Danmarks Eurovision-håb: Vinder fornem pris


Danmark har allerede sikret sig en sejr ved årets Eurovision.
Få timer før den store finale løber af stablen, har den danske sang ‘Før vi går hjem’ nemlig vundet en af konkurrencens mest prestigefyldte priser.
Det oplyser arrangørerne bag Eurovision.
Sangen har vundet Marcel Bezençon-prisen for bedste komposition, som afgøres af årets Eurovision-sangskrivere.
Dermed er det kollegerne i konkurrencen selv, der har peget på det danske bidrag som årets stærkeste musikalske komposition.
»Så har jeg i det mindste vundet noget i dag,« lød det kækt fra sangskriver Søren Torpegaard Lund, da han modtog prisen, skriver DR.
Han har skrevet ‘Før vi går hjem’ sammen med Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup og Valdemar Littauer Bendixen.
Hvis man tror på varsler, kan den danske pris også være et godt tegn.
I 2024 vandt Nemo nemlig præcis samme pris for sangen ‘The Code’ – inden Schweiz senere på aftenen gik hele vejen og vandt Eurovision.