Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

’Stjålne liv’ er et skræmmende og realsitisk indblik i verdens bugnende fertilitetsindustri, der trækker tråde til et politisk mørkespil.

Du er sent på den i dag,« smilede Esther og gjorde et kast med hovedet i retning af det runde, hvide ur på væggen. Hjelmen af tætklippet pagehår rykkede på sig.

Mik fulgte hendes blik.

»Seriøst, klokken er kvart i ni. Jeg havde altså hørt rygter om, at I mødte sent i det her ministerium, ellers ville jeg aldrig have taget jobbet. Hvis jeg sad på Politiken, ville jeg ikke engang være kørt hjemmefra endnu.«

»Men nu sidder du jo ikke længere på kulturens højborg, men derimod på den juridiske. Dér, hvor den virkelige magt ligger.«

Hun forsøgte at lyde spøgefuld, men Mik vidste, hun mente det, ligesom hans tidligere kolleger mente, at den virkelige magt lå hos aviserne, herunder Politiken, og ligesom de venner, han havde i erhvervslivet, mente, at den virkelige magt lå hos landets store virksomheder. Selv mente han bare, det var praktisk, at alle andre mente, magten lå hos dem selv. Så opdagede de ikke, når han udøvede den.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra’Stjålne liv’ af Helle Vincentz


Du får også et boguddrag fra:

  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

’Stjålne liv’ er et skræmmende og realsitisk indblik i verdens bugnende fertilitetsindustri, der trækker tråde til et politisk mørkespil.

Du er sent på den i dag,« smilede Esther og gjorde et kast med hovedet i retning af det runde, hvide ur på væggen. Hjelmen af tætklippet pagehår rykkede på sig.

Mik fulgte hendes blik.

»Seriøst, klokken er kvart i ni. Jeg havde altså hørt rygter om, at I mødte sent i det her ministerium, ellers ville jeg aldrig have taget jobbet. Hvis jeg sad på Politiken, ville jeg ikke engang være kørt hjemmefra endnu.«

»Men nu sidder du jo ikke længere på kulturens højborg, men derimod på den juridiske. Dér, hvor den virkelige magt ligger.«

Hun forsøgte at lyde spøgefuld, men Mik vidste, hun mente det, ligesom hans tidligere kolleger mente, at den virkelige magt lå hos aviserne, herunder Politiken, og ligesom de venner, han havde i erhvervslivet, mente, at den virkelige magt lå hos landets store virksomheder. Selv mente han bare, det var praktisk, at alle andre mente, magten lå hos dem selv. Så opdagede de ikke, når han udøvede den.


KØB BOGEN HER: 'STJÅLNE LIV' AF HELLE VICENTZ

Han gengældte smilet.

»Nå ja, det bliver jeg ved med at glemme. Har du set ham i dag?«

Ministersekretæren nikkede dystert.

»Du er heldig, du først kommer nu.«

Fra Esther foretog Mik et hurtigt sving omkring sit eget kontor og satte derefter kursen mod ministerkontoret.

Som det eneste sted bankede han her på døren, og først da der blev brummet ‘jep’ fra den anden side, trykkede han håndtaget ned og trådte ind over dørtærsklen.

»Godmorgen.«

De lyseblå vægge med en tone af gråt gav rummet en atmosfære af kølig seriøsitet – velsagtens ikke noget malplaceret valg til et ministerkontor. Han så på det koncentrerede ansigt, der var halvvejs skjult bag en computerskærm. Ti sekunder passerede uden svar, hvorpå hele ansigtet dukkede frem.

»Hej Mik.«

Christian Tolstrup, Danmarks justitsminister, rejste sig og gik rundt om det mahognilignende hævesænkebord. Bag skrivebordet stod døren på klem ind til kontorets private gemakker, hvor ministeren havde badeværelse, seng, tv og en lænestol, hvorfra han indimellem nåede at se de sidste minutter af alle de Brøndby- kampe, han hadede at gå glip af. I hjørnet hang en sandsæk ned fra loftet. Den dinglede let.

Med indøvet koreografi tog Tolstrup plads for enden af kontorets lange mødebord med ti stole omkring, mens Mik valgte stolen til højre for ham. Da de begge var placeret, lagde Mik sin mobil og den stak papirer, han havde nået at snuppe på sit eget kontor, fra sig på bordet.

