En britisk mand har lagt sag an mod David Copperfield, fordi han fik hjernerystelse, da han blev tryllet væk af verdens største tryllekunstner. Ved retten i Las Vegas blev Copperfield derfor for nylig tvunget til at røbe dele af sit trick ’Lucky 13’. BT fortæller nu historien om, hvordan det ser ud indefra, når man bliver tryllet væk i det før berømte og nu også berygtede verdensnummer.
Sidst på måneden bliver det ved en domstol i Las Vegas afgjort, om Gavin Cox kan få erstatning, fordi han gled i en lille bunke sand, da han blev tryllet væk af David Copperfield. Men hvordan kan den slags overhovedet komme på tale? Når man er tryllet væk, så er man vel ingen steder, eller hvordan hænger det sammen? Desværre er sandheden den, at ingen – selv ikke den mægtige David Copperfield – i virkeligheden kan trylle. Kunne han det, havde han formentlig tryllet den aktuelle retssag så langt væk, at vi aldrig havde hørt om den.
Retssagen følges med en vis bæven i tryllekredse verden over, for en af de første dage i sagen blev David Copperfield tvunget til at afsløre hemmeligheden bag det magiske trick. Det ville svare til, at man bad Coca-Cola afsløre sin hemmelige opskrift eller bede Apple afsløre logaritmerne i programmeringen af deres iPhones. Men i USA kan hvem som helst sagsøge hvem som helst for hvad som helst. Og hvis Copperfield og de selskaber, der arrangerer hans show på MGM Grand Casino i Las Vegas, kendes skyldige i den aktuelle sag, kan flere tryllekunstnere måske tvinges til at afsløre deres trick.
Verdens mest kendte tryllekunstner
Min fascination af trylleri går helt tilbage til barndommen. Det var dengang, man troede, der rent faktisk var magi involveret. Siden gik fascinationen mere over i spekulationer udi, hvordan tryllekunstneres trick var skruet sammen, når vedkommende savede en dame over eller tryllede duer frem. I mellemtiden havde David Copperfield tryllet både Frihedsgudinden og en jumbojet væk, ligesom han var gået tværs gennem den kinesiske mur. Alt sammen i direkte tv. Det var stort tænkt, og det var fascinerende. Derfor er David Copperfield stadig i dag et af de mest kendte tryllekunstnernavne i verden.
Første gang jeg så ham på scenen var i Forum i København i 1997, hvor han blandt andet havde nummeret med dødssaven med, og hvor man også kunne se ham flyve langt oppe over scenen. Selv om han for det meste udfører store, spektakulære tryllenumre, bevæger han sig stadig den dag i dag ned blandt publikum og tryller med kort og mønter. Gerne med en kameramand i hælene, så folk, der ikke sidder i nærheden, kan se detaljerne på en storskærm.
David Copperfield er blevet så stort et navn, at hans samlede indtjening på at optræde som tryllekunstner ligger på omkring en milliard dollar gennem årene.
Når han, som han også gør det i øjeblikket, optræder på MGM Grand Casino i Las Vegas, er det hver eneste dag i løbet af ugen kl. 19 og kl. 21.30 og lige hver lørdag kl. 16 oveni. En uge helt uden fridage. Det er hele 11 shows om ugen – tre gange mere om ugen, end et helt ensemble i en musical på Broadway kan klare – og til priser på mellem 1.900 og 700 kr. pr. næse.
Da jeg i sommerferien i 2012 skulle køre Californien tyndt i tre uger, var det nærliggende at tage Grand Canyon og Las Vegas med i købet. Og turen til Las Vegas var ikke for at spille pengene op, hvilket ellers er et af de mest stensikre tryllenumre i den by, men for at se David Copperfield live igen. Og ikke mindst for at se ham sammen med mine børn. På det tidspunkt var de 17, 13 og syv år gamle.
