Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Dagbogen fra Guantanamo'. Du får også en tidslinje over forløbet, fra da Mohamedou bliver tilbageholdt af de mauretanske myndigheder, til hans ophold i isolationscelle i Guantanamo, samt fakta over bogens tilblivelse.
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
KØB BOGEN HER: ’DAGBOGEN FRA GUANTANAMO'
JORDAN – AFGHANISTAN – GTMO JULI 2002 – FEBRUAR 2003
Det amerikanske hold tager over … Ankomst til Bagram …
Fra Bagram til GTMO … GTMO, det nye hjem …
Én dag i Paradis, den næste i Helvede ___________, __ juli 2002, klokken 22
Musikken var blevet slukket. Vagternes samtaler fortonede sig.
Lastbilen tømtes.
Jeg følte mig alene i ligvognen.
Ventetiden blev ikke lang. Snart fornemmede jeg, at der var nogle nye folk til stede, et tavst hold. Jeg mindes ikke, at der blev ytret et eneste ord under den efterfølgende overdragelse.
En person var i færd med at fjerne lænkerne om mine håndled.
Han frigjorde den ene hånd, og en anden fyr greb den hånd og bøjede den, mens en tredje gav mig nogle nye lænker på, strammere og tungere. Nu var mine hænder lænket foran mig.
En eller anden begyndte at flå tøjet af mig ved hjælp af en saks eller noget i den stil. Hvad fanden foregår der? tænkte jeg. Jeg begyndte at blive urolig for denne tur, som jeg hverken havde ønsket eller taget initiativ til. Alting blev besluttet for mig af andre mennesker; jeg havde alle mulige ting at bekymre mig om, men at træffe beslutninger var ikke en af dem. Mange forskellige tanker strøg gennem hovedet på mig. De mest optimistiske lød sådan her: Du er måske nok havnet i amerikanernes varetægt, men bare rolig, de ønsker ikke andet end at få dig hjem igen, og at gøre det i al hemmelighed. De pessimistiske lød sådan her: Du har dummet dig! Amerikanerne har fået hægtet et eller andet lort på dig, og nu tager de dig med til et amerikansk fængsel, hvor du skal sidde resten af livet.
Jeg blev klædt af, til jeg var nøgen. Det var ydmygende, men bindet for mine øjne skånede mig i det mindste for det væmmelige syn af min nøgne krop. Den eneste bøn, jeg kunne komme i tanke om under hele forløbet, var krisebønnen, Ya hayyu! Ya kayyum!¸ så den mumlede jeg konstant for mig selv. Hver gang jeg havnede i den slags situationer, glemte jeg alle mine bønner på nær krisebønnen, som jeg havde lært i bøger om profetens liv og levned, fred være med ham.
En person fra holdet viklede en ble om mine kønsdele. Først da var jeg stensikker på, at flyet var på vej til USA. Nu begyndte jeg at overbevise mig selv om, at det hele nok skulle gå. Det eneste, jeg frygtede, var, at min familie skulle se mig på tv i så nedværdigende en situation. Jeg var så tynd. Jeg har altid været tynd, men aldrig så tynd: Mit civile tøj var begyndt at sidde så løst på mig, at jeg lignede en lille kat i en stor pose.
Da de havde iklædt mig det tøj, de havde skræddersyet til mig, fjernede en eller anden fyr kortvarigt bindet for mine øjne. Jeg kunne ikke se så meget, for han rettede en lommelygte ind i øjnene på mig. Han var klædt i en sort uniform fra top til tå. Han åbnede sin mund og stak tungen ud og gjorde derefter tegn til mig om at gøre det samme – en slags ’ahh-test’, som jeg tog uden at gøre modstand. Jeg så lidt af hans meget blege arm med dens blonde hår, hvilket cementerede min teori om, at jeg var i Uncle Sams hænder.
Bindet for mine øjne blev skubbet ned. Under hele processen kunne jeg høre larmende flymotorer; jeg føler mig ret sikker på, at der var fly, der lettede og landede omkring os. Jeg kunne mærke, at mit ’specialfly’ nærmede sig, eller at lastbilen nærmede sig flyet, jeg husker det ikke længere. Men jeg husker, at der ikke var noget mellemrum mellem lastbilen og flytrappen, da eskortevagterne greb fat i mig og trak mig ud af lastbilen. Jeg var så udmattet, syg og træt, at jeg ikke kunne gå, så vagterne var nødt til at slæbe mig op ad trapperne som et lig.
