Den nye Bond-film ’Spectre’ har snart premiere, men Daniel Craig – James Bond gennem et årti – ved ikke om han orker endnu en tur i agent-manegen.

»Jeg vil hellere snitte mit håndled end lave endnu en Bond-film. «

Efter ti år og fire film som vores alle sammens James Bond var Daniel Craig helt klar i spyttet, da han for et par måneder siden blev spurgt om sin fremtid som den ikoniske agent 007. Aldrig, var svaret.

Citatet har trukket overskrifter verden over og ført til spekulationer om, hvem der – om nogen – kan udfylde det velsiddende jakkesæt, styre rattet i Aston Martin’en og varetage licensen til at dræbe.

Nu sidder Daniel Craig afslappet i en stol på det fashionable hotel Corinthia i London i en slidt læderjakke og jeans og trækker på skuldrene, når man spørger ham, om han mente, hvad han sagde. Om ’Spectre’ – som får premiere i den kommende uge – virkelig er den sidste?

LOG IND PÅ BT PLUS OG LÆS HELE INTERVIEWET MED DANIEL CRAIG - OG FÅ FIRE GODE BUD PÅ, HVEM DER BLIVER FREMTIDENS AGENT 007.


 

Den nye Bond-film ’Spectre’ har snart premiere, men Daniel Craig – James Bond gennem et årti – ved ikke om han orker endnu en tur i agent-manegen.

"Jeg vil hellere snitte mit håndled end lave endnu en Bond-film."

Efter ti år og fire film som vores alle sammens James Bond var Daniel Craig helt klar i spyttet, da han for et par måneder siden blev spurgt om sin fremtid som den ikoniske agent 007. Aldrig, var svaret.

Citatet har trukket overskrifter verden over og ført til spekulationer om, hvem der – om nogen – kan udfylde det velsiddende jakkesæt, styre rattet i Aston Martin’en og varetage licensen til at dræbe.

Nu sidder Daniel Craig afslappet i en stol på det fashionable hotel Corinthia i London i en slidt læderjakke og jeans og trækker på skuldrene, når man spørger ham, om han mente, hvad han sagde. Om ’Spectre’ – som får premiere i den kommende uge – virkelig er den sidste?

»Sandheden er, at jeg ved det ikke,« siger han næsten undskyldende.

Citat ude af proportioner

»Det er ikke fordi, jeg prøver at spille krukket eller skjule noget. Men lige nu er det det bedste svar, jeg kan give. Da jeg blev stillet spørgsmålet, var vi lige blevet færdige med mange måneders opslidende optagelser, og jeg var træt, helt færdig. Og tanken om at lave én mere var dét, der var allerfjernest for mig. Og citatet er bare vokset helt ud af proportioner. Men jeg orker ikke at prøve at dementere det på de sociale medier. For det er bare ikke min verden. Men der var en grad af sandhed i det. Og nu, hvor premieren nærmer sig, har jeg det stadig sådan, at jeg ikke ved det. Sådan har jeg det efter hver film. Og ligegyldigt hvem fra filmholdet du ville stille det spørgsmål, ville svaret være det samme efter en to år lang filmproduktion,« forklarer Daniel Craig.

»Dét, der gør mig ked af det og vred, er mere, at nogle tolker det, som om jeg er komplet ligeglad med Bond. Hvad fanden bilder de sig ind? Jeg har dedikeret ti år af mit liv til det her univers.«

På niveau med Connery

I dag er det svært at huske, svært at forestille sig det, men da Daniel Craig blev håndplukket til rollen som James Bond for 10 år siden, var der ikke dén ting, der ikke var galt med ham. Han var for ung, for blond, for intens, for alting. Havde intet af fortidens James Bond’er i sig.

Men han har stædigt og ihærdigt bygget sin egen version af den engelske hemmelige agent op med så stor troværdighed og pondus, at de fleste placerer ham helt oppe på siden af Sean Connery. Nogle tilmed over.

Og selv om den ros fremkalder et taknemmeligt smil i de berømte Bond-øjne, er han – trods berømmelsen – også fortsat så ydmyg, at han helst ikke vil sættes op på en piedestal.

»Jeg har bare spillet ham på den eneste måde, som jeg kunne se. Jeg er en bestemt type skuespiller og har min egen måde at gå til en rolle på. Ja, en Bond-film er en kæmpe produktion, ja, der sker de mest vanvittige og latterlige ting. Men inde i kernen er der noget, der er virkeligt. Og jeg tror, at publikum køber den præmis. Dét er, hvad jeg selv leder efter, når jeg ser en actionfilm. Der kan være nok så mange eksplosioner, men hvis de ikke er bundet sammen af en god historie, er det spild af tid. Og det er det eneste, jeg har villet med Bond, at give ham og filmene en virkelig og menneskelig bund,« siger Daniel Craig.

