Da jeg begyndte som selvstændig, forklarede min revisor mig, at det ville blive hårdt i begyndelsen, fordi jeg ikke havde nogen ’rend mig i røven penge’. Hun sagde, at jeg var nødt til at tage de job, jeg fik, selvom kunden opførte sig ad helvede til.

»Indtil du har en opsparing, er du nødt til at finde dig i alt muligt pis, fordi du er afhængig af indtægten.« Hun er ikke typen, der sådan pakker tingene ind, min revisor.

Personligt mener jeg, at økonomisk uafhængighed er en af nøglerne til lykke. Det betyder ikke, at man er rig, men det betyder, at man har råd til de forpligtelser, man har. Har du købt en masse ting på afbetaling, har du en alt for dyr husleje eller en masse gæld, så er du slave af hamsterhjulet. Så har du ikke mulighed for at bevæge dig frit i dit liv, fordi du er tvunget til at have en høj indtægt. Det er ren ’Luksusfælden-logik’, at man skal ikke sætte sig hårdere, end at man kan sætte penge ind på sin ’rend mig i røven-konto’.

Jeg har udvidet revisorens begreb lidt. Udover en økonomisk ’rend mig i røven-konto’, har vi også brug for, at der er overskud på den følelsesmæssige ’rend mig i røven-konto’. Jeg tror, vi alle kender det med at være i følelsesmæssigt underskud. Hvor man ikke magter konflikter, fordi det er svært nok at få hverdagen til at hænge sammen. Så finder vi os i chefens urimelige brokkeri, i venindens ’bossy’ attitude, i pædagogens stikkende bemærkninger om, ’at man kun holder to ugers sommerferie’. For vi har ikke overskud til den konflikt, der ville komme, hvis man ærligt svarede: ’Ved du hvad, Connie, nu er det sådan, at jeg gør det allerbedste, jeg kan for min familie, okay? Så lad være med at få mig til at føle mig som en dårlig forælder. Drik din kaffe og hold din kæft.’ Man orker ikke – så man bider den uretfærdige behandling i sig.

Som dagene går, og man ikke får sagt fra, vil de akkumulerede uretfærdigheder begynde at slide på én. Selvværdet bliver mindre for hver gang, man ikke forsvarer sig selv. Man fortæller sig selv en historie om, at man ikke er værd at kæmpe for. ’Jeg orker ikke at tage den her diskussion,’ bliver inde i hovedet oversat til: ’jeg er ikke værd at kæmpe for. Andres forulempelser er nok berettigede.’

Energien og overblikket over ’rigtigt’ og ’forkert’ forsvinder, og til sidst går man ned med en eller anden lidelse, fordi man ikke har overskud til at deltage i verden.

Men den slags nedbrud sker ikke, hvis man har plus på ’rend mig i røven-kontoen’. Så hvordan får man det?

Man indskyder på kontoen, hver gang man føler sig stolt af sig selv, hver gang man roser sig selv, og hver gang man står ved sine egne behov og gør dét, der er bedst for én selv. Når man formår at sætte sig selv først, ved man, at der er overskud på kontoen. Nogle vil kalde det positiv egoisme.

Man hæver fra kontoen, når man sætter andres behov før sine egne, når man finder sig i uværdig behandling, og når man ikke får sagt fra, men bare brokker sig til folk, der holder forurettelsen i kog, uden at komme med konstruktive løsninger.

En gang imellem får man brug for at lave den store ’rend mig i røven’-hævning og bruge det hele på personer, som gang på gang overtræder ens grænser. Rent følelsesmæssigt er det en omkostningstung affære at brænde broer til venner, familie, kærester eller kollegaer, men det kan være nødvendigt for ikke at fortsætte et usundt mønster, man har i sit liv. ’Rend mig i røven’-kontoen ryger helt i bund for en tid, og det er ikke noget, man bør gøre for tit. Folk, der overtrækker kontoen og bare kaster om sig med ’rend mig i røven’, ender som regel ensomme og ulykkelige.

Det gode ved at have overskud på kontoen er bevidstheden om, at man har mulighed for at bruge af den. Når man ved, at man har råd til at sige fra, bliver man bedre til at gøre det løbende. Gør man det, er det faktisk sjældent, at det kommer til de helt store konfrontationer. Ligesom økonomisk uafhængighed giver tryghed til at afsøge nye muligheder, giver følelsesmæssig uafhængighed tryghed til at stå ved den, man er.