Det var tirsdag morgen, klokken var ni, og det var tid til det ene af ugens to faste møder, hvor justitsministeren og hans særlige rådgiver lagde strategien for ministerens optræden i pressen.

Tolstrup greb ud efter den sølvgrå Alfitermokande, sekretæren altid sørgede for var fyldt, og skænkede op i et rillet, hvidt plastickrus. Den kvindelige førstesekretær havde insisterende forsøgt at få ham til at bruge rigtige kopper – ’når nu Justitsministeriet har de her i porcelæn’ – men mandens opvækst fornægtede sig ikke. Mik vrikkede to af plastic løs fra stakken, tog imod kanden og skænkede op, før han hældte en sjat mælk i fra den hvide porcelænskande, det dog var lykkedes sekretæren at gøre til en fast bestanddel af kaffeservicet Han pustede på den varme drik. Små ringe bølgede i overfladen.

Ministeren med det tætte, mørke hår, det kraftige brillestel og det evigt kampklare ansigtsudtryk tog en stor slurk uden nogen former for afkølende pust.

»Jeg har skrevet talepunkter til sagen om Ashi Moshed,« begyndte Mik, da de begge havde fået et skud koffein. – Det korte af det lange er, at sagen er blevet behandlet korrekt, og at Danmark gør rigtig meget for, at hun kan vende hjem i sikkerhed. Jeg har også fået tal for, hvor meget vi bruger på fredsindsatsen. Ok?

Han så spørgende på Tolstrup, der nikkede.

»Hun skal hjem, men vi gør en masse for, at hun vender hjem til noget godt,« opsummerede ministeren.

Mik rystede på hovedet.

»Ikke ‘men’. Det lyder, som om det er dårligt for hende at blive sendt hjem.«

De så sigende på hinanden.

»Og vi gør en masse.«

De gennemgik kort et par andre af de sager, der kørte i medi- erne, og så var det tid til at tage fat på et mere delikat emne.

»Vi skal jo have snakket om ... profilering,« indledte Mik.

Profilering var ikke det rette ord. Mest korrekt ville det være at sige, at de skulle diskutere, hvordan de – uden nogen bemærkede, at det var det, de gjorde – kunne begynde at positionere Tolstrup som den rette arvtager til posten som formand for de SocialRa- dikale. Den nuværende formand, landets statsminister, ville efter alt at dømme gå af ved det kommende valg, og posten var næste trin på Tolstrups karrierestige. Et nødvendigt delmål på vejen mod odysséens egentlige mål: statsministerposten.

Mik havde imidlertid lært noget interessant om politikere; i hvert fald toppolitikere. Noget han ikke vidste, dengang han arbej- dede som journalist og dækkede politik uden selv at være en del af det. Nok var politikere magtmennesker, og i en valgkamp slyngede de gerne de værste forbandelser efter deres politiske modstandere, men i det daglige liv og især overfor folk i deres eget parti satte alle en ære i at opføre sig som gentlemen. Derfor kunne han ikke sige, at de skulle i gang med at ‘positionere’ ministeren, for det ville Tolstrup være nødt til at benægte. ‘Profilering’ var tilstræk- kelig uskadeligt, og under alle omstændigheder forstod ministeren udmærket, hvad han mente.

»Ja, det skal vi vel,« svarede han henkastet.

»Jeg har fået svarene fra fokusgruppen.«

Mik klappede på stakken af papirer foran sig.

»Og hvordan lyder folkedommen så?«

De vidste begge, at der lige under den lette tone lurede et andet spørgsmål: Kan de lide mig?

Han løftede det øverste ark og rakte det til ministeren. Det var reaktionerne fra en af de fokusgruppeundersøgelser, som både han og de andre særlige rådgivere gjorde flittigt brug af, når de skulle afgøre, hvordan deres minister bedst vandt vælgernes hjerter. Og vinde dem skulle han. Justitsministeriet var øretævernes holdeplads nummer ét indenfor dansk politik, og det seneste år havde det været helt galt. Bandepakker, terrorlov, stramning af offentlighedsloven, ny indfødsretstest. Indimellem føltes det som et mirakel, at Tolstrup stadig sad, og Mik kunne godt lide at tænke, at det i høj grad skyldtes hans egen indsats. Nu var det imidlertid på høje tid, hvis de skulle nå at bytte ministerens lidt blakkede image ud med et bedre.

