Den folkekære komiker ligger på 8. år under for sin sceneskræk – i dag fylder han 70 år. Mød ham helt tæt på her
Han var en af dansk teaters sjoveste mænd. Så da den folkekære skuespiller Claus Ryskjær, der især var afholdt for sine roller i ’Den grønne elevator’ og i Cirkusrevyen, trak sig tilbage for godt otte år siden på grund af sceneskræk, skabte det et stort savn.
I dag fylder han 70 år. Og han lever et liv, der er lige omvendt af de flestes.
Opret abonnement på PLUS og mød Claus Ryskjær helt tæt på. Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. måned er gratis - herefter kun 29 kr. pr. måned uden binding.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Han var en af dansk teaters sjoveste mænd. Så da den folkekære skuespiller Claus Ryskjær, der især var afholdt for sine roller i ’Den grønne elevator’ og i Cirkusrevyen, trak sig tilbage for godt otte år siden på grund af sceneskræk, skabte det et stort savn. I dag fylder han 70 år. Og han lever et liv, der er lige omvendtaf de flestes.
Han har altid holdt mest af natten. Den gav ham ro. Fred. Og selv efter Claus Ryskjær for otte år siden blev nødt til at stoppe som skuespiller, da sceneskræk kastede ham ind i et sort hul under teaterets spotlys, har han fulgt sin omvendte døgnrytme. Også i dag.
Spørger man ham, hvad han har lavet, siden han blev nødt til at trække sig fra scenen, hvorhan blev kendt for sin vilde mimik og sit komiske talent, er svaret enkelt:
»Jeg går og laver ingenting. Og når jeg så har gjort det - hvilket kan være meget antrengende, så man må have pauser indimellem - ja, så dykker jeg godt og grundigt ned i verdenslitteraturen,« siger Claus Ryskjær og ler sin karakteristiske latter, som med tiden er blevet mere hæs.
Det var egentlig ved lidt af et tilfælde, Claus Ryskjær kom ind i skuespilfaget.
Som barnfik han en rollei et radiospil, fordi de lige stod og mangledeen. Siden blev han uddannet på Privatteatrenes Elevskole fra 1964 til -66 og fik sit gennembrud i 1970 som Nuser i musicalen ’Radiserne’, bygget på tegneserien af samme navn.
Det bedste er natten
Derfra gik det stærkt.
Han blev fast inventar på ABC-Teatret, i Tivolirevyen og senere i rigtig mange år i Cirkusrevyen med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard som komiskekollegaer.
Men det bedste var og er at komme hjem til nattens stilhed.
»Jeg ved ikke, hvad der er med natten. Jeg har altid godt kunnet lide den. Der er stille og roligt. Fredeligt. Der er ikke nogen, der forstyrrer én. Jeg elsker natten,« fortæller Claus Ryskjær over telefonen.
Det begyndte allerede, da han var dreng. Han kunne ikke sove om natten. Hansarbejde som skuespiller forstærkede det kun.
»Jeg er i hvert fald mere eller mindre født b-menneske. Og hvis man virkelig havde noget at bestille som skuespiller, så arbejder man fra tidlig morgen til efter midnat. Så er man jo nødt til at komme ned på jorden efter en forestilling, hvor man er blevet fyldt med adrenalin. Så bliver det sent at komme i seng. I hvert fald for mig. Og det har selvfølgelig forstærket den der halvmedfødte b-menneske-natur,« forklarer Claus Ryskjær, der derfor sover i de lyse timer og lever i nattens mørke.
Savner ikke scenen
Han bruger natten til at fordybe sig i en ny bog, en film, et maleri. Vandre under stjernerne eller bare være sig selv. Men aldrig til at savne at stå på en scene.
»Overhovedet ikke. Nej, det savner jeg ikke,« siger Claus Ryskjær.
Den rolle, hvor sceneskrækken indfandt sig som et angstfremkaldende hul, blev somskuespilleren i Tom Stoppards Hamlet-parafrase ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde’ på Aveny-T i 2007.
