Tryk på knappen. Vent tre sekunder. Få svaret.

Så nemt og hurtigt skal du kunne finde ud af, om din drink er blevet forgiftet med farlige stoffer, når du går i byen.

I hvert fald er det grundidéen bag den danske opfindelse Drugster; en pen på størrelse med en halv iPhone, der i løbet af to-fem sekunder scanner og analyserer din tonic for andet end gin.

»Alle stoffer efterlader et fingeraftryk, så ved at holde pennen hen over drinken og lyse ned i den kan man se, om der enten er puttet rohypnol, fantasy eller noget helt tredje i drinken,« siger Ulrik Merrild, der er administrerende direktør i Drugster.

Det er ham, der står bag opfindelsen, som skulle have ramt det danske natteliv tilbage i 2016. Grundet produktionsudfordringer er lanceringen nu udskudt til primo 2020.

En lille chip sladrer

Pennen fungerer ved, at lyset - som man sender ned i væsken - bliver kastet tilbage i pennen, hvor en lille chip bliver aktiveret.

Chippen indeholder ifølge Ulrik Merrild datagrundlag fra tusindvis af test og kan dermed opdage, om drinken indeholder bedøvende eller sløvende stoffer.

Det er typisk syntetiske stoffer som fantasy og MDMA eller medicinske bedøvelsesmidler som rohypnol og ketamin.

Her ses en skitse af pennen. I nederste højre hjørne kan man se den lampe, der sender lys ned i væsken. Foto: Drugster
Her ses en skitse af pennen. I nederste højre hjørne kan man se den lampe, der sender lys ned i væsken. Foto: Drugster
Vis mere

B.T. kunne lørdag fortælle om 24-årige Tobias Henriksen, der under en bytur i indre København kort før nytår fik puttet fantasy i sin drink.

Det giftige stof gjorde ham i løbet af få dage så syg, at både hans lever og hjerte satte ud. Han måtte over to omgange genoplives på Hvidovre Hospital.

Forskere i Berlin hjælper

Ifølge Ulrik Merrild er der i alt omkring 10 'velegnede' drugrape-stoffer, og når pennen er færdigudviklet, vil den ifølge direktøren være i stand til at sladre om samtlige af dem.

Kemisk Institut ved Aarhus Universitet har tidligere været inde over udviklingen af Drugster-pennen, og nu er forskere fra Teknisk Universitet i Berlin med speciale i spektroskopi gået ind i samarbejdet om den danske opfindelse.

Ikke umuligt, men kompliceret

Ifølge Peter Thulstrup, der er lektor ved Kemisk Institut ved Københavns Universitet, kræver det et ekstremt omfattende forarbejde, hvis pennen skal kunne analysere og genkende de rigtige stoffer.

»Man kan sammenligne det med kunstig intelligens, hvor man skal træne en algoritme til at genkende stofferne.«

»Det er ikke umuligt, men kræver et meget stort forarbejde, for alene i alkohol - hvad enten det er gin eller rom - er der en masse kemikalier og derfor mange tusinde forskellige kemiske komponenter, som alle sammen vil komme til syne ved en sådan måling,« siger han til B.T.

Prisen for en Drugster-pen kommer til at ligge i omegnen af 1.000 kr.