Opgaven med at renovere Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København for 310.000 kroner går til et byggefirma, hvor en af top-figurerne fra det autonome miljø, Balder Johansen, er ansat som byggeleder.

Balder Johansen arbejder for firmaet "Egen Vinding & Datter" med hovedsæde i Ringsted. Han har ifølge B.T.s kilder i ca. to årtier været med i det autonome miljø og regnes i dag for en af miljøets anonyme "generaler" og strateger.

Han har flere gange været anholdt under uroligheder i København, senest nytårsaften.

Balder Johansen har underskrevet tilbuddet fra "Egen Vinding & Datter" til Ungdomshuset på Jagtvej, hvor renovering af strøm, tag og VVS tilbydes for 248.000 kroner plus 62.000 kroner i moms.

Pengene er bevilget af Ungdomsborgerrepræsentationen, UBR, selvom Københavns Kommune har sat Ungdomshuset til salg.

UBR har altså sørget for, at ordren på 310.000 kroner går til et firma, hvis byggeleder selv er meget tæt på miljøet omkring Ungdomshuset.

Det svarer nærmest til, at borgmesteren i en lille by sørger for at byggeriet af det nye plejehjem går til hans eget entreprenørfirma.

Balder Johansen afviser pure overfor B.T., at han er med i det autonome miljø: "Jeg har boet på Christiania, men ligefrem at kalde mig autonom, dér træder du mig nok over tæerne. Jeg bor på Nørrebro og nogle af dem, som I kalder autonome, kalder ikke sig selv for autonome," siger byggelederen.

Så dem der påstår, at du har en tæt tilknytning til det autonome miljø er helt galt på den?

"Det kommer an på, hvordan du definerer det autonome miljø. Det er ingen hemmelighed, at "Egen Vinding" for eksempel har været med til at bygge nyt tag på "Folkets Hus" og renovere i Baldersgade og givet gode råd og vejledning omkring Ungdomshuset," siger Balder Johansen.

Han bekræfter også, at han var anholdt nytårsaften: "Det var fire timer efter, at alt var overstået og jeg var på vej fra den ene fest til den anden. Jeg blev anholdt, fordi jeg sagde noget til politiet, der chikanerede fire indvandrerdrenge, der stod i en port," siger Balder Johansen.

Han oplyser, at Ungdomsborger-repræsentationen kontaktede ham for at få et tilbud på renovering af Ungdomshuset og at han i går fik besked på, at pengene var bevilget.

"Mandag morgen vil jeg se på, hvornår vi kan gå i gang," siger Balder Johansen.

Direktøren for "Egen Vinding & Datter" i Ringsted, Lars Jørgensen, kendte intet til firmaets tilbud på renoveringen af Ungdomshuset, da B.T. kontaktede ham i går. Men han siger, at det er helt normalt, at Balder Johansen som byggeleder på egen hånd udarbejder tilbud på firmaets vegne.

"Han leder vores afdeling i København og jeg følger så op på sagerne og vi sender regningen, når arbejdet er udført," siger direktør Lars Jørgensen.

Det skriftlige tilbud, som Ungdomsborger-repræsentationen har accepteret, virker i øvrigt uprofessionelt og er skrevet på ubehjælpsomt dansk. Det omfatter renovering af strøm i Ungdomshuset for 92.000 kroner, nyt tag for 104.000 kr. og renovering af VVS for 52.000 kr.

"Egen Vinding & Datter" har tidligere stået for renoveringen til tre millioner kr. af det tidligere besatte hus i Baldersgade, hvor byggefirmaet har optaget et kreditforeningslån, som de unge nu betaler af på via deres husleje til byggefirmaet, oplyser direktør Lars Jørgensen.

I forbindelse med renoveringen af Baldersgade kom "Egen Vinding & Datter" i kontakt med Balder Johansen:

"De unge mennesker byggede selv meget af det. Vi havde kun håndværkere på det, som de ikke selv kunne klare. I den forbindelse stødte vi på Balder Johansen og flere andre af vores medarbejdere. Jeg tror, vi har tre-fire af dem ansat i dag, de er fremragende håndværkere," siger Lars Jørgensen.

"På den måde kan det godt være Balder har en tilknytning til det miljø, men han er jo en "gammel mand" nu, jeg tror han er 35 år. Han har været med i den bevægelse i vel 10-15 år, men på anden måde tror jeg ikke, han har noget med dem at gøre, men det er ikke noget vi har diskuteret som sådan," siger direktøren for byggefirmaet, der har en omsætning på 30 millioner og cirka 70 ansatte.

Lars Jørgensen bekræfter, at Balder Johansen på firmaets vegne kan udarbejde tilbud og indgå kontrakter - uden at orientere direktionen.

"Jeg har sagsopfølgningen - og der er ingen slinger i valsen. Balder er utroligt dygtig. Jeg har aldrig samarbejdet med en så kompetent mand," siger direktøren.