Coronapandemien har medført, at én særlig genstand er blevet populær i de danske badeværelser og køkkener.

»Vores leverandører kunne simpelthen ikke følge med den enorme efterspørgsel. Det er meget atypisk,« siger Klaus Kaltoft.

Han er produktchef hos XL-Byg, og han taler om berøringsfrie vandhaner – den slags hvor vandstrålen aktiveres udelukkende ved hjælp af en sensor. Hos byggegiganten er salget af den særlige vandhane eksploderet gennem det seneste halve år. Altså siden den store nedlukning i marts.

»Før corona var berøringsfrie vandhaner for dem, der ønskede at spare på vandet. Det var især børnefamilier, barer og restauranter, som vi solgte dem til. Nu er de interessante for næsten alle, og det mærker vi i vores byggemarkeder,« siger Klaus Kaltoft.

Ifølge XL-Byg, der har spurgt de tre største producenter af berøringsfrie vandhaner i Danmark, er der blevet solgt 50-60.000 berøringsfrie vandhaner i Danmark i det seneste halve år. Og der kunne være solgt flere, hvis ikke det var, fordi hylderne i perioder har været tomme.

Mest tydeligt var det i nogle uger omkring genåbningen af Danmark, hvor leverandørerne ikke kunne følge med.

»Mange virksomheder, skoler og daginstitutioner var hurtige og effektive til at opsætte berøringsfrie vandhaner. De her vandhaner er ikke en vare, som normalt rives ned fra hylderne,« siger Klaus Kaltoft.

I det hele taget kan man hos byggemarkedet se en øget efterspørgsmål på berøringsfrie produkter, lyder det videre.

»Alt lige fra håndvaskarmaturet til berøringsfrie skylleknapper til toilettet. Det har vi aldrig solgt så meget af, men det rører virkelig på sig nu,« siger produktchefen.

En berøringsfri vandhane koster i øvrigt cirka det dobbelte af en almindelig vandhane. Til gengæld skulle vandbesparelsen omvendt være mærkbar.