Klaus Paghs liv har været begivenhedsrigt. Nu har den 80-årige tidligere teaterdirektør taget hul på det sidste kapitel i en munter livsbog, hvor der dog også bliver skrevet med lidt bitter skrift.
I lyse bukser, hvid og lilla-stribet skjorte og stråhat kommer han til syne på trappen. Den fører op til Hellerup-villaens 1. sal. Hånden hviler på gelænderet, og den 80-årige mand tager rolige skridt ned ad trappen. Et ad gangen. Klaus Pagh er ‘blevet en gammel mand’, som den tidligere teaterdirektør og skuespiller selv konstaterer.
Opret abonnement på PLUS og mød Klaus Pagh til en god snak om hans lange og begivenhedsrige liv.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
I lyse bukser, hvid og lilla-stribet skjorte og stråhat kommer han til syne på trappen. Den fører op til Hellerup-villaens 1. sal. Hånden hviler på gelænderet, og den 80-årige mand tager rolige skridt ned ad trappen. Et ad gangen. Klaus Pagh er ‘blevet en gammel mand’, som den tidligere teaterdirektør og skuespiller selv konstaterer.
For nylig blev han 80 år. Den runde dag blev fejret med familie, eks-koner og venner på Langelinie i København. Men i dag er ‘festivitassen ovre’.
»Når man bliver 80 år, ser man ind i den sidste tiendedel af livet,« siger Klaus Pagh.
Det sort-hvide billede er fra 1975. Kulissen er bagtrappen til ABC Teatret på Frederiksberg.
Han troner i midten og på første række. Skråt bag ham står en af dansk komiks stjerner gennem tiden, Dirch Passer. Bag Passer står en anden legende, Jørgen Ryg. Og på hans skulder har Ulf Pil-gaard og Per Pallesen lagt en hånd hver. Karl Stegger, Judy Gringer, Peter Steen, Willy Rathnov - de var der alle sammen.
Bitter skrift
Klaus Pagh var på toppen af sin karriere som teaterdirektør på ABC Teatret og Aveny på Frederiksberg. I ti år gik han fra succes til succes, omgivet af datidens allerstørste stjerner, og skulle han skrive sin livsbog, ville den være fuld af vanvittige historier og muntre minder.
Men der ville også være lidt med bitter skrift. For der er det med anerkendelsen. Fik han, som han fortjente? Blev han ikke offer i det klassiske sammenstød mellem den fine og den folkelige kultur, når man blot reducerer den 80-årige mand her i haven til en levemand, en playboy, fra en svunden tid?
’Den danske James Dean’
Det begyndte med fest og farver, og han blev kaldt ‘den danske James Dean’, da han indledte sin skuespiller-karriere for 59 år siden. Klaus Pagh lignede den amerikanske skuespiller og tidens største stilikon, da han i 1956 som 21-årig spillede med i filmen ‘Ung leg’, hvor også Ghita Nørby medvirkede. Snart begyndte kvinderne at flokkes om ham i det københavnske natteliv.
De råbte efter ham på gaden, sendte ham hundredevis af breve, fordi de ville have ham.
Han smiler, når han tænker tilbage på de år. Det er længe siden, og dengang var der fylde og bølgegang i håret, som nu ligger fladt hen over hans isse.
Nu har han taget hul på den sidste tiendedel af tilværelsen, og det er tid til at gøre status. På terrassen under markisen sidder han tilbagelænet i stolen, stråhatten har han lagt på bordet. Svedperlerne pibler frem på hans pande. Han kigger rundt i haven, retter sig op. Vi begynder der, hvor livet slutter:
»Jeg er ikke bange for at dø. Jeg håber bare ikke, at det bliver med smerter. Og jeg håber, at det sker, mens jeg sover,« siger Klaus Pagh.
Døden inde på livet
Han taler sagte og langsomt. Et ord ad gangen. Han fortæller nu, at han har haft døden tæt inde på livet.
