Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Konstruktive råd til hvordan sammenbragte familier kan blive harmoniske familier, hvor der også er plads til forskellige børn.


Du får også et boguddrag fra:

  • 'Sommeren 1960' af Hans Mortensen
  • ’Hormonel harmoni’ af Caroline Fibæk og Stine Fürst
  • 'Bundfald' af Mikael Lindholm og Lisbeth Zorning
  • 'Nat i april' af Caroline Livingstone
  • 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
  • 'Steven Gerrard. Min historie'
  • 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Stedbørnene – en guide til sammenbragte familier' af Thomas Milsted


Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Konstruktive råd til hvordan sammenbragte familier kan blive harmoniske familier, hvor der også er plads til forskellige børn.



KØB BOGEN HER: 'STEDBØRNENE - EN GUIDE TIL SAMMENBRAGTE FAMILIER' AF THOMAS MILSTED

Far, mor og børn er ikke en leg

Det er nok ikke helt ved siden af, når jeg tror, at mange drømmer om at have en stor og harmonisk familie. En kernefamilie, hvor mor og fars fælles blod pulserer i børnene.

Lige så lidt drømmer de fleste vel om, at denne kernefamilie må splittes, fordi kærligheden, harmonien og lysten, energien eller modet til at fortsætte synes meningsløst og umuligt. Intuitivt ved vi vel, at det aldrig kan blive det samme igen. Selvom vi forsøger at bilde os selv det ind igen og igen. Det kan blive noget andet og måske noget helt okay, men aldrig helt det samme. Der vil fremover altid være en mislyd, der forstyrrer den gamle og velkendte harmoni.

Et brud i en kernefamilie er fatalt. Det er definitivt og er vel dybest set det, som er så smertefuldt ved at skilles. Med tiden kan det enkelte familiemedlems sår heles, men kernefamilien er det ene skud, man har i bøssen, og fremtiden vil kun kunne byde på alternativer og forsøg på at sammenbringe de uheldige konsekvenser fra dette første forlis. En sammenbragt familie kan kun gøre sig forhåbninger om lejlighedsvise momenter af harmoni og idyl. Alt andet ville være en illusion, og det kan have katastrofale følger, hvis man forsøger at forme den sammenbragte familie efter kernefamiliens model. Erkend i stedet, at en sammenbragt familie er helt anderledes og har helt anderledes vilkår. Man kan aldrig træde i stedet for en far eller en mor, i særdeleshed ikke, hvis de lever. Og man skal ikke som voksen have den naive forventning til sig selv om, at man nu skal til at træde i stedet for barnets biologiske mor eller far. Det vil skabe forventninger, man aldrig bare tilnærmelsesvis vil kunne leve op til.

Alt for mange ender med at kaste sig hovedkulds ud i at lege familie, selvom de ikke er det. For til forskel fra en rigtig familie af kød og blod er der den fare, at stedforældre og stedbørn ikke nødvendigvis kan eller måske skal elske hinanden. Der er ofte en følelsesmæssig forskel på relationen mellem ens egne børn og så andres, ligesom der er en følelsesmæssig forskel på ens biologiske forældre og så en anden voksen. Den forskel kan ikke lige italesættes, men at indgå i et forhold, hvor ens nye kæreste har børn, forpligter. Du kan forsøge at bilde dig selv ind, at det er kæresten, du har valgt, men har din kæreste børn, har du også valgt dem. Om du vil det eller ej.

Det er aldrig børns ansvar at få familien til at fungere, det er altid de voksnes valg og ansvar. Det er med sammenbragte familier ofte sådan, at det bliver børnene, der med deres problematiske adfærd og mistrivsel viser den manglende afstemning af forventninger og det lederskab, vi voksne ikke tager ansvaret for. Du kan som kompetent voksen gøre en forskel.

Hvor går det galt?

Når det ofte går galt med at bringe forliste kernefamilier sammen i nye konstellationer, skyldes det et væld af komplicerede årsager, som det selv for professionelle kan være svært at finde hoved og hale i. Men grundlæggende og lidt forenklet kan man sige, at det handler om fire overordnede ting.

