En række foruroligende og opsigtsvækkende episoder i Holland har nu skabt øget fokus og frygt for ulve.

For flere børn har i de seneste uger været i nærkontakt med ulve i Holland, og især to angreb på to børn i et område nær Utrecht i det midten af Holland, hvor en tiårig pige blev bidt af en ulv, og en anden blev væltet omkuld, har øget frygten for de glubske rovdyr.

Og det har nu fået de hollandske myndigheder til at råbe vagt i gevær.

Således fraråder myndighederne nu familier med små børn at gå i skoven. Det skriver The Guardian, som citerer AFP.

Mere specifikt er der tale om området Utrechtse Heuvelrug, som er et ekstremt populært udflugtssted for familier og motionister.

»(Utrecht Provinsen, red.) Opfordrer alle besøgende til at være ekstremt varsomme, når de besøger Utrecht Heuvelrug-området. For nuværende er rådet ikke at besøge disse skove med små børn,« lyder det fra myndighederne ifølge The Guardian.

Det er ti dage siden, den tiårige pige blev bidt, og det stod først klart, at der var tale om et bid fra en ulv, da en dna-prøve viste, at biddet kom fra ulvetænder.

Ulven er stille og roligt begyndt at vende tilbage til Holland, efter de ellers ikke har været at finde i landet i 150 år.

Ifølge Miljøstyrelsen var der i august 2023 cirka 30 voksne ulve i Danmark og mellem 14 og 20 hvalpe.