»For 10-11 år siden havde jeg besøg af en engel, hvor jeg fik lov til at leve videre. Jeg vågnede ved, at der var en lysende genstand i værelset. I måske 20 sekunder observerede jeg fænomenet, og jeg nåede tre gange at sige: ‘Ikke endnu.’«
Han fortsætter roligt sin fortælling:
»Så forsvandt det. I de 20 sekunder var der en mærkelig fornemmelse af fred. Nogle kalder det kærlighed. Jeg er sikker på, at det ikke er noget, jeg har drømt. Det har præget mig, så tanken om at dø skræmmer mig ikke. Mange er bange for det, fordi de tror, at der sker dem noget forfærdeligt, men det er jeg ikke,« siger han.
Helbredet har det okay, forklarer han. Synet og hørelsen er dog ikke, hvad det har været. Bugspytkirtlen virker heller ikke mere, og sukkersyge har han også, så Klaus Pagh får hver dag insulin på sprøjte. Formen holdes ved lige i poolen under huset. Han svømmer ikke, men ‘leger og hopper’ i vandet, et par timer efter han har sovet til middag.
Gravstenen valgt
»Jeg har betalt og valgt min gravsten selv. Det er grønlandsk marmor. Jeg skal ligge inde bag ved den amerikanske ambassade, hvor min far og min farmor og farfar også ligger. Og jeg har sagt til min datter, at de i kirken skal spille ‘I believe I can fly’ (R. Kelly-sang, red.). Den kan jeg godt lide,« siger han.
Klaus Pagh blev født 29. juli 1935 og tilbragte de første år af sit liv i Skovshoved, nord for København. Da han var omkring 11 år, kom han på Bagsværd Kostskole. Faderen blev gift på ny og fik børn med sin nye kone.
»Så var der ikke rigtig plads til mig. Det var en hård tid på kostskolen. Man blev ikke regnet for noget. Man fik bank. Man lærte sgu heller ikke noget,« siger Klaus Pagh.
Han kom aldrig hjem igen. Efter kostskolen flyttede han ind hos sine bedsteforældre på Østerbro i København, og det var her, at hans liv tog fart. Han begyndte at frekventere baren Willys Place på Vester Voldgade, hvor der blev spillet jazzmusik, mens skuespillere, journalister, unge skønheder og kunstnere morede sig og spillede skak.
»Dengang var der ikke modelbureauer som i dag. Så Willy, der havde baren, fik nogle gange opringninger fra fotografer, der ledte efter gode damer. Så pludselig sad der 30 brandflotte piger og ventede på, at telefonen skulle ringe. Og der sad så også nogle hanhunde som mig. Og der var fest hver aften,« siger Klaus Pagh, der fik indrettet sig således, at han kunne tilbringe flest mulige timer i det muntre miljø:
»Jeg fik arbejde som vinduesdekoratør, hvor jeg skulle møde klokken seks om morgenen i Magasin. Så fik jeg fri kl. 15, hvorefter jeg kunne tage på Willys Place. Det var også, der jeg kom i kontakt med skuespillere, der skaffede mig arbejde på Det Nye Teater som statist,« siger han.
Gennembruddet
Da Klaus Pagh i 1956 var 21 år, læste hans mormor en artikel i BT, hvor der stod, at man søgte en ung mand til en filmrolle.
»Der fik jeg mit gennembrud, og der kom en masse tilbud om dødssyge roller i film. Jeg tror, at jeg nåede at lave ca. 40 mere eller mindre dårlige film,« siger Klaus Pagh, der først i 1962 bliver uddannet som skuespiller på Odense Teater.
Han medvirkede bl.a. i fem ‘Soldaterkammerater’-film, hvor han spillede menig 614 Holger Schwanenkopf, men når han ser tilbage i dag, så mener han, at filmene hverken var særlig sjove eller godt strikket sammen. Og måske rakte talentet ikke til mere end biroller.
»Det var som om, at vi fandt på meget af det under optagelserne,« siger han.
Er du stolt af din karriere?
