Vi kan ikke overlade vores verden, virksomheder, politik og tilværelser til big data, algoritmer og kunstig intelligens. De vil aldrig som os forstå glimtet i øjet eller en hel tidsperiode ved at høre en enkelt sætning i en sang, mener forfatter. I stedet er de ved at reducere vores egen menneskelighed.
Algoritmer vil aldrig forstå 70er generationens »no future« kynisme ved at høre David Bowie synge »we can be heros« for øjeblikket efter at tilføje »just for one day« uden rigtig selv at tro på det. De vil heller ikke fornemme de omstændigheder som Charlie Parker intuitivt skabte sin staccato stakåndede bebop jazz ud fra i Harlem i 40erne.
»Men for mennesker giver de to stykker musik direkte adgang til andre verdener. I musikkens nuancer forstår vi den tids kulturelle frygt og håb og menneskelige vilkår,« siger Christians Madsbjerg.
Han er stifter af konsulentvirksomheden ReD Associates, der har hovedsæde i New York og som bruger filosofi, sociologi, antropologi til at rådgive nogle af verdens største virksomheder som Samsung og Ford.
I bogen »Sensemaking – et forsvar for menneskelig intelligens« advarer han mod den færd, vi er på mod i fremtiden.
Han kan se virksomheder, stater og forvaltninger ofre deres erfaring og intuition, vel bogstaveligt talt deres sjæl, for i stedet at lade sig lede af de konklusioner, maskinernes algoritmer drager ud af enorme mængder data. Håbet er, at der et eller andet sted i kompleksiteten findes et mønster, der er sandheden om vores adfærd, vores prioriterer og længsler, vores behov og bedrag. Men det er en forkert vej at gå, mener Christian Madsbjerg, for virkeligheden findes i det ikke-kvantificerbare, et blink med øjet, der ikke indfanges af Facebook, stemningen i en stemme, der rummer en hel tidsånd.
»De naturvidenskabelige metoder overtager mere og mere af beskrivelsen af mennesket, ud fra den påstand, at hvis man kan modellere samfundet matematisk, kan man beskrive fremtiden. Men det er en dårlig beskrivelse af mennesket at beskrive os som en matematisk formel. Formodningen, at vi agerer i verden som en algoritme i en computer, er forkert,« siger Christian Madsbjerg.
Han kan se, hvordan de humanistiske færdigheder som filosofi, antropologi, sociologi og psykologi er kørt fuldstændig over af naturvidenskaben. Mens fortidens store økonomer baserede deres analyser på en bred palet af viden og erfaring, så er de økonomiske modeller i dag reduceret til ren matematik. Finanskrisen var blot det seneste eksempel på, at de ikke virker. De er ude afstand til at forudsige den konstante vekselvirkning mellem mennesker. Vi reagerer ikke bare på begivenheder, men også på reaktionen på reaktionen på begivenheden, så det bliver uforudsigeligt komplekst.
»Modellerne er en dårlig beskrivelse af mennesket. Vi mennesker har hele tiden en holdning til vores egen og andres identitet i verden, og derfor rykker vi os konstant og reagerer overfor andre, det gør vores adfærd uendelig svær at forudsige,« siger Christian Madsbjerg.
Han mener det samme gør sig gældende inden for en række andre områder, som for eksempel statskundskab og journalistik, hvor det meste er baseret på tal og statistik.
I virkeligheden er vi i hans optik i frontlinjen af en filosofisk kamp, der strækker sig gennem århundrederne. På den ene side er René Descartes, der med sætningen »jeg tænker, derfor er jeg,« gjorde rationaliteten og forstanden til definerende for, hvad det er at være menneske. Men overfor ham står Martin Heideggers 100 år gamle ide om at mennesket er kendetegnet ved, at vi involverer os med andre og konstant vekselvirker i verden.
»Heidegger mener, mennesket er kendetegnet ved at være involveret, og når vi er det, tænker vi ikke. Det er der, vi er mest tilstede og i live. Kernen af mennesket er omsorg, at man bekymrer sig om sine omgivelser, om sin karriere, om sit liv. Vi kan være rationelle som naturvidenskabsmænd, men det er ikke sådan, vi forstår hinanden bedst, for det er ikke det særlige ved os,« siger han.
Når man tager vores vekselvirkende relation til andre mennesker ud af ligningen og forsøger at reducere os til summen af rationel data om vores adfærd, misforstår man, hvad vi er gjort af, og derfor slår algoritmebasede forudsigelser for for eksempel finansmarkedet altid fejl.
»Det er en misforståelse af, hvad samfund er, hvad venskab er, hvad identitet er, og det, der går tabt, er forståelsen af markedet, byer, identitet og hinanden. Hvis man mener, en algoritme forstår vores byer bedre end en arkitekt, hvis man mener, algoritmer kan forudsige markedet, hvis man mener, testresultater er bedre end læreres vurderinger af barnet, hvis man mener, kunstig intelligens bedre kan vurdere os end læger og psykologer, så beskriver man mennesket ekstremt tyndt og trist. Det er både forretningsmæssige og samfundsmæssigt farligt,« siger Christian Madsbjerg.
Men alle vil være med på big data, kunstig intelligens, automatiserede algoritmer, så det er der de klogeste hoveder søger hen.
»Det triste er, at vi tager verdens bedste hjerner og bruger dem på meget små problemer. Facebook har ansat 80.000 superingeniører, blomsten af vores ungdom, og sat dem til at finde en bedre måde at dele billeder på. Det er jo latterligt,« siger han.
I stedet for at erstatte algoritmerne med mennesker eller tilpasse dem til at forstå os dybere, er der en risiko for, at det i stedet er os, der bliver mindre komplekse. Der er ingen tvivl om, at vores forståelse af hinanden bliver mindre i Facebook algoritmebaserede filterbobler, så vi selv bliver mindre nuancerede og empatiske. Man kan også se restauranter laver retter, der er mest Instagram egnede, lærere undervise børn, så de kan bestå testene, og umiddelbart findes der ikke længere populærmusik, der for alvor udtrykker tidsånden som Charlie Parker eller Bowie gjorde. I stedet har hitformlen for top 40 musik sejret så massivt, at det ofte er produceren og ikke sangeren, der er stjernen. Så måske kan algoritmerne alligevel fungere i verden, fordi de får os til at reducere vores egen menneskelige formåen.
»Det skræmmende er, at vi underminerer vores egen evne til at udtrykke sig. Fordi man tror algoritmer kan lave bedre musik end Bowie eller Mahler, ender vi med den samme ensformige top-40 musik der sælger, men ender med at ødelægge vores egen evne til at forstå hinanden. Det sorteste og mest skræmmende scenarie er, at vi tilpasser os algoritmen. Men der er så meget sjæl i mennesket, at der skal meget til. Men man kan se tegn på at livet leves gennem billeder man uploader af sig selv, og at film, musik og bøger bliver lavet ud fra formler,« siger Christian Madsbjerg.
