Skylder Danmark de tidligere Danske Vestindiske Øer en undskyldning for vores rolle i slavehandel og slaveri? Det betændte spørgsmål om et af de mørkeste kapitler i dansk historier er igen blusset op med historiker Kåre Laurings bog 'Slaverne dansede og holdt sig lystige'. En af dem, der mener, at Danmark skylder en undskyldning, er en af slaveriets efterkommere, Anne Walbom.

Kastede man et blik ned over 67-årige Anne Walboms stamtræ, ville man umiddelbart ikke studse over navnet Anna Pauline Hansen, hendes tipoldemor.

Men bag det danskklingende navn gemmer sig en slavinde fra en af St. Croix, født i 1822 på en af de mange plantager på de daværende Dansk Vestindiske Øer.

Når slægten ender op i Danmark, skyldes det, at Anna Paulines mor blev udlejet af sin herre til en velhavende dansk sagfører, som havde brug for en husholderske. Og mere til.

To børn kommer der ud af den udlejning. Men da moderen kun er udlejet, tilhører børnene plantageejeren. Sagføreren er sig dog sit ansvar bevidst og frikøber de to børn, som få år senere rejser ham med til København. Uden nogensinde at se deres mor igen.

- Han legitimerede hende og tog hende med til Danmark og gav hende en dansk opvækst, fortæller Anne Walbom, som i dag ikke har familie tilbage på øerne.

- Jeg har virkelig forsøgt alt. Men de børn Anna Paulines mor fik sidenhen, nåede ikke at få børn, inden de døde. Så sporet ender i Danmark,  siger Anne Walbom, som i mange år har været formand for Dansk Vestindisk Forening og jævnligt er tilbage på øerne og både hører og ser eftervirkningerne af de mange år som slaver i den danske koloni.

- Vi transporterede dem over Atlanten, fjernede dem fra deres kultur, gav dem et nyt sprog og gjorde rigtig meget for at de skulle føle sig som arbejdskraft. De blev behandlet som en ko eller en hest.

- Jeg ved godt, at alt var så anderledes den gang og derfor er det svært at fordømme en fortid. For oplyste og velbegavede mennesker i slutningen af 1700 tallet synes jo ikke, at det de gjorde var noget specielt slemt.

- Men det mørke kapitel om slaveriet er ligesom ikke en del af historien i dag, hvilket jeg finder forkert.

- Der var en gang én, der sagde til mig, at danskerne var jo bedre slaveejere end de andre, gav dem bedre vilkår. Ja, men en slaveejer er vel en slaveejer. Og den fortid skylder vi at rette op på, siger Anne Walbom.

Hendes tipoldemor, Anna Pauline Hansen, som blev født som slave på St. Croix, endte sit liv som kone til den berømte billedhugger August Wilhelm Saabye.