»Arg… Jeg er ked af, at jeg ikke kom til at spille nogle rigtig gode roller. De film, jeg var med i, var dødssyge. Jeg har aldrig haft gode roller.«
Hvilke roller ville du gerne have haft?
»Nogle mere seriøse. Eller nogle hvor det også var morsomt. Mine roller var ikke rigtig sjove. Den eneste ordentlige rolle, jeg har spillet, er Klint (en ung sorgløs student, red.) i ‘Genboerne’. Men jeg blev også mere og mere interesseret i, hvad der skete bag scenen. Og jeg havde god fornemmelse for forretning,« siger Klaus Pagh.
’Den grønne elevator’
I 1966 spillede han på Aalborg Teater. Derefter gik turen til ABC Teatret på Frederiksberg, hvor han mødte og begyndte at samarbejde med nogle af tidens største stjerner. Bl.a. indledte han et samarbejde med Jørgen Ryg. Sammen skabte de i 1968 Klaus Pagh-Tourneen, hvor de rejste rundt med ‘Den grønne elevator’. Der tjente Klaus Pagh sine første penge, som han kunne bruge som fundament til at blive direktør og producent. For der var mere forretningsmand end skuespiller i ham.
Fra 1971 og ca. ti år frem var Klaus Pagh direktør på ABC Teatret Frederiksberg, hvor den tidligere teaterdirektør Stig Lommer havde haft enorm succes med makkerparret Keld Petersen og Dirch Passer. Klaus Pagh fortsatte ‘morskabs-teatret’ med lystspil og revyer med de største navne på plakaterne: Dirch Passer, Jørgen Ryg, Axel Strøbye og Karl Stegger. For at nævne nogle få. Han er stadig på fornavn med dem, men de største stjerner fra dengang er døde.
»Da jeg kom til teatret drak alle. Man skulle være med i det der druk. Det er også det, der har gjort, at de er døde alle sammen. Alt for tidligt. Men de havde det sjovt,« siger Klaus Pagh.
Udsolgt hver aften
To af skuespillerne fra dengang, Ulf Pilgaard og Per Pallesen, husker tydeligt, hvordan Klaus Pagh, ‘gik fra den ene succes til den anden’.
»Vi spillede næsten for fulde huse hver aften. Det er der jo næsten ingen, der ved, hvad vil sige i dag,« siger Ulf Pilgaard, der mener, at Klaus Pagh ikke har fået ‘den anerkendelse han fortjener’.
»Han fik folk til at komme igen og igen, og han fik skabt en god forretning. Han var eminent til at finde de rigtige stykker. Og han var en fabelagtig iværksættter og idémand, og han tog nogle chancer,« siger Ulf Pilgaard, som var med, da Klaus Pagh fejrede sin 80 års fødselsdag på Langelinie i København.
Hvordan ser du ham i dag?
»Han har altid været fræk som en slagterhund, og han har altid været 100 pct. mandschauvinist. Det er han stadig, og så er han meget underholdende,« siger Ulf Pilgaard.
Også Per Pallesen husker årene på de frederiksbergske scener som nogle ‘fede dage’. Og han husker også, at Klaus Pagh vidste, hvad han gjorde, når det gjaldt forretningen - og hvem der var mest værd blandt skuespillerne.
»Dirch Passer fik på et tidspunkt 10.000 kr. for én aften, mens jeg fik 6250 kr. om måneden. Men som Klaus Pagh sagde: ‘Ulf og Jørgen og Dirch sælger billetter - Per sælger programmer.’ Folk måtte købe programmet for at se, hvem der spillede min rolle,« griner Per Pallesen.
Flyttede til London
I ti år strømmede pengene ind, men succesen på Frederiksberg fik en brat ende, da der i begyndelse af 1980’erne kom krav om, at Klaus Pagh skulle dele sit overskud fra det private teater med underskudsgivende teatre. Det skete som led i, at teatret skulle ind under Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene.
