David Trads er gået fra politisk kommentator til folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Derfor er han blevet revet alle sine gamle analyser i næsen - og taget en uskøn omgang rygsvømning. Han burde i stedet have hentet inspiration fra en række mere drevne politikere:

Karen Jespersen-modellen: Da Karen Jespersen i sin tid skiftede parti fra S til V (iøvrigt ikke hendes første partiskifte), brugte hun den forklaringsmodel, at hun altid havde ment det samme, men at fokus på hendes mærkesager simpelthen havde flyttet sig over årene.

Hun brugte ligestilling som et eksempel på en sag, der var vandret gennem det politiske landsskab fra VS over S til V, hvor man på den tid forsvarede 24-års-reglen. Det var altså ikke Karen Jespersen, der havde flyttet sig, men sagen.

Eva Kjer Hansen-modellen: Da Eva Kjer Hansen blev minister igen efter en pause som MF’er, hvor hun havde været stærkt imod burkaforbudet, sagde hun ganske enkelt, at nu indgik hun i et kollektiv på ministerholdet, og der stemmer man sammen - og for regeringens politik.

Det var altså ikke Eva Kjer Hansen, der havde flyttet sig, men derimod spillereglerne, der var forandret.

Partiformands-modellen: Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen har haft behov for at trække en linje mellem “før” og “nu” politisk, da de overtog formandsskabet for deres respektive partier. Vel at mærke efter, at de begge havde været en betydelig del af alle de beslutninger, der var truffet i “før”-perioden. De har begge valgt at vedkende sig arv og gæld som udgangspunkt, men har alligevel fundet en vej til at skabe afstand.

For Lars Løkke Rasmussen var det i starten på finanskrisen blevet en universelt accepteret forklaring, at den politiske nutid måtte være helt anderledes end den politiske fortid. Siden har han udråbt flygtningestrømmen gennem Europa til at være den måske største udfordring i dette århundrede. Det er et stort brød at slå op, men det har virket.

For Mette Frederiksen har det være symbolet Corydon, som har udgjort den store afstandtagen til det tidligere socialdemokratiske projekt. Bjarne Corydon er ikke længere i socialdemokratisk historie bare en mand, der havde indflydelse i en periode - han er blevet gjort til en ideologi, som man kan tage afstand fra både konkret og i abstrakter. Lidt som når folk bliver sure på “politisk korrekthed” som et begreb.

Der findes altså mange gode, effektive måder at håndtere, når man får behov for at stå på en anden sten i floden end den, man hidtil stod på. Det er til gengæld ikke en god ide at hoppe i vandet og svømme baglæns.