’Spectre’

’Spectre’ viser da også den nok mest menneskelige side af James Bond, som verden nogensinde har set.

Midt i eksplosioner, hæsblæsende biljagter og vilde kampscener er James Bond på sin helt egen mission for at hævne mordet på M. En jagt, der bringer ham til Mexico City, de østrigske alper, Marokko, Rom og London.

Men summen af alt dét, han har mistet i sit liv, har sat sine mærkbare spor i den ellers cool og kyniske agent, som i sit hævntogt får uventet hjælp fra Mr. Whites – Jesper Christensen – datter.

Gruede for den første gang »Tro mig,« smiler Daniel Craig.

»Vi har arbejdet virkelig hårdt med historien. For hver film bliver det sværere og sværere at hive en original idé ud af den blå luft. Lige fra begyndelsen har jeg prøvet at være så involveret som muligt i hele processen. For jeg husker tydeligt, hvor stor min usikkerhed var, da jeg sagde ja til rollen. Gruede for, hvordan jeg overhovedet skulle komme gående ind på filmsettet og få filmholdet til at sige ’åh ja, der kommer James Bond’. Derfor sagde jeg til Barbara og Michael (Wilson, producerholdet bag Bond-filmene, red.), at hvis de kunne involvere mig i alle aspekter af produktionen, så jeg vidste alt om, hvordan tingene foregik, kan jeg bedre udfylde rollen. Og heldigvis tillod de, at jeg var med inde over det hele,« siger Daniel Craig.

Ingen Bond derhjemme

Til gengæld kunne ingen forberede ham på, hvordan det er at være James Bond.

»Hvem skal man ringe til,« spørger han og slår ud med armene.

»Skal man ringe til berømte mennesker og spørge, hvordan det er? Ingen kan forberede dig på det. Du er nødt til at lære det, som det kommer og lære af de fejl, som du begår på din vej. Og det du lærer, er, at dig og din familie, dit privatliv, er nødt til at være helligt. For i sidste ende er det det eneste, der betyder noget. Selvfølgelig er der sjove og gode ting på vejen, som at springe køen over til de gode natklubber, men det er små bonuspræmier og ikke en del af virkeligheden. Hjemmet er, hvad der er virkeligt. Jeg kan ikke være James Bond derhjemme. Jeg kan ikke opføre mig, som han kan, så ville jeg blive sendt i seng uden mad,« joker Daniel Craig.

Om ’Spectre’ bliver hans sidste Bond-film, kan kun tiden vise. Filmens producenter ved, at de ikke skal presse ham for et svar. Ved, at de skal lade ham være i fred, indtil han har lagt Bond på den mentale hylde og fundet sig selv igen.

»Det har været hårdt. Men jeg har også haft de mest fantastiske oplevelser med instruktør Sam Mendes og alle de talentfulde skuespillere fra hele verden. Og nu må vi se, hvad der kommer til at ske. Bond eller ej, vil jeg altid være skuespiller. Det er dét, jeg elsker og vil fortsætte med.«

 

DEN NÆSTE BOND? HVEM BLIVER DET?

 

Jason Statham

Bedst kendt fra ’Transporter’– og ’Expendables’-filmene. Da en journalist spurgte, om Statham ville være interesseret i 007-rollen, sagde actionhelten »Abso-fucking-lutely« – Det betyder ’ja’ på Statham’sk.

Michael Fassbender

En af tidens hotteste skuespillere – kendt fra bl.a. ’X-Men – First Class’. Om 007-muligheden siger Fassbender: »Jeg er smigret over tilbuddet. Men jeg er meget dårlig til den slags langtidsplanlægning.«

Idris Elba

Mange hardcore Bond-fans mener, at tiden er moden til den første sorte 007. Og stjernen fra den amerikanske serie ’The Wire’ Idris Elba er deres favorit. Om 007-muligheden siger Elba: »Jeg troede, at James Bond skulle se godt ud.«

Colin Firth

Mange var vilde med Colin som superagent i actionkomedien ’Kingsmen – The Secret Service’. Men selv siger Firth, der slog igennem med filmen ’Bridget Jones dagbog’: »007-toget ér kørt. Måske kan jeg spille hans far.«