1. Ingen velvillighed og lyst til samarbejde overhovedet

Stedbarnet har fra begyndelsen modstand over for sin forælders nye kæreste. Det kan være en helt naturlig reaktion, i misforstået solidaritet med den anden forælder, der enten er blevet forladt eller er ked af det. Det er synd for far, at mor har fundet en ny kæreste. Det er som regel noget, der går over med tiden, men som kan være voldsomt frustrerende at skulle håndtere, når man er nyforelsket. For nogle relationer fortsætter denne ikkevillighed og ikkelyst til samarbejde og kan udvikle sig til et helvede for alle parter.

2. Tab af velvillighed

Nogle nye relationer begynder i bedste samarbejdsstil, hvor både den nye stedfar eller -mor viser stor velvillighed og rummelighed over for stedbarnet og virkelig gerne vil have den nye relation til at fungere. Man rummer ting, man ikke troede var muligt at rumme. Det er også her, hvor stedbarnet viser, at det gerne vil samarbejde og have det bedste ud af situationen. Barnet er imødekommende, nysgerrig, samarbejdsvillig og vil virkelig gerne have, at det skal fungere. Men med tiden, når hverdagen melder sig, kan det være svært at skjule, endsige give udtryk for sin irritation og frustration over den andens væremåde. Rummeligheden over for den andens vaner, mønstre og måder at gøre eller ikke gøre tingene på forsvinder, og der opstår konflikter, der får lov til at køre for længe, så de låses fast. Alle parter bliver stædige, ser kun sagen fra deres egen side og bliver blinde for den andens behov og ønsker.

3. Man forsøger at overtage en mor- eller farrolle

Det er desværre klassisk, men ikke desto mindre katastrofalt. Man kan og skal aldrig forsøge at overtage rollen fra den rigtige far eller mor. Uanset hvor åndssvag eller direkte ubehagelig man måtte synes, stedbarnets rigtige far eller mor er, er og bliver det barnets rigtige far eller mor. Og undskyld ... men det er en lille smule selvhøjtideligt og arrogant at tro, at man kan overtage den rolle fra en, der allerede har den. Det kan godt være, at en stedmor eller -far objektivt set gør det bedste for barnet, men i barnets bevidsthed er der ingen tvivl. Man elsker sin mor og far højest. Og tabet af en mor eller far kan aldrig erstattes af en anden, om end det kan være et vigtigt og livgivende plaster på såret.

4. Relationen mellem stedbarnet og stedforældrene udvikler sig til en købmandshandel

Der må aldrig gå købmandsbutik i en relation, hvis den skal være sund. Og da slet ikke i en voksen/barn-relation. At børn gør det, skyldes umodenhed, men den umodenhed må den voksne ikke udvise. Mange stedforældre leger købmænd, når de mener, at de har gjort dit eller dat for stedbarnet, og det nu må give igen.

»Jeg er sød ved dig, så du skal også være sød ved mig.«

»Jeg ofrer mig for dit, så skal du ofre dig for dat.« At give igen af samme skuffe som voksen er umodent og resulterer i en langsom eliminering af den kærlighed, stedbarnet har brug for, at stedforælderen udviser.

Hvis du vil undgå, at det skal gå galt for dig som kommende stedforælder, følger her nogle råd, du kan arbejde med.

• Se verden fra stedbarnets perspektiv.

At finde ind til barnets bedste kræver viden om børn, vilje til at lade barnets stemme komme til udtryk – og ikke mindst evnen til at tæmme sine egne idéer om, hvad der er bedst for barnet. At forstå dit stedbarn er kongevejen til en god relation til det. Forståelse i denne sammenhæng handler om indlevelse, medfølelse, nærvær, nysgerrighed og oprigtig medleven. Hvis du ikke har en sådan forståelse, bliver relationen overfladisk, udvendig eller i bedste fald en kunstig og konstrueret relation. At forstå et stedbarn handler om at kunne se tingene fra deres perspektiv. Det er ikke nok, at du bare kan huske følelser og stemninger, fra dengang du selv var lille. Det kan du faktisk slet ikke bruge til noget. Det handler mere om, at du får fat i dit stedbarns egne subjektive udsagn om, hvad de mener og oplever, at du retter din opmærksomhed mod og øger forståelsen af dit stedbarns oplevelser, erfaringer og handlinger i deres verden. Det er klart, at du vil blande din egen opfattelse af børn med i den tolkning, du når frem til ved dit stedbarns adfærd, handlinger og udsagn. Det er uundgåeligt. Vi ser jo ofte tingene fra et ydre perspektiv, men i denne forbindelse er det vigtigt også at se det fra barnets perspektiv. Et indre børneperspektiv. Det betyder, at du skal lære at evne at se barnet indefra og dig selv udefra. Se verden gennem barnets øjne. Vid, at du lever i én verden, og dit stedbarn i en anden. Se, hvad du gør ved barnet, og lad være med at tro, hvad du gør ved barnet. Børn passer sjældent ind i teoretiske modeller. Heldigvis. Hvis du ser barnet blive skræmt, bliver det skræmt, og så stopper du det, som du har gang i! Hvis du vil prøve at forstå, hvad der er gang i, skal du forsøge at se ud af barnets skræmte øjne og se, hvad du gør ved barnet. Selvom teorien siger noget andet, eller barnets alder indikerer en anden reaktion, er det barnets reelle reaktion, du skal forholde dig til. Selvom du er en sød og opmærksom stedfar, må du anerkende, at du af barnet kan opleves som en trussel.