Tabte næse og mund
Vi flottede os og købte et bord på anden række. Den sal, Copperfield optræder i, er faktisk ikke voldsomt stor efter amerikansk showbusiness-standard. Der kan være 740 mennesker, og alle steder i salen er der fint udsyn til scenen. David Copperfield var måske nok en smule glat i sit udtryk, men han er en af de tryllekunstnere, der arbejder med den største stab af assistenter, og som også arbejder hårdest på at få numrene til at se elegante ud. Om så han tryllede med mønter eller kort ude blandt publikum, eller han tryllede en rød sportsvogn, der balancerede på fire romerske søjler, væk på scenen, tabte vi mange gange undervejs både næse og mund.
På det tidspunkt havde Copperfield i en del år kørt med et ekstranummer, hvor han lod 13 voksne mennesker blandt publikum lege med. Det hed ’Lucky 13’. Han begyndte med det midt i 00’erne og holdt op i 2014, og man kan se flere forskellige udgaver af det på YouTube. Nummerets centrum er en stor kasse på scenen, der er smedet sammen af stålrør.
Man kan således se ind i den. I bunden af den var der 13 sæder på tre rækker. På dem skulle sidde 13 mennesker, hvorefter hele konstruktionen blev hyllet ind i et silkegardin og hejst op i luften. Da det blev afsløret, at kassen var tom, ville de selvsamme mennesker dukke op bag i salen.
Blandt de heldige 13
Min søster og svoger, som vi mødte et par dage i Las Vegas, og vi selv var således allerede meget glade for showet, da vi nærmede os afslutningen. For nu kom vi til ’Lucky 13’, der ,når man ser det udefra i sin fulde længde, varer knap otte minutter. 13 af os kom til at se det indefra i stedet.
Folk, der var mere end 18 år og med »et godt helbred«, blev bedt om at rejse sig og hæve hænderne over deres hoveder.
Præcis 13 store gummibolde blev slået ud til publikum af Copperfield selv, og vi blev bedt om at skubbe dem videre og først holde fast i dem, når musikken stoppede.
Jeg blev mindet om barndommens stoledans, hvor man forsøgte at klæbe til stolene fremfor at bevæge sig videre. Sådan havde jeg det, første gang jeg rørte en af boldene. Gud hjælpe mig, om ikke jeg også stod med en bold i grabberne igen nogle sekunder senere, da musikken stoppede, og David Copperfields assistenter myldrede ned i salen for at tage de potentielle frivillige i hånden og hente dem op på scenen.
Før man fik vekslet sin bold med en hånd, blev man lige set an og diskret stillet to vigtige spørgsmål. »Er du tryllekunstner eller journalist?« Jeg er jo journalist, men jeg havde åndsnærværelse nok til at svare nej til begge dele, og sammen med tolv andre blev jeg under store klapsalver hentet op på scenen. Lige inden jeg kom helt derop, fik jeg et ekstra spørgsmål: »Er du i stand til at løbe?«. Svaret var også »Ja«. Før nummeret begyndte, havde vi diskuteret, om ikke det mon var Copperfields egne folk, der var med i nummeret, men det blev hurtigt afkræftet.
Tryllet væk
Til højstemt klassisk musik blev vi lynhurtigt introduceret af David Copperfield, der lavede lidt sjov med enten vores navne eller vores oprindelsesland. Jeg var på randen til at være star-struck, så jeg kan ikke huske, hvad han sagde om mig. Vi fik lov til at gå op i kassen ad en lille trappe foran og blev én for én sat på hver sit sæde.
Fra scenen lovede Copperfield, at hvis alle fulgte instruktionerne, ville ingen dø undervejs.
Vi blev derefter udstyret med lommelygter og bedt om at vinke med dem ud mod publikum, samtidig med at vi skulle lukke øjnene og drømme os hen til det sted, vi allerhelst ville. Det gjorde vi så og derefter blev publikum bedt om at vinke farvel til os. Fra det øjeblik, vi blev hyllet ind i et gardin, til vi dukkede op bag i salen, gik der knap halvandet minut. Set udefra skete der følgende: Vi blev bedt om at vinke lidt videre med lommelygterne bag gardinet. Stålkonstruktionen blev hævet op over jorden. Det blev alt sammen krydret med munter tale fra Copperfield, inden gardinet faldt, og det blev tydeligt for publikum, at alle stolene var tomme.