En smule nervøsitet op mod en premiere har altid fulgt ham i hans karriere.
»Men forskellen på den og på sceneskrækken, den er noget ganske, ganske andet,« siger han.
Til sidst var det rarest ikke længere at være på scenen.
»Når jeg gik ind på scenen, var det som at gå ind i et stort, sort hul. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Og det var ikke særlig behageligt,« siger han.
Da ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde’ var færdig, trak han sig fra skuespillet og holdt et sabbatår, hvor han tænkte det hele igennem. Det endte med, at han helt sagde farvel til scenen.
»Jeg har ikke følt en tiltrækning mod scenen siden. Overhovedet ikke,« siger Claus Ryskjær.
Tilfreds
Selvom han ikke længere står på scenen eller foran et kamera, har den omvendte døgnrytme hængt ved. Han har aldrig forsøgt at vende den om.
»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke, hvad det giver mig. Jeg får udvidet min horisont på mange måder. I og med at jeg får læst så meget. Det giver mig vel en eller anden form for tilfredsstillelse, ellers ville jeg ikke gøre det,« siger Claus Ryskjær.
Haner derfor stadig vågen, når resten af landet sover. Det er dog ikke fordi, nattetiden er hans egen.
»Det er ikke min tid. Minkone må gerne komme med,« siger Claus Ryskjær og ler igen:
»Men hun står op førfanden får sko på.«
Højdepunkter fra Claus Ryskjærs karriere
Claus Ryskjær fik sit gennembrud som hunden Nuser i en musicalversion af tegneserien ’Radiserne’ på Ungdommens Teater i 1970.
I 1973 blev Claus Ryskjær for alvor landskendt, da han fik rollen som skørtejægeren og fotografen Bo i ’Huset på Christianshavn’.
Han var første gang med i Cirkusrevyen i 1973 og siden i en årrække fra 1986. I Cirkusrevyen dannede han en fast årlig trio med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard.
I 1986 spillede Claus Ryskjær og Lisbet Dahl sammen i fuldemands-farcen ’Den grønne elevator’. Ti år efter gentog de succesen, og i 2000 gentog de den for tredje og sidste gang.
Selvom han kunne få publikum til at grine, mestrede han også de alvorlige roller. De kunnet seerne blandt andet opleve i tv-serien ’Edderkoppen’ fra 2000, hvor han spillede den småkriminelle Væsel.
Hans sidste rolle blev som skuespilleren i ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde’ på Aveny Teatret i 2007. Før det spillede han Svendsen i ’Krummerne - så er det jul igen’ fra 2006.
Lisbet Dahl: Jeg var glad for hans beslutning
I mere end 20 år dannede Claus Ryskjær trio med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen. Og det er kun med glæde, Lisbet Dahl tænker tilbage på den tid.
»Der er nogle mennesker, man møder i sit liv, hvor man kan sige: ’ham der, ham kender jeg’, selvom man først lige har mødt hinanden. Sådan var det med os, vi kunne læse hinandens tanker. Han er en af mine bedste venner,« siger hun.
Fordi de var så tætte, betroede Claus Ryskjær sig også til Lisbet Dahl, da han begyndte at få svært ved at gå ind på scenen, da sceneskrækken satte ind.
»Vi oplevede jo derude, hvordan han blev mere og mere bekymret for at gå ind på scenen. Han fortalte også om det selv. Der har altid været total åben kommunikation. Og da han valgte at stoppe, blev man kun glad, for det er jo ikke fair, at man skal være bange for at passe sit arbejde,« siger hun.
Gav altid tryghed
Selvom hun var glad for hans beslutningen og accepterede den, fordi hun mente, det var det bedste, han kunne gøre, førte det også en form for savn med sig.
»Vi har altid haft et fantastisk samarbejde. Vi har altid haft en sindsyg god forbindelse til hinanden, og han har været skøn for mig at spille sammen med,« siger Lisbet Dahl og slutter:
»Han var en dejlig skuespiller. Når jeg gik på scenen med Claus, var jeg altid tryg.«
