Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
’Sommeren 1960’ er historien om vilje og fremtid i et Danmark i hastig forandring.
Du får også et boguddrag fra:
- ’Hormonel harmoni’ af Caroline Fibæk og Stine Fürst
- 'Bundfald' af Mikael Lindholm og Lisbeth Zorning
- 'Nat i april' af Caroline Livingstone
- 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
- 'Steven Gerrard. Min historie'
- 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
- 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
- Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
- ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
- ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
- ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
- 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
- ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
- ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
- 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
- ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
- ’Guldalderen’ af Søren Paaske
- 'Sort land' af Ahmad Mahmoud
- 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
- 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
- ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
- ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
- ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
- 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
- ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
- Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
- ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
- 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
- ’Blitz’ af Agnete Friis
- ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
- ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
- 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Sommeren 1960' af Hans Mortensen
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
’Sommeren 1960’ er historien om vilje og fremtid i et Danmark i hastig forandring.
KØB BOGEN HER: 'SOMMEREN 1960' AF HANS MORTENSEN
Finale
Arne Sørensen holder sit sidste taktikmøde under De Olympiske Lege. Det er lørdag den 10. september. Det er sidste dag. Sidste kamp. Den olympiske finale mod Jugoslavien.
Spillerne er samlet på det værelse, hvor aarhusianerne Hans Christian Nielsen, Henry From og Poul Pedersen bor. De har allerede en medalje, mindst sølv, og den kendsgerning bekymrer Sørensen. Kan han sætte sine spillere op, eller er de mætte?
Flere af spillerne går stadig og småskranter. Der er også dem, der mentalt er udslidte. Den lange turnering, lejrlivet og ikke mindst fysikkens og viljens kraftpræstation mod Ungarn har kostet. Er der overhovedet mere i et hold, der allerede inden kampen fløjtes i gang, har nået mere, end noget dansk landshold tidligere har præsteret? Sørensen har ingen taktiske ændringer.
Det hele ligger fast, og holdet er som mod Ungarn: Henry From, Poul »Løve« Andersen, Hans Christian Nielsen, Poul Jensen, Bent Hansen, Flemming Nielsen, Poul Pedersen, Tommy Troelsen, Harald Nielsen, Henning Enoksen, Jørn Sørensen.
Det, der bekymrer træneren, er indstillingen.
– Lad nu være med at lade jer lulle i søvn af den kendsgerning, at I er sikre på sølv. I har en chance for guld. Jeg ved godt, at jugoslaverne havde en meget dårlig og uheldig dag, da jeg så dem i Napoli mod Italien. Men det har de måske igen i dag. Spil ligesom mod Ungarn, så vinder I, lyder hans sidste opsang.
Så går spillerne tilbage til deres værelser og klæder om. De andre gange har de taget kamptøjet på, inden de kørte til stadion, men i dag bliver det olympiadeuniformen. Den, der blev syet til dem inden afrejsen. Grunden til den ændring er, at de skal ud og feste efter finalen.
Måske skal netop denne lille forandring i rutinen vise sig mere symbolsk, end den lige nu tager sig ud. Inde i de elleve hoveder er fejringen af de olympiske medaljer allerede i gang. Det mentale fokus er ikke på kampen, men på efter kampen. Der er også en farlig følelse af usårlighed – netop det, der bekymrer træneren.
Det her hold har været på hælene så mange gange i den turnering, og det har vundet alligevel. Der er ikke rigtig en tro på, at det kan gå galt. Det er guldet, de fejrer inden i hovedet, mens de trækker i uniformen.
De får det samme omklædningsrum på Flaminio Stadion som i semifinalen. De varmer op, som de plejer. De marcherer ind til den officielle hilseceremoni, som de plejer. Nu begynder de sidste halvfems minutters fodbold i Rom. I dag er der 30.000 tilskuere på stadion. Italienske Lo Bello fløjter kampen i gang.
Der er spillet to minutter – kun to minutter – da det sker. Jugoslavernes stjerneangriber, Milan Galić, har bolden et stykke fra det danske felt. Flemming Nielsen går baglæns, som han skal, klar til at tackle, når Galić er på skudafstand. Men Galić har luret hensigten, og i det øjeblik, Flemming går frem for at tackle, skyder han. Rent, stenhårdt lige mod øverste målhjørne.
Det sker lige i det øjeblik, hvor Flemming Nielsen dækker Henry Froms udsyn. From ser skuddet for sent, han kaster sig instinktivt mod målhjørnet, men det sker lige en brøkdel af et sekund for sent. Jugoslavien fører 1-0 efter to sølle minutter.
Arne Sørensen er rystet. Han har dårligt nok fået sat sig på
bænken. Han har set From klare den slags skud masser af gange.
