Ved en ekstremt effektivt styret og iscenesat konference i København opfordrede den ekstremistiske muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir søndag til hellig krig mod Vesten.

- Lad være med at sige noget til ham, kom med ind....og du kan få en udtalelse fra talsmanden bagefter.

Beskeden fra den skjorte- og jakkeklædte sikkerhedsvagt med head-settet er ikke til at tage fejl af. Han er fra den ekstreme muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir.

- Men jeg er jo enig med talsmanden, forsøger den unge fyr fra en gruppe af anden-generationsindvandrere, som B.T. har forsøgt at få i tale, at forklare sikkerhedsvagten.

- Det er jo lande som Frankrig og USA, der har startet krigen, når han at sige, inden han bliver stoppet.

For han er enig i et af Hizb-ut-Tahrirs hovedbudskaber - oprettelsen af en hellig muslimsk enhedsstat - kalifat - skal ske med hellig krig mod Vesten - Danmark.

Men det budskab var der kun én blandt de cirka 1.000 muslimer i Nørrebrohallen i København, der fik lov til at sende i det ekstremt iscenesatte og styrede Hizb-ut-Tahrir-show - den danske talsmand Fadi Abdullatif.

Hizb-ut-Tahrirs budskab er så ekstremt, at organisationen er forbudt i mange vesteuropæiske lande. Men ikke i Danmark, og derfor kunne organisationen i går kalde til »konference« i Nørrebrohallen.

Og anført af den danske konverterede muslim Musa Kronholt, der var ordstyrer, kaldte organisationen til hellig krig mod Vesten for at få oprettet en muslimsk enhedsstat - khilafah - med muslimsk sharia-lovigiving og uden demokrati.

- Et angreb på Muhammed er et angreb på islam, og et angreb på islam er et angreb på alle muslimer. Hvordan skal vi reagere, er det gennem en boykot eller gennem demonstrationer, spurgte Musa Kronholt og lod talsmanden Fadi Abdullatif give svaret - »jihad« - hellig krig.

- Muslimer skal ledes i hellig krig for Allahs sag. Vi skal have ledere i den muslimske verden, som reagerer med sværdet, før de reagerer med tungen. Rædslen vil fylde Europas hjerter.

- Hvad angår Danmark og Norge og deres lige, vil de til den tid være så ubetydelige, at de ikke vil blot forsøge at tilnærme sig muslimernes oaser, sagde Fadi Abdellutif i sin tale, som han holdt på arabisk.

Men udadtil er det officielle budskab til den danske presse knap så krigerisk. Når TV-kameraerne eller båndoptagerne er tændte, »nøjes« Abdullatif og en hans talsmænd Khalid Amin med at kræve officielle undskyldninger fra regeringen og Jyllands-Posten samt lovgivning mod at håne Muhammed.

- For det første skal vi have en officiel undskyldning fra regeringen. Det var den, der opfordrede Jyllands-Posten til at bringe tegningerne. For det andet skal vi have en lovgivning, der forhindrer den forhånelse, muslimer er udsat for, siger Khalid Amin.

Han oplyste til B.T., at »konferencen« har været planlagt i en uges tid - i anledning af Muhammed-sagen.

Allah-hu akbar
Antallet af unge 2. generationsindvandrere, som var mødt frem, var stort.

'Allah-hu akbar (Allah er stor, red.)', råbte de med jævne mellemrum under talerne. Og som til alle de møder, Hizb-ut-Tahrir har kaldt til, var kvinder og børn adskilt fra mændene.

En lille muslimsk pige på tre-fire år blandt kvinderne havde tydeligvis ikke fattet budskabet.

Mens hun med fagter gjorde grin med talerne, vinkede hun henrykt til en lille dreng blandt mændene, som hun flere gange forsøgte at komme over til.

Til sidst lod hendes mor den lille pige løbe tværs over det »neutrale« område mellem kvinder og mænd og over til den lille dreng, som fik et stort kys, inden den lille pige måtte vende tilbage til sin plads blandt kvinderne.

chris@bt.dk