Da han tabte kampen ‘mod politikerne’ flyttede han til London, hvor han slog sig ned med drømmen om at skabe et morskabsteater i den engelske hovedstad. Det blev til små ti år i spidsen for Shaftesbury Theatre, men han slap ikke Danmark helt. For fra 1981 til 1987 var han også direktør for Tivolirevyen. I 1992 slog han sig igen ned i Danmark.
Men da ville ingen røre ham. Selv mener han, at han var blevet ‘black listet’ pga. af den gamle strid om overskudsdeling, fordi han ‘ikke er socialdemokrat’ og fordi kultur-parnasset ikke ‘anser Klaus Pagh for noget.’ Det gør de stadig ikke, mener han selv.
»Jeg må indrømme, at jeg forventede, at der var nogle, som ville bede mig om at skabe noget morskab for dem, da jeg kom hjem. Eller at fjernsynet ville spørge, om jeg ville et eller andet. Men jeg var black listet. Og jeg er heller ikke omtalt i revybøger, selv om jeg har lavet 22 med stor succes. I leksika er jeg også sprunget over,« siger Klaus Pagh.
Bitterhed
Han taler klarest og højest, når talen falder på ‘det svineri’, som han kalder konflikten om overskuddet, der skulle deles med andre, selv om han ikke modtog ‘en krone i støtte’. For hvad ligner det at gribe ind i en privat virksomhed på den måde, spørger han retorisk.
Er du bitter?
»Bitter...«
Han smager på ordet, inden han siger:
»Det eneste jeg er bitter over er, at der ikke var nogen politikere, der hjalp mig dengang, hvor man ville tage mit overskud.«
Historien om Klaus Pagh er også historien om manden, der har tre skilsmisser bag sig og er på sit fjerde ægteskab. Han siger selv, at hans kvinder er blevet ‘trætte’ af ham efter nogle år. Hvorfor sætter han ikke direkte ord på, men han siger, at danske kvinder forandrer sig, når de bliver gift. På et tidspunkt trækker eventyret i dem, og de vil ‘udvide deres horisonter’, som han udtrykker det.
Kvinderne
Den 80-årige mand er ikke holdt op med at elske det modsatte køn. I dag er han gift med 35-årige Nancy fra Thailand. Den stribede skjortes øverste knapper står åbne. Et par grå brysthår titter frem.
»De piger… Jeg har altid elsket dem. Men de danske er ikke noget for mig mere,« siger han.
Skuespilleren Sonja Oppenhagen giftede sig i 1973 med Pagh, da de begge var på ABC Teatret. Det holdt i otte år. Siden blev Susan Winther hans hustru i 12 år, mens komtesse Ida von Hahn blev hans trejde brud, men det holdt ikke engang to år. Alle tre ekskoner var med til fødselsdagen på Langelinie og i sin tale nævnte han dem alle. Som en tak for deres tid sammen.
Men den kvinde, som de senere år har høstet mere omtale end andre af Klaus Paghs eks’er er den tidligere kæreste Karema Hviid, der også er mor til hans yngste søn Nikolaj. Hun er også den kvinde, som Pagh har slået sig mest på.
Da han var 69 år gammel, blev han far for tredje gang. Men noget gik galt mellem Karema Hviid og Klaus Pagh, der kort efter fødslen gik fra hinanden. I det efterfølgende slagsmål om forældremyndigheden udspillede der sig et drama i medierne, da det i 2011 kom frem, at barnets mor havde taget ham med til udlandet. Gentofte Kommune og politiet blev involveret i stridighederne, der toppede, da beskyldninger om incest ramte Klaus Pagh.
»Tænk, at man skal blive udsat for det. Det var det værste,« siger han.
Gift siden 2007
I dag er sagen lukket, Pagh er renset for anklagerne og siden sidste år har han haft forældremyndigheden over drengen, der går på kostskole og som er hjemme hver anden weekend og i ferier. Dengang som nu afviser han med hovedrysten alle anklager, som ‘han ikke ved, hvor kommer fra’. Og forholdet til moderen? Det er ‘udmærket’, men ‘man ved jo ikke, hvad kvinder kan finde på,’ som han siger.