Christian Tolstrup tog imod arket, men lagde det på bordet uden at se på det.

»Fortæl mig om det.«

Mik nikkede. For mindre end et døgn siden havde ministeren bedt ham om fremover altid at lave et kort skriv på de ting, han fortalte ham. Heldigvis havde han på forhånd formuleret en sætning til lejligheden:

»Der er plads til forbedring i forhold til likeability.«

Tolstrup løftede sine mørke bryn, så de slap fri af den kraftige brillekant.

»De hader mig?«

Mik rystede hurtigt på hovedet.

»De hader dig ikke ...« Han vendte ordene i munden. »Men de skal kunne lide dig bedre.«

Han behøvede ikke tilføje, at ellers ville partiet ikke have ham som formand.

Blikket bag ministerbrillerne afslørede et kort glimt af et såret dyr. Danskerne så justitsministeren som en følelseskold maskine, men det billede var ikke sandt. Folk, der arbejdede sammen med ham, oplevede måske ikke ligefrem et hjertevarmt menneske – den slags blev næppe ministre – men dog et menneske af kød og blod, som havde givet øl til hele gangen, da regeringens børne- og ungeminister fik sit forslag om øgede normeringer i såkaldte ghettobørnehaver igennem. Tolstrup var overbevist om, at tæt voksenkontakt var afgørende for børn fra ressourcesvage familier, og han havde lagt et stort arbejde i at støtte den svage minister for at få lovforslaget vedtaget.

Også Mik selv havde engang været mål for Tolstrups gode vilje. Få måneder efter han var begyndt i jobbet som særlig rådgiver, havde han begået en fejl, der meget vel kunne have sat en stopper for den rådgivende karriere, nærmest før den var begyndt.

En af Tolstrups mærkesager op til valget var løftet om mere uddannelse i fængslerne – særligt til de yngste indsatte, som på den måde kunne ‘få en frisk start og dermed skabe et mere sikkert samfund for alle danskere’, som han vel nåede at sige omtrent fem tusind gange under valgkampen.

De to øvrige planlagte regeringspartier var med på ideen. I hvert fald indtil valget var overstået, og de rent faktisk blev regeringspartier.

Af en eller anden grund provokerede netop den tilbagetræk- ning Mik grænseløst, og i et anfald af nybegyndernaivitet og for- fejlet harme på sin ministers vegne bekræftede han overfor en journalist, at de to andre partier ganske rigtigt var løbet fra deres ord. Skriftlig dokumentation kunne han også levere, værsgo.

Tanken – udover at slå igen – var at beskytte Tolstrup mod beskyldninger om løftebrud, men resultatet blev, at ministeren af sine regeringskolleger blev overfaldet med anklager om ukollegial adfærd og trusler om fremover aldrig at møde opbakning til sine forslag.

Mik var allerede begyndt at formulere sin fyring, da det gik op for ham, at Tolstrup ikke havde tænkt sig at give sin særlige rådgiver skylden. Tværtimod stak han sine vrede kolleger en uforbeholden undskyldning, dukkede nakken et par uger og pakkede efterfølgende sit forslag så langt væk, at ingen siden havde hørt om det. De havde aldrig talt om hændelsen. Tolstrup havde ikke nævnt den med et ord, og Mik fandt aldrig den rigtige anledning til at bringe den på bane. Til sidst havde han bare besluttet, at den bedste tak ville være at slås endnu hårdere for sin minister.

Desværre skinnede Tolstrups menneskelighed ikke for alvor igennem på skærmen. Mik undlod at videregive citaterne fra deltagerne i fokusgruppen, der bød på udtryk som ‘skabskapitalist’ og ‘kold i røven’. I stedet fortsatte han til noget, der ikke handlede om ministerens person, men derimod hans politik.

»De synes, du er rykket for langt mod højre.« Den brede ministerpande trak sig sammen.

»Mod højre?«

»Ja, at du er blevet for borgerlig,« uddybede han.

