Hun har været i Sri Lanka mange gange. Men den seneste tur endte bestemt ikke, som Trine Handskemager havde regnet med.

I takt med at coronavirus blev mere udbredt, ændrede stemningen sig. Og rejsen sluttede dramatisk, da hun i midten af marts blev truet med en pistol.

Det fortæller Trine Handskemager, der til dagligt bor i Valby, på sin rejseblog Miss World.

Først skal tiden dog skrues tilbage. Trine Handskemager havde været i Sri Lanka i en måned, da Danmark lukkede ned.

Trine Handskemager rejser meget og har rejsebloggen miss-world.dk.
Trine Handskemager rejser meget og har rejsebloggen miss-world.dk.
Vis mere

»Det passede faktisk fint. Jeg havde en flybillet hjem fire dage efter. Det var ikke nødvendigt for mig at ændre den,« siger Trine Handskemager, der var afsted alene men rejste rundt med andre, til B.T.

De første fire uger mærkede hun ikke noget til frygten for coronavirus hos den normalt så gæstfri befolkning. Hun havde rejst rundt i det meste af landet og boede til sidst i Ahangama på sydkysten, og i al den tid var der 'ingenting'. Og dog.

»Jeg kunne høre på personalet, de var bekymrede. De fortalte, hvad de havde hørt i nyhederne, og det var sådan, jeg blev underrettet. De havde et bud på, Sri Lanka måske ikke blev så hårdt ramt på grund af klimaet,« siger Trine Handskemager.

Fernando, en lokal tourguide hun kender, fortalte desuden, at noget tumult i lufthavnen havde resulteret i, at en gruppe italienere var kommet ind i landet uden tilladelse. Siden blev en 51-årig tourguide, de rejste rundt med, testet positiv for coronavirus, fortæller hun.

Trine Handskemager fik hjælp af det lokale politi, da hun blev truet med en pistol, men det lykkedes ikke at finde gerningsmanden.
Trine Handskemager fik hjælp af det lokale politi, da hun blev truet med en pistol, men det lykkedes ikke at finde gerningsmanden.
Vis mere

Selv valgte Trine Handskemager at tage til Colombo to dage før hun skulle hjem for at være tættere på lufthavnen. Her var alt forandret. De normalt så fyldte gader var tomme.

»På hotellet, jeg boede på, gik folk med masker. Man kunne bare mærke, der var en uro og nervøsitet for, at smitten skulle sprede sig. Jeg havde ikke set de lokale nyheder, så jeg gik bare glad rundt og tænkte, jeg kunne komme til at se byen,« fortæller Trine Handskemager, der senere fandt ud af, der var kommet en anbefaling mod at gå ud.

Hun gik rundt for sig selv, og flere kontaktede hende og spurgte, om hun ville køre tuk-tuk, så hun gik ned til strandpromenaden for at få lidt fred. Men bag hende kunne hun fornemme en mand, der gik imod hende. Første tanke var, det var en sælger eller en tuk-tuk chauffør. Hun forsøgte at afvise ham, men da han var tæt nok på hende, kunne hun se, det i hvert fald ikke var en, der ville vise rundt, da hun irriteret vendte sig om for at affeje ham.

»Jeg kiggede direkte ind i mundingen på en pistol. Det gav et gib i maven på mig. Jeg tror ikke, jeg nåede at gøre noget. Jeg kiggede bare på ham. Så sagde det ‘klik’. Han trykkede på aftrækkeren, men der var ikke nogen kugle i. Jeg nåede nærmest ikke at blive bange,« fortæller Trine Handskemager, der ikke kunne nå at se, om det var en rigtig pistol eller en legetøjspistol.

Det var på denne strandpromenade i Sri Lanka, Trine Handskemager ville gå en tur i fred og ro. Men hun blev truet med en pistol.
Det var på denne strandpromenade i Sri Lanka, Trine Handskemager ville gå en tur i fred og ro. Men hun blev truet med en pistol.
Vis mere

»Det er ikke for at lyde som en helt, men jeg var helt rolig. Jeg havde direkte øjenkontakt og var afventende. Jeg tror, jeg var så irriteret inden, at jeg ikke nåede rigtig at blive bange. Det gik stærkt. Jeg var sådan set okay, og det er jeg stadig. Jeg har ikke mén,« fortæller Trine Handskemager.

Hun fik efterfølgende hjælp af en tuktuk-chauffør, der kontaktede politiet. De ledte efter manden, men uden held.

Efterfølgende kørte tankerne. Var det et mislykket røveriforsøg eller en dårlig joke? Eller handlede det mere om frygten for coronavirus blandt befolkningen?

»Der kom en lille dreng og sagde ‘coronavirus’ lige op i mit ansigt. Han har næsten været for lille til at vide, hvad det var. Jeg tænkte, han havde hørt det fra de voksne,« siger hun om den efterfølgende dag og fortsætter:

Colombos normalt ellers så fyldte gader var tomme, da Trine Handskemager var der i midten af marts.
Colombos normalt ellers så fyldte gader var tomme, da Trine Handskemager var der i midten af marts.
Vis mere

»Jeg oplevede ikke, de var fjendtlige, men der var nogen indimellem, som på en eller anden måde forbandt det med, at det var turisterne, der havde taget det til Sri Lanka, og at det ville sprede sig. Jeg tror slet ikke, deres sundhedsvæsen kan stå for det pres. De er bange for konsekvenserne, og jeg tror, de godt ville af med turisterne,« siger Trine Handskemager, der tror det samme var tilfældet for manden med pistolen.

»Jeg er ikke klar over, hvad hans motiv var. Men efterfølgende har jeg tænkt, det sikkert er derfor - for at signalere de ikke ville have turister. Det er jo kun et gæt,« siger Trine Handskemager.

Hun er hjemme i Danmark igen, hvor hun har været i karantæne.

»Det er meget rart at være hjemme. Var jeg for eksempel blevet syg i Sri Lanka, havde det nok ikke været så sjovt. Det var fint, jeg nåede hjem i tide,« siger Trine Handskemager.