750 millioner kroner. Det har Anders Holch Povlsen nu kunnet indkassere efter en kun toårig investering i en tysk onlinekomet.

Her er Flaschenpost.de netop blevet opkøbt af kæmpekoncernen Dr. Oetker.

Ifølge Børsen ejede den danske milliardær 10 procent af udbringningsselskabet, som er blevet solgt for en milliard euro, altså cirka 7,5 milliarder kroner.

Investeringen i det tyske firma er sket gennem Anders Holchs Povlsens holdingselskab Heartland. Herfra lyder det på sådan en lidt kryptisk måde:

»Det har ikke været så ringe endda. Det kunne godt tænkes, at vores aktiepost i Flaschenpost.de er blevet meget mere værd i den periode,« siger direktør Lise Kaae til Børsen.

Aners Holch Povlsen valgte altså at investere i Flaschenpost.dk for kun to år siden, mens firmaet kun har eksisteret i fire år.

Det har dog haft stor succes med et simpelt koncept for udbringning af drikkevarer. Her kan kunder i 23 tyske byer bestille øl, sodavand, saft eller vand online og herefter få det bragt ud mindre end to timer senere.

Ifølge Børsen har Flaschenpost.dk – altså tysk for flaskepost – allerede mere end 7.000 ansatte og omsætter for 2,5 milliarder kroner om året. Dog stadig med underskud.

På Berlingskes seneste liste over Danmarks rigeste placerede Anders Holch Povlsen sig på en tredjeplads med en samlet formue på 44,9 milliarder kroner. Mest kendt er han for at stå bag Bestseller-koncernen.