Det kan ikke passe, men det gør det.
Henry From er usikker for første gang i turneringen. Han samler bolden ud af målet og sparker den op mod midten. Hvad skete der lige her? Den skulle han jo have haft.
Der er sket det, at jugoslaverne har læst på lektien. For nok er Henry From turneringens bedste målmand, men har han overhovedet en svaghed, så er det netop langskud. Det har de set, og det vil de udnytte.
Derudover har de studeret den danske spillestil fra semifinalen, og de ved, at danskerne ikke må komme i gang med kombinationerne. Derfor markerer de tæt på hver dansk spiller, lader dem ikke få ro til at tænke sig om eller komme i gang med småspillet. Danskerne bliver så at sige ramt af deres egne midler.
Massiv holdindsats og fight over hele banen. Det er ubehageligt, og der er ikke ro til noget.
Endelig begynder den usikkerhed, der ramte From ved målet, at brede sig. Vi kunne jo ikke tabe i Rom! Hvad er nu det her? Det var vores finale. Vores guld! Afleveringerne ligger dårligt, spillerne laver nervøse og uoverlagte ting. Jugoslaverne har overtaget. Det er dem, der skaber de lækre kombinationer, som danskerne løber rundt i.
– Sla-vi-aaa, Sla-vi-aaa, lyder det fra det hjørne, hvor deres tilskuere er forsamlede. Danskerne på stadion er tavse. De italienske tilskuere afventende.
Tommy Troelsen forsøger at løse knuden op. Han får spillet et par gode afl everinger til Harald Nielsen, men heller ikke han er den gamle Harald med den skyhøje selvtillid. Han får ikke noget ud af det.
Bent Hansen lægger en af sine præcise afleveringer. Helt fladt og for fødderne af Harald, der er rykket fri af centerhalfen, som han skal. Men trækket bliver lidt for langt ind i feltet. Harald har ikke set, at den jugoslaviske målmand allerede er på vej ud, og det bliver ham, der når bolden først og sparker den langt væk fra farezonen.
Med 1-1 havde alt presset været væk, men det var kun tæt på.
Henning Enoksen er fri til skud, men skyder lige på målmanden.
Der er ikke noget, der lykkes. Spillet er usikkert og febrilsk, og spillerne taber deres positioner.
Tolv minutter spillet. Željko Matuš kommer fri til skud på kanten af det danske felt. Han banker bolden mod det øverste målhjørne. Det modsatte af det, hvor Galić scorede ti minutter tidligere. Skuddet er hårdt og præcist, og From har ikke en chance for at nå bolden. Det står 0-2, og der er bare spillet tolv minutter. Det begynder at ligne en regulær katastrofe.
Kort efter lykkes det igen danskerne at få et af de få angreb spillet helt igennem. Bolden rammer en jugoslav på hånden inde i feltet. Danskerne råber på straffe, men Lo Bello giver kun hjørne.
Så scorer jugoslaverne igen. Højre wing slipper igennem og lægger bolden ind over. From går ud for at møde bolden, men misser. Det samme gør Milan Galić, der har kastet sig frem, men en af Galićs holdkammerater når den og sparker i mål.
Lo Bello fl øjter, men for offside. Han mener, at Galić havde indfl ydelse på spillet, selv om han ikke ramte bolden. Jugoslaverne protesterer vildt og inderligt, og Galić hvæser noget meget grimt på sit modersmål, som Lo Bello, desværre for Galić, forstår.
Lo Bello giver Galić ordre til at forlade banen.
Jugoslaverne raser. De truer med at forlade banen. Men det kan de bare gøre, siger dommeren iskoldt. Det er deres egen beslutning. Han ændrer ikke sin.
Elleve mod ti får danskerne lidt overtag i de sidste minutter inden pausen, men i omklædningsrummet er de modløse og hænger med hovedet. Arne Sørensen forsøger at give dem nyt mod, men han kan mærke, at de ikke er der i dag.
Det er jugoslaverne. De har tre olympiske sølvmedaljer allerede. Nu vil de have guld, og de slås som vilde for det. De begynder at spille henholdende. Kører bolden rundt på deres egen banehalvdel.
De danske spillere farer rundt for at erobre den, men det her er ikke deres spil. Her har de ikke de rigtige midler. Det lykkes ikke på noget tidspunkt at få initiativet i kampen.
Anfører Borivoje Kostić lukker kampen endegyldigt med tyve minutter igen, da han snyder både Poul »Løve« og Poul Jensen, inden han præcist og hårdt sparker forbi From. 0-3.
I det allersidste minut af kampen er der endelig noget, der lykkes. Flemming Nielsen scorer langt udefra på et præcist og hårdt langskud. Men det er alt for sent.
