Countrystjerner plejer at falde ned med fly - men ikke Ester Brohus.
I MIT FOTOALBUM fortæller den danske countrydronning Ester Brohus om et liv med gospel og folkmusik, fra hun var helt lille, til koncerterne i fængslerne og ikke mindst skrækken for at falde ned med fly over Grønland i kuling.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Ester Brohus, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Countrystjerner plejer at falde ned med fly - men ikke Ester Brohus.
I MIT FOTOALBUM fortæller den danske countrydronning Ester Brohus om et liv med gospel og folkmusik, fra hun var helt lille, til koncerterne i fængslerne og ikke mindst skrækken for at falde ned med fly over Grønland i kuling.
1. I orden at droppe lektierne
Her var jeg syv år og gik i første klasse, og min far var ved at skrive en artikel, jeg blev sat foran kameraet, så han kunne få et billede. Han var lokalredaktør for Vejle Amts Folkeblad og sad tit og skrev om natten, fordi hele familien kom sent hjem om aftenen efter at have spillet. Når jeg kom i skole om mandagen, stod der tit i kontaktbogen, at jeg ikke havde lavet lektier, fordi jeg havde været ude at spille i weekenden. Det syntes læreren bare var helt i orden. Jeg gik på Hedensted Skole, og jeg havde ofte min guitar med og spillede for de andre i frikvartererne, hvor vi sad og hyggede.
2. Banjo og guitar
Det første instrument, jeg spillede på, var en banjo, og der var ikke tid til undervisning, vi børn fik en bog med prikker og streger, og så var det med at lære det. Jeg gik hurtigt over til at spille guitar, man bliver hurtigt træt af den skarpe banjolyd. Vi var fire børn og min mor og far, og hjemme hos os stod anlægget altid fremme i stuen, og det blev støvet af, når der kom gæster.
3. Idrætshaller og Roskilde Festival
Jeg er stolt af min barndom, som jeg dengang troede var helt almindelig. I 16 år tog min familie rundt og spillede for folk på markeder og i idrætshaller. Efter det kørte jeg rundt i en gul folkevogn i ti år og spillede. Vi spillede i kirker, på markedspladser og sågar også på Roskilde Festival i 1976, hvor der var et stort gospeltelt. På billedet deltog vi i EkstraBladets pladechance, som var ledet af Sten Bramsen, ham fra programmet ’De musikalske venner’. Min musikalske opdragelse betød, at jeg var så forberedt, som jeg kunne være, til en dag at stå alene på scenen, og da jeg udgav min første plade, var jeg ikke skrækslagen for noget som helst, jeg havde prøvet det hele.
4. Gik solo
Jeg havde netop modtaget min tredje Grammy på dette billede, og det var et stort øjeblik for mig. Det specielle ved min plade fra 2002 var, at jeg forinden have sagt farvel til alle dem, jeg spillede sammen med, for nu ville jeg finde ud af, hvad jeg skulle bruge resten af mit musikalske liv på. Jeg ville selv skrive musikken. Det tog et par år, og jeg tænkte, at hvis folk havde glemt mig i mellemtiden, så kunne det også være lige meget. Jeg skrev alle mine sange på kæmpestore grønne ark, som jeg slæbte med rundt, så jeg rigtigt kunne mærke, hvad jeg var i gang med. Jeg nåede op på 40 sange, men når man bor i Hedensted er der jo ikke et studie rundt om hjørnet, og heller ikke en caffe latte-café, hvor musikere mødes. Men heldigvis flyttede guitaristen Knud Møller til Hedensted, og så begyndte samarbejdet, der førte til pladen ’Poor Pretty Little Me’, der altså fik tre Grammypriser. Titelsangen handler om mig selv som lille. Dengang var jeg, ikke overraskende, endnu lavere. Min højde? Den er 155 cm, og jeg bruger aldrig høje sko, jeg har erkendt min højde. Jeg har engang stået til en koncert med John Hiatt i Pumpehuset uden at kunne se ham en eneste gang.
5. Ubehagelige flyveture
Guitarist Knud Møller og jeg på indlandsisen i Grønland. Jeg har rejst der ti år i træk. Vi har spillet for folk i alle de større byer, og har været på en lang tur i de små bygder, hvor vi sejlede med politikutteren, der en gang om året alligevel sejler rundt for at opkræve bøder. Når vi kom til havnene, blev vores anlæg hentet i trillebør, og alle i bygderne hørte os, der var mellem 50 og 200 beboere. Sidst jeg var i Grønland, det var i 2006, var det dog ret dramatisk. Der var så stærk en vind, da vi prøvede at flyve fra Søndre Strømfjord til Nuuk, at vi måtte lande igen i Søndre Strømfjord og overnatte. Det var meget ubehageligt at sidde i det fly, jeg havde netop skrevet en hel plade, så jeg syntes ikke, det kunne være meningen, at jeg skulle falde ned nu. På den anden side plejer countrystjerner at falde ned med fly, så det var vel ikke helt usandsynligt. I flere dage mødte vi op i lufthavnen, fløj mod Nuuk, vendte om og landede igen på grund af de dårlige vindforhold. Det tog hårdt på os alle.
6. Tilbage til rødderne
Her var jeg i 2009/10 sammen med orkestret i Sun-studiet i Nashville, Memphis, USA, da vi skulle indspille pladen Coming Home. Turen var et forsøg på at finde tilbage til countryrødderne, og cd’en blev skabt ud fra de samme enkle principper som dengang i 50’erne. Jeg var der også, fordi jeg ville prøve at stå dér, hvor Elvis stod. Det var markeret med tre krydser på gulvet og var en helt speciel oplevelse.
7. Optræder bag tremmer
Min datter Sabrina, 33, er uddannet journalist, har været med mig i musikbranchen i de sidste 16 år, hun synger kor, og hun styrer alt med presse. Jævnligt spiller vi i de lukkede afdelinger i de danske fængsler, og det er fantastisk at kunne give noget til nogle, der ikke har haft de bedste odds. Man giver noget, og får noget igen på en helt anden måde. Efter koncerterne i fængslerne taler vi også med fangerne. Vi har et nummer, hvor det er fængselsfangerne, der synger kor. Vi sendte musik og tekst ud til fængslerne, og med et medbragt lydstudie har vi mikset det sammen til et stort kor fra fængslerne.
8. Camino giver et frirum
Hver dag rider jeg på min hest Camino, det er et fantastisk frirum, hvor jeg kan tænkte på noget helt andet. Det er dog ikke westernridning, men spring. Jeg føler mig meget privilegeret som musiker, jeg har oven i købet et meget stort trofast publikum, jeg er typisk ude at spille flere gange om ugen, og jeg elsker intimkoncerter, hvor der er 200-300 mennesker, hvor man kan få lov til at fortælle små historier undervejs.