»Ja, jeg forstår da godt, hvad det betyder.«

Tolstrup slog ud med armene. Mik undrede sig over, hvordan man kunne nøjes med at have svedskjold i den ene armhule.

»Men det passer da ikke! Jeg fører den politik, regeringen hele tiden har stået for, men man må forstå, at én ting er at sidde i opposition ...«

Det næste minut flød en ordguirlande, lang og i flotte, røde farver, ud af munden på ham. Mik lyttede kun med et halvt øre. Han kunne monologen udenad.

Opposition, teenagebarn, fribillet. Regering, voksen, ansvar.

Han nikkede et par gange undervejs, mens han tænkte på morgenen med Nina. Endnu halvt i søvne var hun rullet ind over ham og havde stukket hånden ned i de boksershorts, hun havde bedt ham have på, når han sov hos hende i ulige uger. Et stykke tid lå de helt stille og nød hinanden med øjnene, mens hendes fingre bevægede sig, så meget som deres sammenpressede underliv tillod. Da begges åndedræt var tungt, arbejdede Nina sig langsomt op at sidde, hev hans underbukser ned og lod sin varme hule lukke sig om hans lem som en fugtig handske i den helt rigtige størrelse. Mik stønnede af nydelse. Hun lagde blidt en finger over hans læber. Helt langsomt begyndte hun at ride ham, og han lagde hænderne på hendes hofter for at kunne tage de rullende bevægelser ind med både hænder, øjne og underliv. De perfekte, asymmetriske bryster gyngede let, de mørkerøde vorter strittede, og hendes let adskilte læber bekræftede, at han ikke var ene om vellysten. Med halvlukkede øjne lagde hun nakken bagover, og et dybt suk undslap den lyserøde mund. I det samme gik døren til børneværelset længere nede ad gangen, og øjeblikket efter hørte de Ninas 12-årige søn slå toiletbrættet op.

»Pis, udbrød hun lavt og rettede hovedet op.«

Mik tilføjede tavst en række væsentligt kraftigere bandeord.

»Jeg skal nok gøre dig færdig,« hviskede hun og red ham det næste minut som en galophest, der skulle nå over målstregen før konkurrenterne. Sekunder før han kom, skubbede han blidt til hendes hofter. Hun steg af, og maveskindet tog imod, men uden hendes afsluttende, lille skrig nåede orgasmen aldrig fra underlivet og videre ud i resten af hans krop.

Ministerens enetale var hørt op. Mik fortsatte, hvor han havde sluppet:

»Vælgerne oplever, at du går for langt ind over midten i dit forsøg på at skabe resultater. De mener, du sælger ud af socialradikale værdier.«

Christian Tolstrup rullede med øjnene. Tegnet på, han ikke var enig, men at han havde tænkt sig at tie, så Mik kunne fortsæt- te.

»Der er tre ting, vi skal.« Han rakte tre fingre i vejret. »For det første skal vi vise folk, hvem du er som menneske. For det andet skal vi have en blød sag, der viser, at du kæmper for blødere værdier. Og for det tredje skal vi have en hård sag, der viser dig som en leder. Det sidste er det mindst presserende. Det kommer jeg med et bud på i eftermiddag.«

Justitsministeren sukkede og rakte ud efter termokanden.

»All right, og lad mig gætte: Du ved allerede, hvordan vi tackler de to andre?«

Mik nikkede og rømmede sig.

»Mennesket bag ministeren skal frem. Hvad gemmer sig bag det bryske ydre? Vi skal høre historien om din opvækst i Ishøj, hvordan du klarede dig igennem på egen hånd, alt det dér.«

Når der skulle vælges en partileder, gjaldt det typisk om at fremstille sin kandidat som en stærk person med både autoritet og visioner. Lidt anderledes forholdt det sig med Tolstrup. Folket var nemlig ikke i tvivl om, at han var en ledertype. Dels fordi han som justitsminister flere gange havde fået lov at bevise, han var en mand, der turde sætte hårdt mod hårdt og gennemtrumfe upopulære beslutninger, og dels fordi han var den, han var. Hvor visse af især de mandlige ministre nød at skride gennem Christiansborgs gange med deres hær af rådgivere til at bane vejen som en gammeldags sneplov, agerede Tolstrup helst selv plovspids, og hans vestegnsdia- lekt vidnede om, at her kom en mand, der ikke var bange for et slagsmål, uanset om det foregik med ord eller næver.

