Hun havde egentlig verdens bedste arbejde, hvis hun selv skal sige det. Hjemme i stuen beviste et Georg Jensen ur på væggen, at Vibeke Bengtson havde været en trofast medarbejder i ti år. Hun trivedes med de mange opgaver, hun fik som husgrafiker hos Nets , hvor hun lavede alt fra årsregnskaber, designmanualer og T-shirts – til bolsjepapir.
»Jeg var på en stor arbejdsplads med 3.000 medarbejdere og var nok lidt en reklamepige... Hvis du ikke var klædt i sort, vidste jeg ikke helt, om jeg ville tale med dig,« siger hun med et grin og krydser armene foran sig for at demonstrere sin pointe.
»Aj, det er lidt groft, men jeg snakkede primært med folk i mit eget fag,« indrømmer hun og opsummerer, hvorfor hun for ti år siden forlod en fin karriere, en fed lejlighed og et dejligt liv i København for at leve i en lille sommerflække på Bornholm:
»Jeg havde haft den sjove tid i byen. Havde danset dét, jeg skulle, på stolene. Der skulle ske noget nyt.«
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Vibeke Bengtson historie. For ti år siden flyttede Vibeke Bengtson og hendes familie fra hjertet af København til Bornholm. Udover is, is og atter is – som er blevet familiens liv og arbejde, så er nærværet den største forskel. Få også opskriften på lækker sorbet-is af grønne stikkelsbær.
For ti år siden flyttede Vibeke Bengtson og hendes familie fra hjertet af København til Bornholm. Udover is, is og atter is – som er blevet familiens liv og arbejde, så er nærværet den største forskel.
Hun havde egentlig verdens bedste arbejde, hvis hun selv skal sige det. Hjemme i stuen beviste et Georg Jensen ur på væggen, at Vibeke Bengtson havde været en trofast medarbejder i ti år. Hun trivedes med de mange opgaver, hun fik som husgrafiker hos Nets , hvor hun lavede alt fra årsregnskaber, designmanualer og T-shirts – til bolsjepapir.
»Jeg var på en stor arbejdsplads med 3.000 medarbejdere og var nok lidt en reklamepige... Hvis du ikke var klædt i sort, vidste jeg ikke helt, om jeg ville tale med dig,« siger hun med et grin og krydser armene foran sig for at demonstrere sin pointe.
»Aj, det er lidt groft, men jeg snakkede primært med folk i mit eget fag,« indrømmer hun og opsummerer, hvorfor hun for ti år siden forlod en fin karriere, en fed lejlighed og et dejligt liv i København for at leve i en lille sommerflække på Bornholm:
»Jeg havde haft den sjove tid i byen. Havde danset dét, jeg skulle, på stolene. Der skulle ske noget nyt.«
Hun fortæller om bylivet. Om trafikken og den konstante mangel på tid, som hun ikke kunne blive ved med at udholde.
»Vi boede i Gothersgade og havde to biler. Hver aften sloges vi med naboerne om parkeringspladserne,« griner hun med en hovedrysten.
Sønnen Nikolaj gik i en ’fantastisk børnehave’, som Vibeke Bengtson kørte ham til hver morgen. Hver eftermiddag hentede hun ham igen– i bil. Han var som regel det sidste barn, der blev hentet. Så købte de ind og kørte hjem for at indlede jagten på en parkeringsplads. Når Nikolaj skulle besøge sine venner, foregik det – i bil.
Når der endelig skete noget stort i København som f.eks. Kulturnat, flygtede familien ud af byen og tog i sommerhus, i stedet for at tage del i byens kulturelle tilbud.
Farvel, stenbro
Tanken om at flytte begyndte at spøge.
»Jonas kommer fra Bornholm, så det var naturligt, at det var den vej, vi kiggede.«
Men parret forestillede sig nu mest at købe et sommerhus. Indtil den dag Vibekes svigermor ringede fra Bornholm og sagde, at drømmehuset var til salg. Der var bare lige den ene udfordring, at der var bopælspligt.
»Vi fik lov at låne huset en nat. Vi skulle mærke, om det var det rigtige hus. Det var det. Vi vågnede til fuglefløjt og kunne mærke husets hjerterytme,« husker hun.
Alene udsigten over Svaneke Havn fik Vibeke Bengtsons hjerte til at slå lidt hurtigere.
