Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

’Bundfald’ er en spændende og hårrejsende krimi baseret på virkelige hændelser. En traumatisk barndom har ført et søskendepar på forskellige veje i livet. Hvor Marlene er en mønsterbryder, der tilsyneladende har lagt fortiden bag sig og gjort karriere i Københavns travle erhvervsliv, er Ronny derimod blevet en misbruger bosat i Nakskov.

Du får også et boguddrag fra:

  • 'Nat i april' af Caroline Livingstone
  • 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
  • 'Steven Gerrard. Min historie'
  • 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra  'Bundfald' af Mikael Lindholm og Lisbeth Zorning


Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

’Bundfald’ er en spændende og hårrejsende krimi baseret på virkelige hændelser. En traumatisk barndom har ført et søskendepar på forskellige veje i livet. Hvor Marlene er en mønsterbryder, der tilsyneladende har lagt fortiden bag sig og gjort karriere i Københavns travle erhvervsliv, er Ronny derimod blevet en misbruger bosat i Nakskov.



KØB BOGEN HER:'BUNDFALD' AF MIKAEL LINDHOLM OG LISBETH ZORNING

Ronny følte en hånd under hver arm.

“Kom lige med os, kammerat,” sagde den ene. Han havde en læderjakke på, et par godt brugte cowboybukser og store bikerstøvler.

Langt hår ned til skuldrene. En jernkæde om halsen.

Tatoveringer på hænderne og op ad halsen. Hans makker var tydeligvis lavet det samme sted. Med et svedbånd om håret til forskel. Et tæskehold.

De nærmest slæbte ham ud af værtshuset. Der var fem-syv kunder i butikken. Ingen af dem reagerede det mindste. De var for kloge til at blande sig i andres ulykker. De førte ham ned ad en sidevej og ind i en baggård, hvor der stod nogle cykler, et par grønne affaldscontainere og en lampe hang over en bagdør og skinnede blegt. Ronny nåede ikke at se, hvor de havde aluminiumsbattet fra, før det ramte hans ryg med et skarpt smak og verden eksploderede i smerte. Han skreg.

For satan, det gjorde ondt. Og hvor helvede var Jimmy, når han havde brug for ham? Tommy, den torsk, sad i fængsel for et kikset bankrøveri. Hvorfor var de ikke sammen? De tre musketerer, de tre brødre, som de andre i skolegården veg til side for i skræk og ærefrygt. Hvad fanden var der blevet af dem?

Kings of the world. Det var, hvad de havde været. Engang.

Han hørte battet suse, før han følte det ramme igen. Og nåede at tænke, før verden kollapsede i fragmenter af hvide og sorte puslespilsbrikker, at bare de ikke smadrede hans ansigt, for så ville han ikke kunne score igen. Det ville bare være for dumt. Åndssvagt.

Alt var sort. Han kunne ane en dunken et fjernt sted, men lyttede ikke efter. Der var heller ingen grund til at åbne øjnene.

Mørket var godt. Det var trygt.

Hvorfor havde han også åbnet døren? Den havde jo været låst. Han havde været tryg. Låste døre var trygt. Sådan havde det altid været. For dumt.

Åndssvagt.

Lolland-Falsters Folketidende

Den 7. september, 2004

Fundet under vindue

Politiet formoder at 34-årig begik selvmord

NAKSKOV – En 34-årig mand fra Nakskov blev tidligt søndag

morgen fundet død neden for et vindue ved Skandsen i Nakskov.

Det er konstateret, at manden har indtaget medicin før

faldet, og retsmedicinere er nu i færd med at undersøge, om

dødsårsagen er faldet eller medicin. Politiet formoder, at der er

tale om selvmord.

 

Maj 2008 – København

“Vi har en situation.”

Michael Mortensens stemme var rolig og effektiv, som altid.

“Hvad sker der?” spurgte Connie i mobilen, mens hun skridtede målrettet langs fortovet mod ‘Basen’, en nedslidt gammel fabriksbygning i Københavns nordvestkvarter. Hun undgik omhyggeligt at træde på stregerne mellem fliserne.

“En kvinde, der er blevet misbrugt af sin far.”

“Ja?” De havde masser af incestsager, så det var næppe derfor, han ringede.

“Hun siger, at både hun og hendes søskende blev brugt til sex af hendes far i mange år. Ikke bare hjemme. Ude. Som i Rusland.”

Connie studsede, men missede ikke et skridt. “En overlevende fra en russisk sexlejr?” Det var klart ud over det sædvanlige.

“Ja,” sagde Michael. “Hun blev som tiårig spærret inde i et bur, uden tøj eller mad. Hun fik kun lov til at komme ud og blive vasket og sove i en rigtig seng, hvis hun gik med til at misbruge et af de andre børn i burene foran rullende kamera.”

