Onsdag morgen melder flere banker, at der er problemer med at udbetale lønninger, pension, overskydende skat og lignende her op til påske. Det har skabt utryghed for mange danskere, som angiveligt frygter at komme til at gå påsken over uden penge.

Og utrygheden kommer tydeligt til udtryk på de sociale medier. På Nordeas og Danske Banks Facebooksider lægger bekymrede kunder spørgsmål og irriterede tilkendegivelser ind, og på bt.dk kommer frustrationen også til udtryk:

- Jeg har ikke fået mine penge. Og det er sørme superdejligt, når man har tomme skabe, køleskabe og fryser. Det er så frustrerende, skriver Sabrina Louring Sand Kloth-Andersen på bt.dk.

- Jeg har Nordea og har hverken fået min løn eller min skat tilbage. Er tosset. Så må de se at få fingeren ud, skriver Julie Louise Hansen på bt.dk.

Nordea beroliger på Facebook

I Nordeas seneste melding på Facebook hedder det:

- Som lovet en opdatering på situationen omkring forsinkede lønoverførsler mv. Der er tale om en fejl, der rammer alle banker. Vi forventer, at alle overførsler er på plads først på eftermiddagen, skriver Nordea.

Men det er tilsyneladende ikke alle, der lader sig berolige.

- Hvad så hvis problemet ikke er løst til den tid! Kan man så forvente, at der arbejdes videre på problemet efter kl.16.00, så der er en mulighed for, at overførelserne vil blive udført til trods for de kommende helligdage, hvor der ellers ikke bliver udført transaktioner?, skriver Annie Orthmann på Nordeas Facebookside.

- Så arbejder I vel i ferien ligesom os andre, hvis vi ikke har nået tingene inden!!? Det forventer jeg i hvert fald - særligt efter alle de afgifter, renter og Skat jeg har betalt til jeres kasser, skriver Rene Nøttrup på Nordeas Facebookside.