Danskerne har koks i kærligheden. Flere og flere er utro, og antallet af skilsmisser stiger. Par-terapeuter slår alarm.

  • Nick nær selvmord efter konens utroskab

    Smut på hotel med den nuttede kollega eller lås dig inde på et fremmed toilet og elsk vildt med chefen under konferencefrokosten. Du kan jo bare blive skilt.

    Det gør de andre jo, så hvorfor ikke også dig? Ja, faktisk har det aldrig været lettere. Danskerne skiller sig i et væk. Tidligere talte man om hver tredje, men faktisk viser nye tal, at det snarere er hvert andet ægteskab, der opløses.

    Om det er på grund af sidespring, er svært at sige, men ifølge eksperter er antallet af udenoms-affærer stærkt stigende.

    Både mænds og kvinders glæder med nogle, de ikke er gift med, er stigende. Det mener psykoterapeut og samlivsekspert Ingrid Ann Watson.

    »Jeg oplever helt klart en markant stigning i antallet af utroskabssager. Hvor det for fem år siden var ti procent af mine klienter, er det nu steget til 20 procent,« siger Ingrid Ann Watson, Hørsholm.

    Parterapeut Martin Østergaard mener, at der er flere og flere kvinder, der smider trusserne for fremmede mænd, end før. Samtidig søger flere kvinder i terapi for deres sidespring, fordi deres dårlige samvittighed rider dem som en mare.

    »Mine klienter kommer, fordi de har frygtelig dårlig samvittighed over det, de har gjort.

    De siger, at de som barn altid har set utroskab som det værste, og nu er de selv havnet der. Det plager dem,« siger Martin Østergaard.

    Men hvorfor laver vi sidespring?

    »I gamle dage holdt man bedre ud sammen. Man så igennem fingre med hinandens små særheder. I dag er vi mere egoistiske og finder os ikke i så meget fra hinadens side,« siger Ingrid Ann Watson.

    Martin Østergaard er ikke enig i den forklaring:

    »Jeg ser ikke utroskab som udtryk for, at vi er blevet mere egoistiske. Snarere tværtimod. I virkeligheden tror jeg, at danskerne higer efter romantik og at finde den eneste ene.

    Men når livet ikke former sig med kæresten, som man havde forestillet sig, så bliver vi skuffede og oplever seksuel forsømmelse.

    Til sidst bliver vi så udsultede, at vi griber til utroskab som en form for nødløsning.«

    Og vielsesritualets ord om at være hinanden tro og holde sammen i både gode og dårlige tider? Folk er fløjtende ligeglade. Det gennemsnitlige ægtepar giver hinanden to år.

    »Det er dybt alarmerende,« mener Ingrid Ann Watson.

    Hvert tredje ægteskab bliver opløst, ifølge Danmarks Statistik. Men ser man på par i 20erne og 30erne, er det næsten hver andet, der skilles. Samtidig er kirkelige vielser faldet med næsten 16 pct. siden 2000.

    Blandt årsagerne til de høje skilsmissetal peger eksperter på forhold som manglende tid og urealistiske forventninger til livet.

    Læs også flere artikler om emnet i søndagens udgave af B.T.