Han holdt en kort pause, mens han tydeligvis checkede sine noter. “Hun blev systematisk misbrugt af mænd, andre børn, dyr, og mishandlet med redskaber af enhver art,” fortsatte han.

“Det blev alt sammen optaget på video og solgt til pædofile, og hvem der ellers var interesseret.”

Connie skar en grimasse. “Ved vi, hvem der står bag?”

“Det er derfor, jeg ringer. Hun siger, at hun kan fortælle os, hvor lejrene er.”

Øjenbrynene løftede sig på Connie. “Fantastisk. Hvor er hun?” Hun drejede til venstre gennem en åben port ind til en stor fabriksgårdsplads. De nederste vinduer på den tre etager høje bygning var tilsømmede med brædder. For enhver, der kastede et blik på den, var det bare endnu en nedslidt gammel bygning i et engang driftigt industrikvarter.

“Hun er stadig derude. Gemmer sig.”

Connie nåede frem til døren. Der sad et lille sort skilt med hvide bogstaver over brevsprækken. ‘DBBF.’ Ved siden af døren sad der en sikkerhedsmekanisme. Hun tog et kort frem, trak det gennem og tastede så en kode. En lampe lyste grønt. Døren gik op.

“Vi må få hende ind. Lad os snakke om et øjeblik. Jeg er her nu.”

Connie trådte ind en tom entré med slidte, bare vægge. Den gav adgang til en anden dør. Også dér sad der en sikkerhedsmekanisme.

Med en anden kode. Hun tastede den, og døren gik op. Så trådte hun ind i et stort, aflangt lokale, der engang havde været en fabrikshal. Langs den ene side stod der en række skriveborde, hver med store computerskærme. På den anden side var der bløde stole og sofaer, og et stort glasindhegnet mødelokale. For enden af lokalet var endevæggen dækket af storskærme. Foran stod et aflangt bord med flere mindre skærme. Det kunne have været et kontroltårn i en lufthavn.

Der sad en dør i væggen i det fjerneste hjørne. Den førte til et område bagved, hvor der var flere møderum, værelser indrettet til midlertidig beboelse, et køkken og spiserum, et veludstyret fitness-rum. I kælderen var der lagerrum med forskelligt udstyr og et nedkølet serverrum, som holdt meget af maskineriet kørende. Ved siden af var der også en garage med køretøjer.

Tre af skrivebordene var bemandede. Ved det nærmeste sad Oskar. Connie smilede til ham.

“Hej, Oskar. Hvordan går det?”

Han så op på hende uden at smile. “Det kommer an på, hvad du mener med ‘det’.”

Connie sukkede. Ligegyldigt hvor meget hun forsøgte, så kunne hun ikke vænne sig til at tale med Oskar. Han havde autisme og var dygtig til it. Oskar kunne se mønstre i meget store mængder data og spotte afvigelser. Det var guld værd. Og hans diagnose bidrog uden tvivl til at hjælpe ham med at være god til det. Bagsiden var, at han ikke var god til at spotte og tolke sociale mønstre. Han tog alting bogstaveligt. Så at sige til ham, ‘hvordan går det’, uden at definere ‘det’, var som at udelade en kodelinje i et computerprogram. Der kom intet anvendeligt ud af det. Does not compute.

“Undskyld, jeg mente, hvordan har du det i dag?”

Oskar skiftede blikket tilbage til skærmene. “Jeg har fordøjelsesproblemer.

Det skyldes sandsynligvis den pizza med chorizo, jeg spiste i går. Små kramper i tarmene, afføring i sej konsistens. Jeg har drukket fire kopper myntete med mælk.

Mælken havde ikke overskredet udløbsdatoen.”

Connie sukkede igen. Flere oplysninger, end hun havde brug for. Hun smilede og nikkede, at det nok skulle gå, og fortsatte til Sigurd. Han havde også autisme, men var som regel lettere at snakke med. Til gengæld havde han voldsomme humørsvingninger.

Når han var sort i hovedet, var han umulig at være i nærheden af. Connie kunne se på ham, at det heldigvis var en af de gode dage.

“Hej, Sigurd.”

Sigurd så op med et smil. “Hej, Connie. Det er en god dag.”

“Ja, det er en god dag,” smilede Connie tilbage.

Sigurd surfede på det dybe internet – eller undernettet, den hemmelige del af internettet, som er stærkt krypteret og svært tilgængelig for almindelige mennesker. Internettet forbinder computere over hele verden med hinanden, men de gængse browsere giver kun adgang til en brøkdel af de data og netværk, der eksisterer. Reelt har menigmand adgang til, hvad der svarer til at plaske rundt i havets overflade, mens alt neden under er skjult og utilgængeligt, hvis man ikke har fiskelunger – eller i internettets tilfælde det rigtige krypteringsværktøj. Det havde Sigurd. Så han var på jagt i dybet efter darknets – mørklagte, stærkt krypterede websites og netværk, som var næsten

umulige at finde eller opdage, medmindre man vidste præcist, hvor de var. Som et Stealth-fly. Hvilket er smart, hvis man beskæftiger sig med noget lyssky, der var værd at skjule – som menneskehandel, børneporno, våbenhandel, narkohandel, terrorisme, oprør, spionage. Nøgleordet var, at det ‘næsten’ var umuligt at finde dem.