Derefter klappede og hujede folk, inden Copperfield pegede ned bagest i salen, hvor vi alle 13 stod på rad og række med vores lommelygter i hænderne og vinkede til publikum. Jublen ville ingen ende tage.
At holde på en hemmelighed
Efter nummeret blev jeg hevet i trøjen af flere amerikanere fra salen, der ville vide, hvordan det var gået til, men jeg følte mig som medejer af hemmeligheden og ville ikke ud med den. Det er selvfølgelig klart, at ingen mennesker – selv ikke David Copperfield – kan trylle i virkeligheden, så tricket er udført på den mest enkle måde, man overhovedet kan forestille sig. Siger jeg, der kender hemmeligheden. Den er så enkel, at man ville sige »ja, selvfølgelig,« hvis man hørte den.
Efter showet var helt slut, kom vi med en hurtig tur backstage, hvor vi mødte David Copperfield i nogle minutter. En af hans assistenter uddelte et signeret foto til hver af os som tak, og Copperfield bad os indtrængende om ikke at afsløre tricket. Han gav os endda et bud på et par røverhistorier, vi kunne fortælle, hvis nogen spurgte, hvad der var sket. Det kunne være noget i retning af, at vi havde fået bind for øjnene og følte, at vi blev hejst op i luften, og vi derefter blev ret så forvirrede og havde svært ved at gennemskue, hvad der var sket.
Siden da har jeg sværget over for mig selv, at jeg ikke ville afsløre tricket. Hvilket jeg selvfølgelig gjorde med en drabelig fortælling til mine tre mystificerede børn over en middag allerede lige bagefter, for de var ved at dø af nysgerrighed. Men jeg ville ikke fortælle den videre. Heller ikke selv om Copperfield gennem tiden har tryllet omkring 40.000 mennesker væk – og frem igen – på samme facon. For slet ikke at tænke på de mange assistenter, der også må kende til hemmeligheden.
Afsløringen
Omvendt så er det klart, at når en byretsdommer i Las Vegas tvinger David Copperfield og hans producenter til at rykke ud med sproget, så kan jeg også. Og nu får du således min hemmelighed.
Lige da gardinet blev rullet for, kom David Copperfields assistenter ind til os via bagsiden af kassen og gelejdede os meget hurtigt én for én ud via en lille trappe, der gik ned skråt ned gennem gulvet bag på den kasse, vi var blevet placeret i. Lidt som princippet i en kældertrappe. To af assistenterne overtog lommelygterne fra os og viftede videre med dem, så det nede fra salen så ud som om, vi stadig sad derinde.
På det tidspunkt var vi allerede på vej. Tæt fulgt af en stribe assistenter småløb vi ned gennem nogle kældergange på kasinoet. Jeg noterede mig undervejs hastigt ud ad øjenkrogene to mennesker på min vej, selv om jeg koncentrerede mig meget om at få mine sandaler med mig. Denne ene af dem var en revisortype, der sad ved et skrivebord og skrev tal i en stor bog. Han ænsede os nærmest ikke. Jeg husker det også, som om jeg kom løbende ind gennem et køkken, hvor der stod et par kokke, men det kan være en erindringsforskydning.
Derefter kom vi ud ad en dør, på det der må være siden af kasinoet, og blev bedt om at løbe omkring 50 meter, hvor vi skulle ind ad nogle andre døre. I gangen, vi kom ind i, fik vi igen lommelygter i hånden, og blev meget nænsomt ledt ind bag i salen og stillet på en række, mens lyset i den del af salen var slukket.
Ganske få sekunder efter fik vi et stort spotlys på os. Vi vinkede til publikum, der gik amok i vild jubel.
