For få måneder siden fortalte Claus Ryskjær om sceneskrækken, livet om natten og beslutningen om at lade tæppet gå ned for en karriere på teater og film.
Rysse ligner sig selv fra sine utallige roller, og når han taler, går stemmen stadig op og ned i oktaverne – et våben, han som komiker i årevis har benyttet sig af på scenen.
Men scenen er ikke de skrå brædder – det er parcelhuset, hans hjemmebane, som han taler om med stolthed, mens vi går fra entreen til dagligstuen.
»Ryger I,« spørger Ryskjær, mens han henter glas, vin og sætter en cigaret i mundvigen.
Vi, min ven og journalistkollega Per Kuskner og jeg, er på besøg, sidder ved dagligstuebordet hos skuespilleren, fordi vi researcher til en bog om Jørgen Ryg, som Claus Ryskjær så tit spillede sammen med.
»Det er sgu lidt frækt, jeg har inviteret jer herop, for jeg kan sgu ikke fortælle en skid om Jønne,« siger Claus Ryskjær og slår sin smittende og velkendte latter op, så den runger mod væggen til hans bibliotek.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og få det allersidste interview med den nu afdøde skuespiller, Claus Ryskjær.
For få måneder siden fortalte Claus Ryskjær om sceneskrækken, livet om natten og beslutningen om at lade tæppet gå ned for en karriere på teater og film.
Rysse ligner sig selv fra sine utallige roller, og når han taler, går stemmen stadig op og ned i oktaverne – et våben, han som komiker i årevis har benyttet sig af på scenen.
Men scenen er ikke de skrå brædder – det er parcelhuset, hans hjemmebane, som han taler om med stolthed, mens vi går fra entreen til dagligstuen.
»Ryger I,« spørger Ryskjær, mens han henter glas, vin og sætter en cigaret i mundvigen.
Vi, min ven og journalistkollega Per Kuskner og jeg, er på besøg, sidder ved dagligstuebordet hos skuespilleren, fordi vi researcher til en bog om Jørgen Ryg, som Claus Ryskjær så tit spillede sammen med.
»Det er sgu lidt frækt, jeg har inviteret jer herop, for jeg kan sgu ikke fortælle en skid om Jønne,« siger Claus Ryskjær og slår sin smittende og velkendte latter op, så den runger mod væggen til hans bibliotek.
Men alligevel lægger han ud – med en lille historie – som får hans umiskendelige stemme til at brække over. Tonerne knækker, og øjnene fokuserer gennem glassene i brillerne på et fixpunkt langt ud, der ikke findes, gennem vinduet, da han fortæller om det sidste møde.
»I Tivoli-revyen lavede vi et nummer, hvor jeg påstod, at jeg fuldstændig kunne imitere Jørgen Ryg. Jeg gik så ud, og ind kom den rigtige Jørgen Ryg, som havde været meget syg – og hele teltet blafrede. En aften sad han nede i garderobegangen, så kiggede han op på mig og sagde: »Jeg kommer ikke i morgen... Nu kan jeg ikke engang holde væske i mig.«
»Ha’ det nu godt,« svarede jeg ham. »Hva’ ku’ jeg ellers sige?«
Claus Ryskjær holder en lang pause.
»Jeg så ham aldrig igen, han døde nogle dage senere af en blodprop i hjernen, hvilket måske var meget godt, så syg som han var.«
Efter en kunstpause siger Claus pludselig:
»Jeg er træt ... jeg har været tidligt oppe.«
Et liv om natten
Claus Ryskjærs tid er om natten. Han elsker mørkets ro, efter en menneskealder at have stået i lyset fra projektører og badet i brølende latter og klapsalver fra publikum. Når solen står op, går han i seng. Derfor er han mat om dagen – det er ikke her, han har energien.
»Jeg læser ... jeg elsker at læse ... jeg læser mest skønlitteratur, men hvis jeg finder en god krimi, kan jeg godt li’ at læse den. F.eks. Conan Doyles ’Sherlock Holmes’. Jeg er vild med Dorothy L. Sayers, en højt begavet kvinde, hvis bøger er velskrevne, og så gi’r hun Agatha Christie et rap over næsen.«
Lokalet ved siden af ligner et bibliotek på et engelsk slot med bøger i flere lag. Det er her, Ryskjær søger ensomheden, freden og finder ro nat efter nat i selskab med et lille glas, sine cigaretter og så en god bog. Snakken om bøger havner på emnet biografier, som Claus Ryskjær ikke bruger penge på, selv om han har fattet interesse for en fremragende en af slagsen, nemlig den om vennen Preben Kaas.