Sigurd bevægede sig rundt i undernettet som en jæger gennem junglen på jagt efter det mindste spor af et bytte. Hvordan han gjorde det, kunne Connie ikke gennemskue, men han havde allerede fundet frem til flere darknets. To af dem havde givet bonus. Det ene var et pædofili-net, Lolita City, hvor han havde offentliggjort navnene på alle 1.589 medlemmer, for derefter sammen med allierede at anbgribe Lolita Citys servere, så netværket brød sammen. Sigurd havde også fundet, hvad der lignede terror-celler og oprørsbevægelser, men dem havde de ikke rørt. Ikke deres område. De gav bare oplysningerne videre til politiet som anonyme tip.

“Heldig dag?” spurgte Connie.

“Jeg tror, at jeg har færten af noget.” Han slap ikke tasterne, mens han så på hende og snakkede. Det var, som om hans fingre havde deres eget liv. Han havde gang i tre skærme samtidig, der så ud til at sammenligne noget. Det virkede nærmest som en form for avanceret sænke-slagskib – som om han sendte signaler ind mod det samme sted fra tre forskellige vinkler.

“Fortæller dig senere.” Hans fingre fløj ubesværet hen over tastaturet.

Connie fortsatte til kontroldesken, hvor Michael Mortensen sad. Han havde ikke autisme. Bare en ødelagt barndom med en psykopatisk stedmor, der havde mishandlet ham til kanten af selvmord. Han var kun lidt over tyve år, men var blevet Connies højre hånd. Michael havde flair for organisering og havde

en sjælden evne til at skabe overblik. Lige efter hendes hoved.

“Styr på det?”

“Tja,” sagde Michael, pressede brillerne op på næseryggen og klikkede så på tastaturet, der straks gav et aktivitetsoverblik på skærmen. “Anonymous er meget aktive på narkoområdet.

Den mexicanske hændelse har udviklet sig. Ser ud, som om de presser Sinaloa-kartellet hele vejen ned sydpå. I Rusland har vi fjorten nyheder de seneste 24 timer om grove misbrugssager.

Italien melder, at –” “Tak,” afbrød Connie ham. “Vi tager det på briefingen. Hvad med kvinden?”

“Hun har gemt sig i en lejlighed på Østerbro. Bange for faren og hans kumpaner.”

“Kan vi hente hende?”

“Jeg mangler en adresse, men jeg har varslet Bettina og hendes vovser.”

Connie så påtaget bebrejdende på ham. “La’ nu være.”

Michael smilede skævt og trak på skuldrene. “O.k., sorry.”

‘Vovserne’ var dybest set misvisende. ‘Køterne’ ville være mere passende. Udtrykket hentydede til et par velbyggede, muskuløse unge mænd med tatoveringer over det hele og et bistert udtryk i øjnene. Unge mænd, som Bettina havde samlet op af rendestenen og givet et liv med ny mening. Hvilket de tydeligvis var hende taknemmelige for. Så de fulgte Bettina i hælene som trofaste hunde og adlød alt, hvad hun sagde.

Hvilket så netop var problemet.

Connie mistænkte, at Bettina brugte dem til uautoriserede strafaktioner. Der var nu flere tilfælde, hvor folk på ‘listen’ var dukket op på et hospital med brækket både næse, ben og ribben, uden at nogen sanktion var blevet godkendt af Motherboard – ledelsesgruppen. I et tilfælde havde en pædofil midaldrende mand ikke overlevet indlæggelsen. På en eller anden måde havde han indåndet syre, der havde ætset for meget af lungerne til, at han kunne reddes.

Hvad enten Bettina stod bag eller ej, så skrev hun ofte sine egne regler. Og hun var i opposition til Connie, der advokerede for straf uden fysisk vold. Ganske vist brød de loven, når de mobiliserede et digitalt angreb på en ‘idiot’ på den sorte liste og ødelagde hans – eller hendes – tilværelse, men Connie trak en klar grænse ved fysisk vold. Problemet var, at Bettina havde det operationelle ansvar, mens Connie var efterretningsansvarlig, godt hjulpet af Michael, og daglig operationsleder.

Bettina var i marken. Connie var ikke. Det egnede hun sig ikke til. Og det gjorde det svært for Connie at kontrollere Bettina.

Hvilket irriterede Connie inderligt. Kontrol var godt.