Inde i flyet var der meget koldt. Jeg blev lagt ned på en sofa, og vagterne lænkede mig fast, sandsynligvis til gulvet. Jeg mærkede et tæppe blive lagt hen over mig; selv om det var meget tyndt, gav det mig lidt trøst.
Jeg slappede af og overgav mig til mine drømme. Jeg tænkte på forskellige af mine familiemedlemmer, som jeg aldrig ville få at se igen. Hvor ville de blive kede af det! Jeg græd lydløst og uden tårer; af en eller anden grund havde jeg opbrugt alle mine tårer i starten af ekspeditionen, der havde været som en overgang mellem livet og døden. Gid jeg havde opført mig bedre over for folk, tænkte jeg. Gid jeg havde opført mig bedre over for min familie. Jeg fortrød hver eneste fejltagelse, jeg havde begået i mit liv, over for Gud, over for min familie, over for alle!
Jeg tænkte på livet i et amerikansk fængsel. Jeg tænkte på de dokumentarfilm, jeg havde set om deres fængsler, og på den hårde behandling de gav deres fanger. Jeg tog mig selv i at ønske, at jeg var blind eller havde et eller andet handicap, så de ville give mig en enecelle eller i et eller andet omfang behandle mig humant og beskytte mig. Hvordan bliver den første høring hos dommeren? tænkte jeg. Har jeg en chance for at få en forsvarlig rettergang i et land, der er så fuldt af had mod muslimer? Er jeg mon i virkeligheden allerede dømt, før jeg overhovedet har fået mulighed for at forsvare mig selv? Jeg druknede i disse smertefulde drømme under varmen fra tæppet. Fra tid til anden mærkede jeg tissetrangen stikke. Bleen fungerede ikke for mig: Jeg kunne ikke overtale min hjerne til at give min blære grønt lys. Jo mere jeg prøvede, des mere urokkelig blev min hjerne. Vagten ved siden af mig blev ved med at fylde hætten fra en vandflaske op med vand og hælde det i munden på mig, hvilket forværrede min situation. Der var ingen vej udenom, jeg måtte sluge det eller kløjs i det. Jeg havde ondt i hele kroppen af at ligge på den ene side, men alle mine forsøg på at ændre position blev forpurret af en stærk hånd, som blev ved med at skubbe mig tilbage i den samme position.
Jeg kunne se, at flyet var stort, hvilket jeg først tog som et tegn på, at turen gik direkte til USA. Men efter godt fem timer begyndte flyet at miste højde, og kort efter ramte det blidt landingsbanen. Jeg vidste, at USA lå lidt længere væk end det. Hvor var vi? I Ramstein, Tyskland? Ja! Det måtte være Ramstein: I Ramstein ligger der en amerikansk militærlufthavn til fly, der er på gennemrejse fra Mellemøsten; så vi stoppede sikkert her for at tanke brændstof. Men så snart flyet landede, begyndte vagterne at skifte mine metallænker ud med plasticstrips, der skar mig pinefuldt i anklerne under den korte gåtur hen til en ventende helikopter. Mens jeg blev trukket ud af flyet, gav en af vagterne mig et klap på skulderen som for at sige »det skal nok gå«. Trods mine smerter gav denne lille gestus mig et håb om, at der trods alt var nogle humane folk omkring mig.
Da solen ramte mig, meldte spørgsmålet sig igen: Hvor er jeg henne? Jo, det er Tyskland. Det var juli, hvor solen står tidligt op. Men hvorfor Tyskland? Jeg havde ikke begået nogen forbrydelser i Tyskland! Hvad fanden var de ude på? På den anden side var det juridiske system i Tyskland meget bedre for mig; jeg kender procedurerne og taler sproget. Derudover er det tyske system også nogenlunde transparent, og de fælder ikke domme på to-tre hundrede år. Jeg havde ikke den store grund til bekymring: Jeg vil blive stillet over for en tysk dommer, som vil forklare mig, hvad regeringen har på mig, og så vil jeg blive placeret i et midlertidigt fængsel, indtil min sag bliver afgjort. Jeg vil ikke blive tortureret, og jeg vil ikke behøve at se på en eller anden forhørsleders onde ansigt.
Efter godt ti minutter landede helikopteren igen, og jeg blev ført om bord på en lastbil med en vagt på hver side. Chaufføren og hans sidemand talte sammen på et sprog, jeg aldrig havde hørt før. Hvad pokker er det for et sprog, de taler? tænkte jeg. Filippinsk måske?