• Du har et navn, brug det.

Lad være med at kalde dig, stedmor/stedfar, papmor/papfar, bonusmor/bonusfar, fusions- eller sideforældre. Du er ikke nogen former for mor eller far. Sådan en kan man kun have en af. Du er fars eller mors kæreste eller kone, så brug som udgangspunkt dit navn. Jeg ved godt, at vi ikke har en brugbar terminologi for den rolle, man udfylder som barnets fars kæreste. Vi har næsten kun arketypiske billeder fra eventyrets verden, hvor den onde stedmor eller den kolde og ikketilstedeværende stedfar dukker op, og i eventyrene er den slags meget sjældent gode.

Selvom din kærestes barns rigtige mor eller far er død, skal du ikke forsøge at erstatte det tab. Det kan du ikke. I barnets verden vil der altid kun eksistere én rigtig far og én rigtig mor. Hvorfor tror du ellers, at rigtig mange adoptivbørn, ofte til deres adoptivforældres store fortrydelse, ønsker at se deres biologiske mor og far, når de bliver unge? Når vi godt vil bruge begreber som stedfar eller bonusmor, er det, fordi vi gerne vil fastholde illusionen om den harmoniske kernefamilie. Lad være med det, og anerkend, at I er en anden type familie.

• Drop forventningen om en gensidig kærlig relation.

Ting tager tid. Og når det gælder at vinde børns hjerter, kan det tage meget lang tid og for nogen aldrig lykkes. Om det er naturligt eller ej, er knap så afgørende. De fleste har erfaret, at der ikke er nogen genveje til børns hjerter. Guldet ligger i tiden. Kærlighed i en relation er noget, der udvikler sig og vokser, og den kan ikke forceres. Lad være med at have forventninger til, at din kærlighed og opmærksomhed mod barnet bliver belønnet. Det er vigtigt at vise respekt og kærlighed for barnet, selvom det ikke bliver gengældt. Det er helt vildt hårdt og kan være meget frustrerende, men jeg forsøger hele tiden i forhold til mine egne stedbørn ikke at have forventninger til, hvad vores relation skal udvikle sig til. Jeg er kæreste med moren, ikke med børnene, og de ikke med mig. Jeg er ikke en erstatning for noget som helst, og jeg skal ikke konkurrere med deres far. Jeg skal gøre vores relation tålelig, udvise respekt, være imødekommende, når de henvender sig, og ellers blande mig udenom.

• Det er dig som den voksne, der skal tage det fulde ansvar for relationen til stedbarnet.

Det gælder både, når det går godt, og i særdeleshed, når det går skidt. Når der er tale om et biologisk forhold, vil barnet som udgangspunkt være bange for at miste og er derfor meget samarbejdsvillig. Det gør sig ikke gældende på samme måde for det ikke-biologiske barn. Det vil da måske ligefrem gerne slippe af med dig og modarbejder i stedet for at samarbejde. Så husk: Det er den voksne, der skal tilpasse den nye situation og ikke barnet.

• Du skal være rummelig ud over det sædvanlige.

Tag ikke ting personligt. Selvom dit stedbarn er helt urimelig, kalder dig de mest forfærdelige ting, eller måske ligefrem hader dig. Det handler ikke om dig, det handler om din rolle. Det er nemmere at modtage kritik eller feedback, hvis det går på rollen frem for personligheden. Sig helt konkret til dig selv, at du ikke må tage det personligt, hvis barnet siger ting som »du er ikke min mor,« for nej, det er rigtigt nok, du er ikke barnets mor, og derfor er der ikke grund til at tage det personligt. »Du er dum.« Nej, du er ikke dum, men dit stedbarn synes måske, du er dum, og det er okay, at han eller hun synes det.