Gør tiden kortere
Indefra er tricket således ganske enkelt at løbe ud af bygningen, og hen på siden af den og løbe ind igen. Set fra sæderne i salen var mindst ni ud af ti af tilskuerne godt oppe at køre over illusionen og voldsomt i tvivl om, hvad der var sket.
Senere fik jeg chance for at tale med en af de dygtige danske tryllekunstnere Rune Klan om sagen, og han forklarede, at den teknik, man som tryllekunstner brugte til at aflede publikums opmærksomhed, hedder ’time delay’. Altså en forskydning af tid, hvor man får flere minutter til at virke som langt mindre i publikums bevidsthed. Man afkorter således opfattelsen af tid. Rune Klan sagde:
»Copperfield ønsker sig jo i virkeligheden, at han kan trylle jer et sted hen på et øjeblik. Men det kan ikke fysisk lade sig gøre. Med time delay fylder man så tiden ud med noget, der virker som om, det har sin egen berettigelse. Noget der er så troværdigt, at du ikke stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor man gør det. Det spændende er, at man hjælper folk til selv at redigere tryllenummeret. Man smider en slags brødkrummer ud, så publikum hjælper en med at genfortælle historien meget bedre, end den i virkeligheden er. For eksempel: Der står en kasse på et bord, og der er en trappe op til den kasse. Mand kommer ind, går op ad trappen, kassen bliver lukket, og den bliver hejst op over bordet. Den hænger i midten af ingenting, og SÅ klapper den sammen, og manden indeni er forsvundet. Fordi kassen hænger i luften, vil man begynde at gætte på, at den hænger i en kæde eller noget helt fjerde, fordi man redigerer bordet og trappen, som var der i begyndelsen, væk fra det, man ser. Og det kan meget vel være lige netop der, hemmeligheden ligger.«
Tryllenørd og elegantier
David Copperfield er, udover at være en god tryllekunstner, en nørd, når det gælder tryllekunstens historie. Han har en stort lagerbygning i et industrikvarter i Las Vegas, hvor han opbevarer rekvisitterne til alle sine trylletrick, Indgangen er hemmelig og ligger inde bagest i et prøverum, i noget der ligner en lukket butik med herretøj. Her opbevarer han også stribevis af legendariske Harry Houdinis rekvisitter. Copperfield købte den største Houdini-samling i verden fra en anden samler i 1992. Heriblandt den originale mælkejunge, som Houdini brød ud af. Han har også verdens ældste bog med trylletrick, der er fra 1536.
Siden 2001 har David Copperfield optrådt i Las Vegas fremfor at lave tv-show og turnere verden rundt, som han ofte gjorde det i 1980’erne og 1990’erne. På den måde kan han arbejde i ro og fred og slipper for strabadserne ved at rejse. Kritikere mener, at tiden er løbet fra Copperfield, når det gælder tryllenumre i tv, brugen af internettet, Twitter og diverse sociale medier. Men når det gælder elegance på scenen og afleveringen af numrene, er han til gengæld stadig elegant, og der er ingen tvivl om, at der ligger adskillige eksperimenter og prototyper på vejen til introduktionen af nye numre, hvilket han er nødt til, for at publikum stadig gider se ham i MGM Grand i Las Vegas.
Den verserende retssag virker set fra Danmark noget spekulativ. Gavin Cox har grædt i retssalen og har via sin advokat ladet forstå, at han har haft 450.000 dollar i udgifter til diverse læger som følge af sin hjernerystelse. På den anden side har Copperfield sagt, at han ikke er ansvarlig for, at der muligvis lå lidt byggesand på gulvet i en mørk gang på kasinoet. Cox snublede i 2013, men anlagde først sag mod Copperfield et helt år senere, og sagen er først kommet for retten nu.
»Jeg er ikke ude på at ødelægge folk,« har David Copperfield sagt. Om en mand kan ødelægge ham, det får vi at se...