Siden 2007 har han været gift med thailandske Nancy, der har taget imod i døren og som senere serverede kaffen og kom med de små chokolader, som han elsker.
Han blev forelsket i den mørke, slanke kvinde på en rejse for ca. 10 år siden, da de mødte hinanden til en frokost. I begyndelsen forstod hun ‘ikke en skid af’ hvad han sagde, men han inviterede hende ud i ‘nogle dage’, hvor han ‘købte hende noget nyt tøj’.
Hun er 35. Han er 80.
Klaus Pagh smiler og øjnene lyser bag brillerne. Han kalder sin buddhistiske kone, ‘en af Buddhas engle’. Og han har adopteret hendes datter, Pawarisa, der er jævnældrende med sønnen Nikolaj.
Hvad betyder aldersforskellen mellem dig og Nancy?
»Intet. Hun er indstillet på, at det er en gammel mand, hun er sammen med, så det betyder ikke noget,« siger Klaus Pagh.
Men der er jo ting, som en mand i din alder ikke kan mere…?
»Ja… Det troede jeg også. Men det går meget godt,« siger Klaus Pagh og blinker med det ene øje.
Han tilføjer:
»Hun hanker op i mig. Hjælper mig op og ned af trapper. Det er et kæmpe held, at jeg har hende. Men det er også fordi jeg turde springe ud i eventyret i Thailand.«
Nogle vil måske sige, at det er et ulige forhold?
»Hvis begge parter er enige, så kan jeg ikke se, at der er noget som helst galt i det. Hun har noget ud af det - jeg har noget ud af det,« siger Klaus Pagh, der fortæller, at han nok er herre i huset, men at han langt fra bestemmer alt.
»Når jeg sætter mig ned og tænker over det, så kan jeg godt se, at det faktisk er hende, der kører løbet. Det er faktisk hende, der gerne vil flytte til noget mindre i området. Jeg vil egentlig helst blive,« siger Klaus Pagh.
Hellerup-villaen er på 340 kvadratmeter er til salg for 13,5 mio. kr. Hvor stor hans formue er, ønsker han ikke at komme nærmere ind på. Det økonomiske fundament blev lagt årene, hvor han var teater-konge på Frederiksberg og ikke mindst på købet af ASA Filmudlejning, hvor han blev rettighedsejer til mere end 100 gamle danske film, herunder ‘Far til fire’-filmene.
»Jeg har, hvis jeg selv skal sige det, passet godt på mine penge. Der er til, at jeg kan leve ret ubekymret til jeg dør. Og når jeg står af, er der også penge til min familie,« siger Klaus Pagh.
Den ni-årige dansk-svenske gårdhund, Polly, lægger en tennisbold for hans fødder. Han kaster den ned i haven, som han lader blikket glide rundt i.
Der er nogle sekunders tavshed på terrassen. Det er som om en engel går forbi. For nogle betyder religion mere og mere, når alderen kan mærkes i kroppen. Klaus Pagh siger, at han er et kristent menneske, der pga. sin buddhistiske kone også er blevet ‘gode venner’ med Buddha. Men han er først og fremmest kristen.
Tror du på, at vi kommer i himlen?
»Jeg håber det. Jeg håber, at der er et stadie, der er højere end det her. Og jeg håber, at jeg kommer derhen.«
Er der noget, du skal nå inden da?
»Næ...«
Hvad er det for et eftermæle, du gerne vil have?
»Når jeg er død, så er jeg død. Mange af de døde, dem taler man ikke om. De er glemt. Det bliver jeg også. Hvem udover min familie skulle gå rundt og tænke på mig? De, der kører løbet i branchen i dag, de regner ikke mig for noget som helst. Man skal være en PH (Poul Henningsen var en kendt arkitekt, revyforfatter, filminstruktør og samfundsrevser, red.) eller Dirch Passer for at blive husket,« siger Klaus Pagh.
