Positive resultater med brug af kønsvorte-creme

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En god del af de ca. 12.000 danskere, der rammes af hudkræft, kan dermed i fremtiden undgå en smertefuld operation. Ved daglig behandling med den receptpligtige creme i ca. 14 dage skaller den kræftsyge hud af, og huden er rask igen.

Cremen, der oprindelig er udviklet til behandling af kønsvorter, har i kontrollerede forsøg vist sig også at være en effektiv behandling af de første stadier til hudkræft - blandt læger kendt som basalcellekræft - ved at stimulere kroppens immunforsvar. Det helt specielle ved cremen er, at den aktiverer kroppens eget immunsystem og derved modarbejder de mindre kræftsvulster.

Behandlingen er netop godkendt af Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering.

Flere danske læger ser positivt på de perspektiver, den nye behandlingsform, åbner - både for behandling af hudkræft, men også for andre sygdomme.

»Jeg har allerede anvendt produktet mod den hudkræfttype gennem flere år. Min erfaring er, at det er en ny og god behandlingsmulighed til forstadier til hudkræft og overfladisk hudkræft. Effekten på kroppens eget immunforsvar er en meget spændende teori, som bør udforskes mere. Den åbner interessante perspektiver for behandling af andre hudsygdomme, og det bliver interessant at følge udviklingen,« siger afdelingslæge, ph.d. Henrik Sølvsten fra hudafdelingen på Århus Sygehus.

Perlemorsglinsende knude
Overfladisk basalcellekræft, som cremen virker på, er en lokal form for hudkræft, der modsat andre kræftformer ikke sender metastaser. Kræftformen ses oftest hos personer med lys, fregnet hud og rødligt hår eller hos andre, der har udsat sig selv for unødigt mange af solens skadelige ultraviolette stråler.

Symptomerne på basalcellekræft kan være en lille perlemorsglinsende knude, et lille sår, som ikke vil hele eller en rød skællende plet. Diagnosen stilles ved at undersøge patienten og i nogle tilfælde ved at tage en vævsprøve (biopsi) og undersøge den i mikroskop. bagge@bt.dk