Vi taber finalen 1-3. Der blev ingen guldmedaljer til Sørensens spillere.
Medaljen og dens bagside.
Danmarks repræsentant i Den Internationale Olympiske Komité, hofjægermester Ivar Vind, hænger sølvmedaljen om halsen på landsholdets anfører, Poul Jensen.
Ude på sidelinjen står Arne Sørensen med en klump i halsen.
Mens fi nalen blev spillet, var han skuffet, det kørte ikke for hans spillere. Han var rasende, havde lyst til at råbe, skrige og skælde ud. Men idet Ivar Vind overrækker den første medalje, melder erkendelsen og eftertanken sig:
– For en måned siden ville du give alt, hvad du ejer, for at få en bronzemedalje, og nu får vi sølv.
Perspektivet forvandler skuffelsen til umådelig stolthed. En sølvmedalje havde han ikke i sin vildeste fantasi turdet håbe på, da han for nogle måneder siden stod på de frosne baner og øvede indersidespark med en fl ok utrænede landsholdsspillere.
Det har været en lang vej til Rom. Undervejs har Sørensen måske haft sine drømme om, hvordan det ville være at stå her og se sine »kæmper«, som han kalder dem, få en olympisk
medalje. Men han har skudt drømmene væk som urealistiske fantasterier.
Efter Poul Jensen er det Henry From, så Flemming Nielsen og Hans Christian Nielsen. Der er kun medaljer til de elleve, der har spillet finalen. Sådan er reglerne.
Den næste er Henning Enoksen, så Poul Pedersen. Og nu Harald Nielsen, den attenårige dreng fra Frederikshavn, som Arne Sørensen trods alle skeptikeres kritik og snak har forvandlet til en stjerne. Efter Harald er det Jørn Sørensen. Så Arne Sørensens værelseskammerat Poul »Løve« Andersen, der har været så meget igennem den seneste uge.
Efter »Løven« er det Tommy Troelsen, der kom ind fra reservebænken og løftede det danske spil fra fight til poleret fodbold.
Til slut Bent Hansen, den ultimative holdspiller – altid klar til at løbe de ekstra meter for fællesskabets skyld.
Arne Sørensen ser Poul Jensen træde op på den olympiske sejrsskammel og give hånd til Jugoslaviens anfører, Kostić, der allerede står der med sin guldmedalje. Så skal guldfavoritterne fra Ungarn have deres bronzemedaljer. Og endelig kan Sørensen og spillerne se Dannebrog folde sig ud på den anden mast ved Flaminio Stadions nordlige kurve.
I omklædningsrummet er stemningen stadig trykket. De har jo tabt guldmedaljerne. Den skuffelse, som Arne Sørensen rystede af sig under medaljeceremonien, sidder stadig i spillerne.
Flemming Nielsen sidder faktisk endda og ser sur ud.
Arne Sørensen går hen til ham, kigger på medaljen og siger:
– Hvor har du købt den?
– Købt! råber Flemming forarget. Den medalje har han kæmpet og slidt for i måneder. Så forstår han, hvad træneren mener.
– Du har ret, siger han og er pludselig glad og stolt over sin sølvmedalje.
Så kommer journalisterne og DBU-folkene ind. Bagefter er der ingen, der kan huske, hvem der siger det. I hvert fald bliver det tillagt flere. Men en eller anden råber:
– Hvad fanden hænger I med hovedet for. I har jo vundet olympisk sølv!
Så kommer de obligatoriske guldøl fra Carlsberg, der står for alle leverancer til den olympiske by, og spillerne begynder at skifte skuffelsen ud med den stolthed, deres træner allerede har følt i et stykke tid. De har trodset alle forudsigelser og vundet en medalje.
Ikke af pap, som en munter DBU-mand spåede, men af sølv.
Tommy Troelsen sidder med sin sølvmedalje i hånden og tænker på, at det ikke er ret lang tid siden, han spillede på Vejles andethold i Jyllandsserien, uden nogen udsigt til overhovedet at komme til Rom. Han tænker på, at det i dag, den 10. september, på dato er tre år siden, han som fortvivlet ynglingespiller mødte
op til træning med Vejles lilleputter, efter at professor Thomasen på Ortopædisk Hospital i Aarhus havde dømt hans knæ uegnet til fodbold.
Henning Enoksen, der blev sat af og vendte tilbage med en scoring mod Ungarn, sidder med sin medalje.
– Nu skal vi da med til VM, siger han og ved ikke, hvor voldsomt han tager fejl. De, der bestemmer i DBU, forsøger stadig at stoppe tidens flod.
