Igennem længere tid har fem danskere angiveligt planlagt en større aktion, der ville kunne true »liv og helbred« for deltagerne ved EU-topmødet i Göteborg. Den voldsomme aktion skulle finde sted en af de nærmeste dage, hvor 15 stats- og regeringschefer fra EU og den amerikanske præsident George W. Bush alle er i byen.

Men klokken fire tirsdag morgen trængte svensk politi ind i en lejlighed i Gøteborg, hvor de anholdt de fem danskere - mænd og kvinder i alderen 20-25 år.

I lejligheden fandt politiet remedier til aktionen, der af svensk politi betegnes som forsøg på »grov sabotage«.

»Det var ikke våben i egentlig forstand, men genstande som kunne anvendes som våben ved trusler mod liv og helbred,« sagde den svenske anklager Thomas Ahlstrand i går.

Svensk politi er meget hemmelighedsfuld om hele situationen. Det samme er dansk politi, der konsekvent henviser til deres svenske kolleger. I Sverige hjælper to danske forbindelseofficerer politiet med sagen. Flere af de fem anholdte er allerede kendt af politiet i Danmark.

Hvorvidt politiet fandt væsker eller sprængstoffer, der skulle bruges til at lave en bombe, er et hemmligholdt mysterium. Men de beslaglagte genstande fra lejligheden et hemmeligt sted i Göteborg er sendt til analyse på Statens Kriminaltekniske Laboratorium i Linköbing.

Hele dagen i går sad de fem danskere til afhøring. Politiet vil ikke fortælle, hvad de anholdte har sagt - kun, at de ikke er videre meddelsomme.

Danskere under opsyn

Politiet ser med stor alvor på sagen.

»Det handler ikke om en drengestreg eller en dum leg,« siger anklager Thomas Ahlstrand.

Politiet har angiveligt holdt øje med de fem danskere igennem et stykke tid, inden de meget tidligt tirsdag morgen gik i aktion.

Hvad danskernes attentat-planer gik ud på er uklart. Med den amerikanske præsident i byen er det nærliggende at frygte et attentat mod ham. Men det kan politiet ikke bekræfte.

»Planerne retter sig ikke mod en bestemt kreds. Men vi mistænker, at planerne havde med EU-topmødet at gøre,« siger Thomas Ahlstrand.

Hvem de fem anholdte er, er også et endnu uoplyst mysterium. Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse om de unge er tilsluttet en organisation - og i givet fald hvilken.

Men fokus er rettet mod ekstreme grupper fra venstrefløjen. Det er velkendt, at der igennem længere er foregået en mobilisering omkring Ungdomshuset på Jagtvej på Nørrebro i København. Så sent som i sidste uge beslaglagde dansk politi store mængder molotow-cocktails under en ransagning i Ungdomshuset. Svensk politi vil ikke kommentere på, om der er en forbindelse.

B.T. kunne i fredags i detaljer fortælle om aktivisternes »mobilisering«, der inkluderede træningslejre og opbygning af »kamp-dragter« til gadeslagsmålet i Göteborg.

AntiFascistisk Aktion i Danmark er en af de grupper, som i dag og i morgen sender store grupper af demonstranter afsted i busser til Göteborg. Gruppen lægger ikke skjul på, at den er militant. Men de nægter ethvert kendskab til de fem anholdte og deres identitet.

»Der er enkelte fra Anti-fascistisk aktion, der allerede er rejst derop, men det er privat. Dem har vi snakket med, og de har ikke hørt om nogle, der skulle være anholdt inde fra os. Vi har intet med det at gøre. Det er først på lørdag, at vi vil deltage i en officiel demonstration,« udtaler Marie Nielsen, talskvinde i ANTIFA.

Samme udmelding kommer fra både ANTIFA i Norge og i Göteborg i Sverige.

Også hos de autonome i Ungdomshuset på Nørrebro er der kun hovedrysten og benægtelse at finde, da B.T. kiggede forbi i går eftermiddags. Ingen kender tilsyneladende de anholdte eller har hørt om sagen.

»Her kommer så mange mennesker. Og om de anholdte har været herinde engang for at drikke en øl, kan jeg ikke sige,« siger en af Ungdomshusets brugere.

Svensk politi er helt oppe på tæerne i disse dage. Så sent som mandag gennetrævlede de en bus med finske aktivister, der var på vej til Göteborg - uden at finde noget.

De fem danskere kan efter svensk lov tilbageholdes i 72 timer. Det betyder, at de formentlig først kommer for en dommer i løbet af torsdagen.