Sommerens kamp ved de grønne eksamensborde afslører, hvilke skoler der uddanner de dygtigste børn.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Her er de. Danmarks værste og Danmarks bedste skoler. Den ultimative guide til forældre, der har høje ambitioner på deres børns vegne.

En ny liste lavet af den borgerlige tænketank CEPOS rangordner alle landets skoler efter karaktergennemsnit. Endnu engang ligger privatskolerne i toppen, mens ungdomsskolerne fylder godt op på de nederste pladser.

Ud af de ti højest placerede skoler er kun tre almindelige kommunale folkeskoler.

Bedst er sommerens eksaminer gået for eleverne på den dansk-tyske privatskole Sankt Petri Skole, hvis niende klasse kom ud med et snit på 9,56 ved afgangseksamen i sommer. Det er et spring på et helt karakter-point efter almindelige oprundingsregler og et spring fra en niende- til en førsteplads for skolen.

Tyske værdier
- Selvfølgelig glæder vi os over resultatet. Men for os er det ikke et mål i sig selv at ligge så højt på listen, siger Stefan Reinel, der er bestyrelsesformand på Sankt Petri Skole.

Han tilegner skolens succes blandingen af danske og tyske værdier i hverdagen. På den ene side er der fokus på den enkelte elev, og at klassen har et godt sammenhold, og på den anden side bliver der gjort en dyd ud af orden og disciplin.

Ifølge CEPOS er det vigtigt for forældre at have et sammenligningsgrundlag, når de skal vælge skole til barnet. Derfor så CEPOS gerne, at skolerne blev tvunget til at gøre endnu flere oplysninger offentligt tilgængelige.

- Det er lige som, når man skal købe en ny bil. Nogle går op i, hvor langt den kan køre på literen, mens andre ser på sikkerheden. Alle de oplysninger kan man undersøge, inden man køber bilen. På samme måde er det vigtigt at vide så meget som muligt om skolerne, da man lægger vægt på forskellige ting, siger direktør for CEPOS Martin Ågerup.

I alt er der fire gengangere på top-ti listen. Ud over Sankt Petri Skole er det Rungsted Private Realskole, Vardeegnens Ungdomsskole og Skovlyskolen.

Opgivet af folkeskolen
I bunden går Haslev Kommunale Ungdomsskole, Ungdomsskolen Hedensted og Frederiksværk Kommunes Ungdomsskole igen. Man kan dog ikke sammenligne disse med almindelige folke- og privatskoler. Ifølge en lærer på en af ungdomsskolerne er der nemlig tale om en restgruppe af elever, som folkeskolen har opgivet.

- Der er tale om elever med generelle indlæringsproblemer, som også kan have adfærdsproblemer. De kan godt tage afgangseksamen, men er fagligt set langt bagefter. Så vi er generelt glade for, at vi overhovedet har fået nogen til at gå til eksamen, for det taler alle odds imod. Men hvis vi kan hjælpe dem videre til f.eks. teknisk skole er det godt, fortæller souschef ved Ungdomsskolen Hedensted Claus Græsholm.

Ser man på de almindelige folkeskoler, ligger Langmarksskolen i Horsens blandt de laveste. Men det hverken overrasker eller bekymrer skolens ledelse. Den føler ikke, at gennemsnittene kan bruges til noget som helst.

»Vi lægger vægt på at få den enkelte elev bragt op på et niveau, som er det bedste, man kan få ud af den elev. Og er det et sekstal, så er vi knaldhamrende glade for det,« siger Ole Felding, der er næstformand i skolens bestyrelse.

En samlet liste over skolernes karaktergennemsnit kan findes på: www.karakter.dk