»Jeg husker, at Preben Kaas, da han ikke kunne gå, engang sagde til Jørgen Ryg: ’Vi laver en duo. Du skubber mig ind på scenen i kørestol, og så siger jeg alle de replikker, du ikke kan huske’,« siger Claus og griner, før han fortsætter.
»Alle ludere, lommetyve og cykelryttere udgiver deres biografier, og det kan sgu da godt være, de har et interessant liv, men det er sgu ikke noget for mig. Et forlag har også kontaktet mig, fordi de ville have, at jeg skulle skrive mine erindringer. Jeg indrømmer, jeg har oplevet meget, også i min barndom, som kunne være skægt at fortælle. Der ligger mange gode historier – men for mig er det ikke interessant. Jeg har ikke brug for det.
Da jeg fungerede som skuespiller, havde jeg også brug for at være kendt. Det var et bevis på, at butikken kørte. Men det har jeg heller ikke brug for mere. I dag vil alle jo være kendte, og de fleste er jo kendte for ikke at kunne en skid.«
Aveny blev sidste stop
Vi nipper til rødvinen, og spørgsmålet trænger sig på, om Claus Ryskjær, der om nogen væltede sig i roller på radio, tv, film, teater og revyscener, siden han som 9-årig brød igennem som barnestjerne på radioen, ikke bare i et splitsekund savner sit ’tidligere’ liv.
»Nej, for helvede, jeg fik jo sceneskræk, mens vi indstuderede ’Rosenkranz og Gyldenstjerne er døde’ på Aveny. Jeg havde en til at høre mig i stykket hver dag herhjemme, og så kørte jeg ind på teatret, hvor jeg øvede en monolog igennem med en statist i garderoben, men lige meget hjalp det. Hver gang jeg gik ind på scenen, var det som om, jeg trådte ned i et kæmpe sort hul.
Hold nu kæft, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede, og det, jeg gjorde på scenen, var ikke godt. Min familie var inde at se forestillingen, og de sagde bagefter, at det dér er slet ikke Claus. Jeg kunne ikke spille rollen og forstår ikke, hvordan jeg kunne undgå at blive fyret. Jeg kunne intet huske, det hele var sort, og først efter halvanden måned var jeg bare en lille smule bevidst om, hvad jeg gjorde.«
En befriende beslutning
Ikke en bæven i stemmen, ikke bare antydningen af en lyst eller bitterhed over at være tvunget væk fra sin metier. Claus Ryskjær virker i alt, hvad han siger og gør, så afklaret over for den situation, som angsten pressede ham ind i næsten ti år tidligere. Han taler ligefrem om, at det var en befrielse, da han tog beslutningen. Faktisk har han hemmeligt nummer, og det er kun fordi, vennen Lisbet Dahl har banet vejen, at han har sagt ja et til møde med os og tale om gamle dage.
»Ordet ’sceneskræk’ bliver i dag misbrugt. Man hører så tit folk sige på tv: ’Åhh, jeg havde sceneskræk’. Pis og papir. Man kan være nervøs, skide nervøs, men det plejer at gå over. Jeg havde angstanfald, og det var ikke nervøsitet, men skræk.«
Angsten og sammenbruddet kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Den hobede sig langsomt, men sikkert op over en periode på fire-fem år, før den tog fat, så han måtte opgive den metier, han havde elsket.
»Jeg spillede en Cirkusrevy, før jeg endeligt besluttede mig for et sabbatår, derefter gik jeg på efterløn. Det var en befrielse at holde op, og vigtigst af alt - at få det godt igen.«
En skuespiller er en skuespiller, lige indtil telefonen ikke længere ringer.
Sådan var det også med Claus Ryskjær. Konstant ringede folk fra branchen, der ikke forstod hans beslutning - og som i en god mening troede, han havde fået bugt med sin sceneskræk, savnede teatret, metieren og sit publikum. Kun en enkelt gang meldte lysten sig. Kun en enkelt gang lod han sig overtale til at forsøge et comeback. Det var, da en instruktør tilbød en filmrolle. Claus Ryskjær lovede ham at læse manuskriptet.
»Jeg satte mig ned i god tid, åbnede kuverten, og bladrede det igennem og læste så fra side ét. Da jeg nåede til side 20, havde jeg en stor knude i maven. Det går jo ikke, for fanden,« siger Ryskjær og tilføjer:
»Derfor vender jeg aldrig tilbage.«
