I dagevis har Leo Steen Hansen og hans familie været berørt af de voldsomme brande, der i hærger i den nordlige del af Californien.
Allerede i begyndelsen af sidste uge begyndte svulmende røgskyer nemlig at vise sig på himlen omkring byen Healdsburg, hvor Leo Steen Hansen bor med sin amerikanskfødte kone og deres to børn.

»Onsdag pakkede vi så bilen, så vi var klar til at tage af sted med det samme, hvis vi blev evakueret,« fortæller danskfødte Leo Steen Hansen, der har boet i Healdsburg nord for San Francisco siden 1999.
Børnene har pakket mønter, sten og bamser
Imens forældrene har styr på pas, vigtige papirer og fotoalbummer, har parrets to sønner på 8 og 10 år fyldt deres små rygsække med andre vigtige fornødenheder såsom møntsamlinger, sten og bamser i alle afskygninger.

»Det er forfærdeligt at se sine børn være så bekymrede. De er meget utrygge, når de går i seng om aftenen, for da vi blev evakueret under en af de store brande sidste år, forlod vi huset klokken tre om natten. Det var en voldsom oplevelse for dem,« fortæller Leo Steen Hansen, der ud over at producere sin egen vin også laver konsulentarbejde for andre vingårde.
»Føler, vi er statister«
Healdsburg ligger da også i det velkendte vinområde Sonoma nordøst for San Fransisco, og det er et af de områder, der er rigtig hårdt ramt af de mere end 600 brande, der raser i Californien i øjeblikket.
»Vi har prøvet det nogle gange nu gennem årene,« siger Leo Steen Hansen og referer til de seneste års brande, der også har været bekymrende tæt på familiens hjemby. Flere gange er hele beboelsesområder blevet udryddet.
»Det store spørgsmål er, hvor længe vi kan klare det, for jeg føler lidt, at vi er små statister, der bare venter på, det bliver vores tur. For det gør det jo på et tidspunkt. Derfor tænker vi selvfølgelig meget på, om det er muligt at bo andre steder og arbejde derfra,« siger den 48-årige dansker.
Endnu er den del af byen, Leo Steen Hansen og hans familie bor i, ikke blevet evakueret, men i går valgte de alligevel at forlade Healdsburg og køre længere nordpå og tættere ud mod kysten.
»Vi har haft dage, hvor luftkvaliteten har været rigtig slem. Det regnede med aske, og vi havde brændende smågrene og blade i haven. Så det er rart at komme lidt væk og få renere luft,« siger Leo Steen Hansen, der nu har slået sig ned på en campingplads tre timers kørsel nord for San Francisco.
Vekslende meldinger
Den danske vinmand håber, han kan fortsætte med at genoptage arbejdet med at høste druer, når han og familien efter planen vender tilbage til Healdsburg onsdag.

»Men vi er meget afventende, for det hele er forvirrende, og vi får vekslende meldinger hele tiden. De har lovet flere lyn i nat, og det kan jo forårsage nye brande. Vinmarker brænder heldigvis ikke, men fungerer derimod som en slags brandbarriere, så hvad det angår, er jeg ikke så bekymret. Den del af det tager jeg meget roligt.«