Dårligt nyt for din efterårsferie: Så dyrt bliver det at flyve
Fra september bliver det dyrere at rejse, da priserne på flybilletter stiger markant.

Hvis du overvejer at rejse udenlands til efteråret, kan du måske godt skyde en hvid pil efter det eller i hvert fald spare mere op.
Tal fra Dansk Flyprisindex, der udgives af Travelmarket.dk, afslører nu, hvor meget dyrere, det bliver at flyve.
Der, hvor prisen stiger allermest, er på de oversøiske flyvninger. Her er prisen steget i alle de store danske lufthavne, med henholdsvis 16 procent, 14 procent og 21 procent alt efter om du rejser fra København, Billund eller Aalborg.
Kunne du fristes til at tage en kortere flyvning til en europæisk destination, bør du ifølge tallene gøre det fra Billund eller Aarhus.
Her er gennemsnitspriserne på de europæiske ruter nemlig uændrede, hvorimod de er steget med 16 procent fra København og 37 procent fra Aalborg.
Den rute, hvor prisstigningen er størst, er dog mellem Billund og Dubai.
Hvis du i efterårsferien vil fra den jyske muld til Dubai for at drikke champagne og se verdens højeste bygning, skal du af med 67 procent mere end sidste år.
Grunden til de stigende priser er prisen på brændstof, siger direktør Ole Stouby fra Travelmarket:
»Den uændrede situation med krisen i Mellemøsten har betydet, at brændstofprisen fortsat er i et højt niveau. Det har særlig stor påvirkning af priserne på flybilletter til de lange flyvninger til de interkontinentale destinationer.«