• Retfærdighed

Vær opmærksom på, at børn og unges retfærdighedssans kan være meget konkret og ikke nødvendigvis rimelig. Der vil blive målt og vejet i forhold til udelt opmærksomhed, anerkendelse, gaver, økonomisk bistand osv. Forsøg så vidt muligt at nå til enighed om, at I giver jeres børn for det samme beløb i julegave. At anerkendelse og ros bliver fordelt, så alle føler sig elsket og set. Lad for guds skyld være med at tro, at det største barn skal være den bedste til at være forstående.

• Fokuser på løsninger i stedet for at eskalere problemet.

Tænk i løsninger: Vi har et problem, hvordan får vi det løst? Jeg anbefaler, at man snakker med nogen om det. Selvfølgelig med sin partner, barnets mor eller far, men også med en professionel, veninder eller andre i samme situation. Det kan åbne øjnene for, at problemet formodentlig ikke handler om barnet, men om kommunikationen. Vær dog særdeles opmærksom på, at mange af de problemer, der opstår i en relation, i virkeligheden ikke er problemer, men kan være dilemmaer – dem løser man ikke, dem lærer man at rumme og leve med. Som stedfar er det ikke et problem, at stedbarnet elsker sin biologiske far højere end dig, det er et dilemma. Lev med det. Det er ikke et problem, at man opdrager eller rummer børns adfærd forskelligt, det er et dilemma. Lev med det. Det er ikke et problem, at stedbarnet betror sig til sine biologiske forældre og ikke sin stedforælder, det er et dilemma. Lev med det.

• Vær ægte og oprigtig.

Det er vigtigt, at man er fuldstændig autentisk. Sig og gør kun det, du kan stå inde for. Børn kan mærke, hvis man ikke er ægte. Det kan være super svært at sige til et barn, at man har glædet sig til, at det skal komme, hvis det ikke er sandt. I stedet kan man sige, at det er længe siden, man har set hinanden. Man skal strække sig langt, men ikke længere, end godt er, og det handler om at vælge sine ord og sine handlinger med omhu. Sæt grænser, og anerkend, hvis der er noget, du ikke har lyst til. Mange er blevet grænseforskrækkede, og derfor er der mange, der knækker halsen på både deres egne og omgivelsernes forventninger. Sig fra. Men husk, at du aldrig skal sige eller udtrykke hele sandheden over for dit stedbarn om, hvad du føler eller tænker om det, men at du altid skal være 100% ærlig over for dig selv.

• Du er rollemodel. Udfyld den.

Du har som stedfar eller -mor en vigtig rolle. Ikke en mor- eller farrolle (erstatning), men en vigtig voksenrolle. Du kan ende med at være den, som barnet viser sig at tilbringe mest tid sammen med. På den måde kan du blive en klog og god voksenven for barnet. Du må endelig ikke trække dig og underkende din betydning. Har du først sagt ja til at flytte sammen med et menneske, der har børn, må du påtage dig den betydning, du får. Selvom du ikke bliver en erstatning for stedbarnets forældre, er der andre vigtige roller, du uundgåeligt vil få. Mange af dem, jeg har interviewet, har fået indsigter fra deres forældres kærester, som de ikke ville have fået ellers. De har fået hjælp i skolen eller i andre sammenhænge, fordi deres forældres kærester havde evner eller kompetencer, der ellers ikke var der. De kan være gode til at sætte lamper og reoler op eller skaffe arbejde eller praktikpladser. Der er altid en eller flere roller, man som stedforælder kan udfylde og må påtage sig.

• Vær sød. Skidehamrende sød.

Virkelig. Der er jo heller ingen grænser for alt det gode, du gerne vil gøre for din nye kæreste. Der anstrenger man sig og viser det ypperste af ens godhed og velvillighed. Man er med og frisk på den nye kærestes idéer, man er galant og ikke fedtet med superlativer, der skal få ens nye kæreste til at føle sig som verdens vigtigste person. Børn kan faktisk også godt lide at føle sig som verdens vigtigste person.