sig igennem sin sorg og indsamlede 91.000 kr.

Mario Guerrero Thorsbøg, 27 år og gartner, fik på sin 25-års fødselsdag at vide, at hans mor havde kræft. Fem måneder senere døde hun.

Hans mor var hans eneste forælder, og en del af Mario Guerrero forsvandt den dag. Der gik mange måneder, hvor alt var sort og surrealistisk.

En dag begyndte Mario Guerrero at cykle, og den ro, som han oplevede på sine cykelture, viste sig at blive hans sorgterapi på en 2.450 km lang cykeltur til Barcelona for at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. Turen blev tilegnet hans mor under titlen: ’En tur for min mor. Un viaje por mi madre’.

»Det her med at cykle gav mig en ro, som jeg manglende, og det var en slags terapi for mig. Jeg begyndte at lege med ideen om at cykle til Barcelona, hvor jeg også har familie, og samtidig samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse,« fortæller han.

For ham giver det god mening at samle penge ind til velgørenhed og endnu mere mening, når man både hjælper sig selv og andre samtidig.

Mario Guerrero mener, at der mangler empati i verden. Han synes, at det bedste ved velgørenhed og et projekt som hans eget er den forskel, man gør for andre mennesker. Det er det, sport også kan, siger han og fortæller, at det bestemt kan betale sig at samle penge ind via sine sportspræstationer – for det er ren terapi at sidde på en cykel eller løbe et maraton og samtidig samle penge ind til et godt formål.

»Det var en tur for min mor, men også for at finde mig selv igen og være i smerten. Jeg gjorde det i den grad også for mig selv og tænkte, at jeg kunne hjælpe andre mennesker, samtidig med at jeg hjalp mig selv. Jeg havde heller aldrig selv kunnet donere 91.000 kr., hvis jeg ikke havde sat mig på den cykel,« siger Mario Guerrero.

Mario Guerrero brugte al sin tid på træning og på at skaffe sponsorer til projektet. Det var langt sværere, end han havde forestillet sig. Han skrev til 197 hoteller om muligheden for en sponseret overnatning og fik to positive svar. Der var dog også personer, som kunne sætte sig i Marios situation, fordi de selv havde mistet en bekendt til kræft.

Ærlighed gav opmærksomhed

»En af verdens største cykelfirmaer gav mig en gratis cykel til projektet, fordi ejeren selv havde stået i en lignende situation,« siger Mario Guerrero.

Turen gik i gang i juli 2016, og målet var at cykle i 30 dage og samle 25.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse. Mario Guerrero havde oprettet en indsamling på Betternow.dk. Derudover lavede han en hjemmeside og en facebookside, hvor han lagde billeder og videoer op af turen.

Her delte han sine inderste tanker. Der blev grædt, knoklet på cyklen, og det hele blev dokumenteret, så folk kunne følge med i hans tur for sin mor.

»Det var helt vanvittigt – folk delte mine videoer og billeder vildt meget, og nogle af mine spanske venner sagde, at de var spændte hver dag på det næste afsnit af turen, fordi de følte så meget med mig. Masser af mennesker kan forholde sig til det at miste til kræft, og jeg tror, min ærlighed gjorde, at det blev delt så mange gange,« fortæller Mario Guerrero.

Han endte med at samle 91.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse på sin tur. Det er han stolt af, men indsamlingen var faktisk ikke det bedste. Det var folks tilkendegivelser og beskederne, som konstant tikkede ind på hans facebookside.

»Jeg husker en pige, der selv havde mistet sin far og havde droppet sit studie, fordi hun var i kæmpe sorg. Hun skrev til mig, at jeg havde givet hende motivationen til livet tilbage og til at studere igen. Det er så meget mere værd end at samle penge ind, fordi jeg har rykket ved nogle menneskers liv,« fortæller Mario Guerrero.

Han er nu ved at skrive en bog om sine oplevelser på turen, og hvordan han har det i dag.