Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, er fritaget fra tjeneste indtil videre. Det samme er to andre ledende medarbejdere.

Det oplyser Forsvarsministeriet på sin hjemmeside.

Politidirektøren fra Midt- og Vestsjællands Politi, Svend Larsen, er indsat som fungerende chef.

Forsvarsministeriet ønsker mandag morgen ikke at give yderligere informationer om sagen.

Forsvaret har været ramt af en række større sager den senere tid.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) meddelte i begyndelsen af august, at det havde indledt en 'særlig undersøgelse' af FE.

Det skete, efter at tilsynet kom i besiddelse af 'en betydelig mængde materiale vedrørende FE'.

»Materialet har en sådan karakter, at tilsynet besluttede at fokusere sin kontrol af FE med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder,« lød det i en pressemeddelelse.

Tilsynet kom allerede i besiddelse af det hidtil ukendte materiale i november 2019.

TET har til opgave at kontrollere Forsvarets Efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Center for Cybersikkerhed (CFCS). Tilsynet leverer hvert år redegørelser til justitsministeren og forsvarsministeren.

Redegørelsen om PET og CFCS lå klar i begyndelsen af august, men som følge af de nye oplysninger blev redegørelsen om FE skubbet til september.

/ritzau/


Opdateres...