Christiane Zeuthens mand, Lars Zeuthen,har skrevet et varmt brev om sin sorg over hustruens død.

SE LISTEN: De værste flykatastrofer i nyere tid

Christiane Zeuthens mand, Lars, fik i går i hjemmet i Genner, støtte af familie og venner.

Og det var hans storebror, John, der i går lukkede døren op på privatadressen i Genner Bygade.

- Familien er selvfølgelig i dyb sorg, og Lars har ikke kræfter til at udtale sig nu. Men han har skrevet denne besked, som du gerne må få, oplyste John Zeuthen til JydskeVestkysten.

Det korte, men inderlige brev, som er dateret 2. juni, lyder sådan:

'Jeg har mistet min elskede hustru Christiane Zeuthen under det forfærdelige flystyrt natten til mandag.

Hun var i Brasilien for at afslutte sin uddannelse som chok-traume-terapeut. Hendes underviser, Peter Levine, havde netop tilbudt hende at gå ind i uddannelsen som vejleder og siden lærer.

På vej hjem måtte min elskede kvinde på så grusom vis selv erfare det forfærdeligste, at livet pludseligt slutter.

Jeg sidder selv tilbage med tabet af mit livs kærlighed, og jeg kender ikke vejen ud lige nu.

Jeg skriver dette til alle jer, der har kendt og elsket hende, så I hver især kan deltage i denne sorg.

Tak til alle jer, der har tilkendegivet støtte og trøst. Bliv ved med at tænke kærligt om hende, som hun altid har tænkt kærligt om jer.

Jeg har ikke mere at sige nu.

Kærligst Lars.'


Lars Zeuthen er leder af fritidshjemmet Stjernen i Bov.

Her gik flaget i går på halv, da den tragiske meddelelse nåede frem.

Børn og forældre med tilknytning til stedet blev orienteret med et brev.

LÆS OGSÅ
  • Flystole og andre vragdele fundet i havet
  • Mysterium: Ingen nødråb fra forsvundet Air France-fly
  • Joao skulle have været med AF 447 - udløbet pas reddede hans og vennens liv
  • Danske Christiane omkom på Air France-fly AF 447