Catharina blev under en bytur i december chikaneret og forfulgt af udlændinge Haderslev.

»Det er ikke fordi, man planlægger at bruge den, det var udelukkende for at føle mig tryg.«

Sådan forklarer 30-årige Catharina Kristensen om motivet til, at hun i december anskaffede sig en peberspray. Få dage forinden havde hun været ude for en ubehagelig episode Haderslevs natteliv. Her var hun sammen med en veninde til julefrokost på et diskotek, hvor en udenlandsk mand befamlede hende på bagdelen og i skridtet, mens de stod på dansegulvet.

»Problemet opstår for alvor, da min veninde og jeg vil hjem. Der står en gruppe på 8-12 udenlandske mænd og venter udenfor, og de følger efter os, da vi går efter en taxi. De omringede os nærmest. Vi måtte flygte ind på et pizzeria 50 meter fra diskoteket, hvorefter mændene tog opstilling udenfor. Heldigvis var pizzeriaet så venligt at ringe efter en taxi til os,« fortæller Catharina Kristensen.

Utryg flere gange

Chikanen gjorde hende så utryg, at hun efterfølgende købte en peberspray i Tyskland. Catharina havde inden da flere gange følt sig utryg i Haderslev, efter byens sygehus i september blev modtagecenter, og Beredskabsstyrelsens kaserne i november blev hjemsted for flere hundrede unge, mandlige asylansøgere. Hun fortæller, at de unge mandlige asylansøgere samles i store grupper i gadebilledet.

»Jeg har aldrig oplevet danske mænd, der flokkes på den måde og ligefrem jagter dig ned ad gaden. Det er enormt ubehageligt, at de slår ring om dig. Alle mennesker forstår vel et nej i form af fagter og armbevægelser, så selv om de pågældende mænd ikke forstår dansk, så var det tydeligt, at vi ikke ønskede kontakt,« siger Catharina.

Risikerer bøde

Hun fortalte i sidste uge om chikanen i TV Syd, men da hun i fredags var indkaldt til samtale på politistationen i Haderslev for at fortælle om episoden. Samtidig fik hun forelagt en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse af Syd- og Sønderjyllands Politi, der konfiskerede pebersprayen, som er lovlig i Tyskland. »Jeg ved godt, at pebersprays er ulovlige, men jeg følte, det var nødvendigt for, at jeg kunne føle mig sikker,« siger Catharina.

Hun risikerer nu at få en bøde på op til 3.000 kroner. Bruger man en peberspray uden for rammerne af lovligt nødværge, risikerer man en ubetinget fængselsstraf.