Grunden til, at jeg kom til at tænke på Filippinerne, var, at jeg vidste, at USA havde en stor militær tilstedeværelse der. Ja, klart, de må være filippinere: Det er dem, der har konspireret med USA om at lave numre med mig. Hvilke spørgsmål ville deres dommer mon stille mig? På det her tidspunkt var jeg dog mest bare interesseret i at nå frem til bestemmelsesstedet og få lov til at tisse. Derefter kunne de gøre, hvad de ville. Lad mig nu bare nå frem! tænkte jeg. Derefter må I gerne slå mig ihjel!
Tidslinje: Mohamedou Ould Slahi
Januar 2000:
Efter at have brugt 12 år på at studere og arbejde i udlandet, primært i Tyskland og mere kortvarigt i Canada, beslutter Mohamedou Ould Slahi sig for at vende tilbage til sit hjemland, Mauretanien. Undervejs bliver han i to omgange tilbageholdt på foranledning af USA – først af det senegalesiske politi og siden af de mauretanske myndigheder – og udspurgt af amerikanske FBI-agenter omkring den planlagte bombning af Los Angeles International Airport i forbindelse med det såkaldte ’millennium-komplot’. yndighederne konkluderer, at der ikke er grund til at tro, at han har været involveret i komplottet, og løslader ham den 19. februar 2000.
2000-efteråret 2001:
Mohamedou bor med sin familie og arbejder som elektroingeniør i Nouakchott i Mauretanien.
29. september 2001:
Mohamedou bliver tilbageholdt af de mauretanske myndigheder i to uger, hvor FBI-agenter endnu en gang afhører ham om millennium-komplottet. Igen bliver han løsladt, og de mauretanske myndigheder bekræfter offentligt hans uskyld.
20. november 2001:
Det mauretanske politi kommer hjem til Mohamedou og beder ham om at følge med til yderligere afhøring. Det går han frivilligt med til og kører til politistationen i sin egen bil.
28. november 2001:
Et CIA-fly transporterer Mohamedou fra Mauretanien til et fængsel i Amman i Jordan, hvor han bliver forhørt i syv måneder af det jordanske efterretningsvæsen.
19. juli 2002:
Et andet CIA-fly henter Mohamedou i Amman; han bliver klædt af og lagt i lænker, får ble på og bind for øjnene og bliver fløjet til USA’s luftbase Bagram i Afghanistan. De begivenheder, der skildres i Dagbogen fra Guantánamo, begynder med denne scene.
4. august 2002:
Efter to ugers forhør i Bagram bliver Mohamedou og 34 andre fanger stuvet om bord på et militært transportfly og fløjet til Guantánamo. Gruppen ankommer til anlægget den 5. august 2002.
2003-2004:
Forhørsledere fra det amerikanske militær underkaster Mohamedou en ’særlig afhøringsplan’, som forsvarsminister Donald Rumsfeld ersonligt har godkendt. Torturen af Mohamedou omfatter flere måneders ekstrem isolation; en lang liste af fysiske, psykiske og seksuelle ydmygelser; dødstrusler; trusler mod hans familie; og en fingeret kidnapning og overflytning til et andet fængsel.
3. marts 2005:
Mohamedou laver sin håndskrevne begæring om en habeas corpus-stævning.*
Sommeren 2005:
Siddende i sin isolationscelle i Guantánamo frembringer Mohamedou de 466 håndskrevne sider, der bliver til denne bog.
12. juni 2008:
Med stemmerne 5-4 i sagen Boumediene vs. Bush afsiger den amerikanske højesteret kendelse om, at Guantánamo-fanger har ret til at bestride deres tilbageholdelse ved at kræve en habeas corpus-stævning.
August-december 2009:
Underretsdommer James Robertson behandler Mohamedous begæring om habeas corpus.
22. marts 2010:
Dommer Robertson imødekommer Mohamedous begæring om habeas corpus og beordrer ham løsladt.
26. marts 2010:
Obama-administrationen indgiver en ankemeddelelse.
5. november 2010:
Appeldomstolen i Washington sender Mohamedous habeas corpus-sag tilbage til underretten. Der venter den stadig på at blive behandlet.
Aktuelt:
Mohamedou befinder sig fortsat i Guantánamo, i den samme celle hvor mange af begivenhederne i denne bog har fundet sted.
