Prins Joachim og prinsesse Marie blev kyndigt guidet rundt af Danmarks rigeste familie, da de lørdag besøgte Legoland sammen med tre små prinser og prinsesser. Og det er næppe tilfældigt, at det atter netop var den midtjyske forlystelsespark, der fik royalt besøg, påpeger ekspert.

De ferierer sammen. De kommer til hinandens dåb, bryllupper og begravelser. Og hvis kongehuset har brug for en sponsor eller økonomisk hjæp på anden vis, så træder Danmarks rigeste familie ofte velvilligt til.

Der er ingen tvivl om, at der er tætte forbindelser mellem familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego, og det danske kongehus.

I årevis har Sofie Kirk Kristiansen, der er datter af Danmarks rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen, været en af kronprinsparrets nærmeste venner. Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har blandt andet flere gange været inviteret på skiferie sammen med den stenrige arving og hendes tidligere mand, Christopher Kiær Thomsen.

Og lørdag blev det stadfæstet, at også prins Joachim har et meget tæt forhold til den jyske milliardærfamilie, der efter fremlæggelsen af seneste rekordregnskab i begyndelsen af marts, er blevet vurderet til at have en formue på omkring 150 milliarder kroner.

Prins Joachim og prinsesse Marie var nemlig inviteret til Legoland for at åbne forlystelsesparkens nyeste område – Ninjago-området.

Sammen med prins Felix, prins Henrik og lille prinsesse Athena så den royale familie ud til at nye turen i det jyske. De tre prinser fik fornøjet sig med rutshebanen, mens prinsesse Athena var mere interesseret i klatrevæggen, som også var en del af det nye område.

Lørdagens besøg i Legoland var dog langt fra det første af sin slags. Gennem tiden har Legoland adskillige gange haft besøg af de kongelige. Både prins Joachim og kronprins Frederik har flere gange i deres barndom besøgt Legoland, og da prins Joachims første søn, prins Nikolai, besøgte Legoland for første gang i 2001, blev han ’hædret’ som æresborger af Legoland og ’udnævnt’ til ridder af Legoelefanten.

Ifølge Søren Jakobsen, der er forfatter og har skrevet flere bøger om Lego-familien, så er det langt fra tilfældigt, at kongehuset så ofte besøger Legoland.

»Der er meget tætte forbindelse mellem kongehuset og Lego-familien. Der går nok ikke to år imellem, at enten Joachim og Marie eller prins Joachim besøger parken,« fortæller han. Han tilføjer, at der desuden er en anden god grund til, at det netop var prins Joachim, der i år aflagde visit.

Lego-familien var nemlig en af de familier, der lagde millioner i den fond, der i 2014 købte Schackenborg og derved gjorde det muligt for prinsen at komme af med slottet og flytte til København.

»Schackenborg blev købt af en fond, der blev stiftet af Ecco-, Lego- og Danfoss-familierne, og det vil man gerne kvittere for på en eller anden måde,« siger Søren Jakobsen.

Som noget specielt bemærkelsesværdigt ved lørdagens besøg var, at både Lego-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen, hans kone Camilla samt parret to døtre, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggard stillede op. Og derudover havde Agnete Kirk Thinggard medbragt sine tre døtre samt sin mand, Claus Thinggard.

Familien er ellers normalt meget pressesky.

»At de stiller op på den måde, er en bekræftelse af, at der er meget tætte forbindelser mellem dem. Og selv om Kjeld gerne vil være tilbagetrukken, så kan han godt finde ud af at stille op, når der er fint besøg. Og det er det her jo, for hvor mange forlystelsesparker kan lige prale med et royalt besøg. Det er ikke ret mange«, siger Søren Jakobsen.

Mener du, at Lego får særbehandling af de kongelige?

»Det må man sige, at de gør. Det gør de,« fastslår Søren Jakobsen.

Bt.dk ville gerne have haft en kommentar fra en ekspert i virksomhedshistorie til, hvor meget de royale besøg betyder for Lego, men det trods adskillige forsøg lørdag ikke lykkedes.