Harald Nielsen sidder med sin medalje. Som den eneste turde han sige, at han troede på en medalje – af guld, endda. Nu har han én af sølv. Han fik alligevel mere ret end alle realisterne og pessimisterne. Og han ramte lige så godt som Knud Lundberg,
der spåede bronze.
Ud over at sidde med en medalje er han vokset til en stjerne.
Han har spillet tretten landskampe og scoret femten mål. Ingen ved, at han har scoret sit sidste mål og spillet sin næstsidste kamp for det danske landshold. Måske ved han det på en måde selv, for han er ikke færdig med at drømme stort. Han vil være professionel, og med fem olympiske mål skulle mulighederne være til stede. Det er kun et spørgsmål om tid, inden en repræsentant fra en storklub melder sig med en kontrakt, tænker han.
Der skal gå nogle måneder endnu. De italienske klubber har lagt mærke til den unge dansker, men lige nu er de ramt af et midlertidigt importforbud for udenlandske spillere. Først til nytår ventes det ophævet, og så er vejen banet for Guld Harald med sølvmedaljen.
Spillerne trækker i olympiadeuniformerne, som skræddere derhjemme har syet til dem. For de flestes vedkommende dog uden de hvide sko.
Det er »forlystelsesfronten« Hans Christian Nielsen, Poul Pedersen, Henry From og Erik Hyldstrup, der har arrangeret festen.
Restauranten ligger ved Borgheseparken og hedder Casina Delle Rose. Der er udendørsservering og udendørs dansegulv. Arne Sørensens og Flemming Nielsens hustruer er kommet til Rom.
De to ægtepar er de første på dansegulvet. Så stopper musikken, og kapelmesteren siger et eller andet på italiensk og fremkalder et bifald. Arne Sørensen er den eneste, der fanger meningen.
– Det er jer, de klapper ad, siger han. Spillerne vinker tilbage.
De slutter med champagne. I aften er DBU-folkene store i slaget.
Næste dag pakker de sammen. Det hele er forbi. I næsten et år har de levet og trænet som professionelle.
Nu bliver det almindelig hverdag med arbejde og træning i klubberne. Det sidste, de gør, er at lave et bål med de hvide uniformssko. Ingen har noget ønske om at gemme på dem, og alle har været i byen efter nye italienske sko.
Så holder de en lille reception, hvor de drikker tolv flasker champagne, som den danske ambassadør i Rom, Holger Beck, har sendt. Derefter kører de til lufthavnen for at flyve hjem med mellemlanding i Zürich. Ankomst København tidligt næste morgen.
I Kastrup er der tåge, så flyet kredser i en halv time over lufthavnen, mens piloten overvejer, om han skal lande eller flyve til en anden lufthavn. Heldigvis letter tågen. Der er busser og SAS’ hornorkester til at tage imod. Det er et triumftog hele vejen ind til byen. Fremad Amagers drengeafdeling står i den tidlige morgen klar i klubdragter og med blomster langs Englandsvej.
I Politikens Hus er der modtagelse arrangeret af Ekstra Bladet.
Arne Sørensen og spillerne må ud på balkonen og vinke til en fyldt Rådhusplads. Så er det hjemad til hverdagen og familien.
En træner og en flok spillere, der turde drømme stort og gjorde krav på at være en del af tiden.
Det sidste, de siger til hinanden, er: – På gensyn om fire år i Tokyo.
Opløsning
De får ikke lov. Arne Sørensen vil fortsætte med træningssamlinger, bygge videre på det, han har opnået. Men DBU siger nej.
Det var en engangsforeteelse. Danmark spiller amatørfodbold, og spillerne skal ikke træne som professionelle. Arne Sørensen får ikke længere mulighed for at samle landsholdet til fællestræning.
Fodbolden er overalt i verden i en rivende udvikling, nye spilsystemer, nye træningsmetoder. Det er forandringens tid.
Den, som ikke vil være en del af tiden, må finde sig i at være det alligevel. DBU-toppen kæmper stædigt imod. Generalsekretær Erik Hyldstrup skriver en klumme i Fodbold-Jul om de danske ambitioner, eller rettere mangel på samme.
Da landsholdet strålede mod de brasilianske verdensmestre i Idrætsparken, sagde modstandernes træner, at han glædede sig til at møde Danmark ved det næste VM i Chile. I omklædningsrummet på Flaminio Stadion efter overrækkelsen af sølvmedaljerne udtrykte også Henning Enoksen håbet om VM-deltagelse. Men Danmark skal ikke med, fortæller generalsekretæren.
DBU tilmeldte sig ganske vist det sidste VM, men det var mest af hensyn til arrangørerne, Sverige. Man havde jo aldrig regnet med, at holdet kunne kvalificere sig, hvilket så heller ikke skete. Den velkendte selvopfyldende profeti om fiasko.