“Jeg regner med at få en adresse meget snart, formentlig i dag. Hun sender sms’er, så jeg har hendes mobilnummer. Gutterne kan sikkert lokalisere hende,” sagde Michael og nikkede mod Oskar og Sigurd.

“Godt. Men vent med det. Lad os prøve at få hende ind frivilligt.

Har vi et værelse klar?”

“Ja, og jeg har også varslet Rikke.”

Rikke var psykolog og terapeut med speciale i traumer – en af de mange professionelle støtter, De Brændte Børns Familie havde i deres netværk, og som trådte til, når de hentede ofre ind.

“Hvad ved vi?” spurgte Connie.

“Vi er i den tidlige fase. Tilsyneladende blev hendes bror også misbrugt. Og moren var med i det. De har begge begået selvmord. Kun faren og datteren er i live. Han mastermindede overgrebene. Fik hende til at fortsætte, indtil hun var tyve. Da hun engang truede med at gå til politiet, hængte han familiens hund op i et træ og skar den op foran øjnene af hende.”

Michael så på sine noter. “Han er direktør for et entreprenørselskab, så han har haft råd til sin hobby. Dette her er ikke sket for pengenes skyld, snarere tværtom,” sagde Michael og kastede et hurtigt blik på Connie. “Hun er selvfølgelig ødelagt, både fysisk og mentalt. Som jeg hører det, står hun på kanten og er klar til at tage skridtet ud over.”

Connie så eftertænksomt på ham. “Er du sikker på historien?”

Nogle gange fik de opringninger fra skøre kugler, der så sammensværgelser over det hele.

“Jeg tror det. Mange detaljer. Konsistente. Tjekkede oplysningerne om familien. Det holder. Jeg har lokaliseret faren, og både mor og bror er døde.”

Connie nikkede langsomt. Hvis Michael havde ret, havde de fat i noget, der var mere end interessant. Med lidt held kunne de ikke bare hjælpe det stakkels menneske, de kunne måske finde frem til de bagmænd, som kvindens far samarbejdede med – de rigtigt fæle købmænd udi børnesex. Men det forudsatte, at de kunne få hende ind, før hun begik selvmord eller ‘forsvandt’. Kvinden var tydeligt gået i fase. Når det skete, havde begivenhederne det med at ske hurtigt, og forløbet blev ofte uforudsigeligt.

“Vi tager den på dagens briefing. Er der kommet andre?”

“Bettina og hendes vovser – undskyld, drengene – er i køkkenet.

Ellers er der ikke andre end os endnu. Men flere er på vej.”

Connie var ved at sige, at hun håbede, at Bettina madede dem, så de ikke var bidske, men lod være. Ingen grund til at signalere mere splittelse end nødvendigt. “Jeg tager fat i Bettina,” sagde hun i stedet.

Hvor irriterende det end var, så var Bettina nøglen til denne opgave. Hun var på trods af sin aggressive indstilling knagende god til at snakke med de ustabile hjem. Hun havde en usædvanlig evne til at nå ind til skadede mennesker. Og samtidig handle. Connie, der tænkte systematisk og struktureret, havde sværere ved samtalerne. Hvilket irriterede hende.

Connie gik mod døren for enden af lokalet og fortsatte gennem den ud til køkkenet. Det var et hvidt, stort og funktionelt køkken, der blandt andet var udstyret med en stor Nespresso-maskine. Bettina sad med en kop kaffe og snakkede med Hans og Lukas. De var begge klædt i jeans og hvide, stramme T-shirts, der fremhævede deres pumpede muskler. Bettina var klædt i sort T-shirt og et par slacks. Hun var tydeligt veltrænet, selvom musklerne ikke var pumpede på samme måde som drengenes. Det var svært at tro, at hun for ikke længe siden havde været overvægtig af trøstespisning. Hun havde sin egen historie. Som alle her.

“Hej, Bettina,” sagde Connie og gik hen til bordet. “Vi har en situation.”

Bettina så på Connie uden at smile. “Har hørt det. Hvornår er der go?”

Connie så på Hans og Lukas, der begge så på hende med forventningsfulde ansigter. “Michael arbejder på det.”

“O.k. Jeg tager over,” sagde Bettina og rejste sig. Hans og Lukas rejste sig også med det samme og fulgte hende i hælene ud af køkkenet.

‘Jeg tager over?’ tænkte Connie. Fuck dig, bitch, lod hun være med at sige højt. En fuldstændig unødvendig magtdemonstration.

Connie følte sig utilpas. Hun var ved at miste kontrol. Der var intet, der var værre for hende, end det. Hvad Bettina formentlig udmærket var klar over. Og hvad fulgte af tab af kontrol? Kaos. Hun gøs ufrivilligt. Så trykkede hun på maskinen og bryggede sig en kop sort kaffe.