»Skal vi nu til det igen? Det er jo for fanden ikke min opvækst, der afgør, om jeg er en god minister,« brummede han. Stemmen var fuld af modvilje.

»Nej,« medgav Mik. »Men folk stemmer ikke på dig, hvis de ikke kan lide dig, og slet ikke hvis de ikke føler, de kender dig.«

Ministerens dirrende kæbemuskler fortalte, hvad han mente om det forslag, og hans ‘okay’, da Mik spurgte, om han kunne kontakte en journalist til et portrætinterview, var knap hørligt. Men det var der, og Mik fortsatte.

»Derudover skal vi have en blød sag at gå ud på. Noget, som rammer folk på følelserne og beviser, at du har hjertet på rettet sted, som en af dem sagde.«

Han greb i bunden af bunken og rakte et tykt, brunt kompendium frem mod Tolstrup.

»I morgen kommer Etisk Råd med deres længe ventede betænkning på fertilitetsområdet. Den her.«

Han viftede med kompendiet, før han lagde det fra sig på bordet.

Tolstrup løftede hagen uden at se ned på det.

»Og hvad så?«

Det var nærmere en udfordring end en opfordring til at fortsætte, men som sin chef var Mik heller ikke typen, der veg.

»Vi har som sagt behov for et område, der er blødt nok til, at det når ind til følelserne, men samtidig ikke så blødt, at du virker utroværdig.«

»Fordi jeg jo er følelseskold.«

»Præcis.«

De smilede ironisk til hinanden, før Mik fortsatte:

»Rugemødre.«

»Hvad?«

Tolstrup satte plastickoppen fra sig på bordet, så kaffen skvulpede faretruende nær kanten.

»Rugemødre,« gentog Mik og åbnede det brune hæfte. »Surrogatmoderskab. Etisk Råd kommer til at anbefale to ting: For det første at man under helt særlige forhold skal gøre det lovligt for danske kvinder at være rugemødre for hinanden. Altså, hvis en kvinde ikke kan få børn, skal hendes søster kunne agere rugemor, så længe det sker uden betaling. Lige præcis den del tror jeg, vi skal holde os fra, for lovgivningen på området er så ny, at det er en hvepserede at stikke hånden i.«

Han gjorde et ophold for at tjekke, om Tolstrup var med, og konstaterede, at ministerens læber var presset hårdt sammen.

»Den anden ting, de vil anbefale, er, at myndighederne i Danmark nu automatisk skal godkende den danske mor som den rigtige mor. Loven siger, at ’fødemoren’, altså rugemoren, er den rigtige mor – også selv om hun skriver under på, at hun giver barnet væk. På den måde bliver det nyfødte barn statsløs og må kun komme ind i Danmark, hvis det bliver familiesammenført med sine forældre, hvilket kan tage år. Det er halvteknisk, men groft sagt vil rådet anbefale, at man nu gør det lettere for danskere at bruge en udenlandsk rugemor.«

Ministeren udstrålede alt andet end begejstring. Faktisk lignede munden nu bare en lige streg. Mik fortsatte:

»I næste uge sender DR en dokumentar om rugemorindustrien i Indien, og den udsendelse kommer til at ramme danskerne i hjertekulen. Den ligger lige til højrebenet; dit højreben. Du skal ud og markere, at det vil vi ikke være med til. De SocialRadikale nægter at bakke op om, at fattige kvinder sælger deres kroppe. Du nægter at bakke op om det.«

Tolstrup rystede på hovedet. Hans ansigtstræk virkede pludselig stivnede, og det indadvendte, uudgrundelige blik, som Mik nu mindedes at have set, sidst talen faldt på rugemødre, var tilbage. Da havde ministeren pure nægtet og sagt, at den dagsorden var forældet. På det tidspunkt var Mik ny i gamet og havde ladet sig køre over.

Han bed tænderne sammen. Det kunne godt være, ministeren ikke troede på rugemødre som en vej ind i vælgernes hjerter. Men det gjorde Mik.