I gårdhaven står blomsterne idag i krukker, gæsterne i isbaren slænger sig i træpallemøblerne, og gråspurvene spiser små stykker vaffel af hånden, mens mågerne ser misundelige til fra himlen.
»Herovre synes vi jo, at mågerne synger. Alle andre steder skriger de. Sådan er det så forskelligt, alt efter hvordan man har det.«
Fri til at bestemme
Senere samme år flyttede familien til Bornholm. Meningen var, at Jonas Bohn skulle fortsætte sit liv som omrejsende it-iværksætter, Vibeke Bengtson skulle være selvstændig grafiker, mens Nikolaj skulle begynde i første klasse på Svanekes lilleskole.
Efter få måneder vidste de, at beslutningen var rigtig. For sønnen fik en bedre barndom, end han kunne have fået i København.
»I Svaneke kunne jeg hente ham direkte fra skole, indtil han blev stor nok til selv at løbe hjem. Han kunne selv løbe rundt mellem vennerne og kom aldrig i SFO. Det hele blev friere for ham. Når han havde sine venner med hjem, lavede vi pandekager, og så ventede jeg med at arbejde til om aftenen. Pludselig var jeg fri til at prioritere min egen tid.«
Alt gik dog ikke helt efter planen – heldigvis.
»Der skete dét, at bærrene i haven blev modne,« siger Vibeke Bengtson.
»Jeg lavede noget grød af stikkelsbærrene og af ribsene. Men det var ikke nogen større succes. Så hældte vi det hele op i vores ismaskine, og pludselig smagte det rigtig godt.«
Hun begyndte at lave is. Inspirationen kom fra haven og Bornholms natur. Skrækscenariet for hvordan isen ikke skulle være, kunne Vibeke Bengtson finde i supermarkedets frysere. Dengang fandtes kun fabriksproduceret is, fuld af kunstige tilsætningsstoffer og uden antydningen af danske bær: Modsætningen var hendes hjemmelavede eksperimenter fra køkkenet.
Mens Jonas Bohn rejste verden rundt med sine it-projekter, blev Vibeke Bengtson bedre og bedre til at lave is på Bornholms egne råvarer.
Efterhånden blev familiens fryser fyldt op, og i 2008 vendte Jonas Bohn hjem og åbnede sammen med Vibeke Bengtson deres bornholmske isimperium. Siden har de ikke set sig tilbage.
Hvert år besøger 50.000 mennesker deres café og sidste år var der for første gang overskud i forretningen. Om alt går efter planen, kan danskerne snart købe den bornholmske is i supermarkeder over hele landet. Men økonomien har aldrig været motoren i projektet.
»At lange stikkelsbæris over disken er bare så meget federe end at sidde hele dagen og kigge ind i en skærm,« siger hun, men tager sig selv i det.
»Ja, undskyld. Det ved jeg jo godt, at der er masser af mennesker, der gør hver dag...«
Savn og afsavn
På det menneskelige plan er nærheden noget af det, Vibeke Bengtson har fået som gave. Den er en ekstra fjer i hatten, som hun ikke havde regnet med, da familien besluttede at flytte fra byen til øen.
»I København siger man ’Hej’, når man møder nogen på gaden. Her stopper man op og snakker. Hvis der flytter en ny børnefamilie til byen, hjælper alle til med at få dem integreret. Kan vi skaffe mor et job, og kan far ikke få et lift? Før snakkede jeg kun med folk i min egen branche. Nu snakker jeg med alle. Også skraldemanden, for vores børn har gået i skole sammen. Da jeg boede i Gothersgade, vidste jeg ikke engang, hvem viceværten var,« husker hun.
Der bor kun 1.100 mennesker i Svaneke. Alle kender alle. Det giver tryghed.
»Man har altid lige et halvt øje på havnen, hvor børnene leger, og man holder øje med alle de lokale børn.
Der har faktisk kun været én hård nød at knække for Vibeke Bengtson, der er ud af en teaterfamilie. Det er, at kulturudbuddet på øen er relativt begrænset.
»Skal vi i teatret, er der kun Rønne Teater, Men vi kan se opera i Rønne Bio, og det gør vi så til gengæld også,« griner hun.
Den største forskel er hun ikke i tvivl om.
»Jeg prioriterer selv min tid. Jeg hænger ikke længere i en klokkestreng, og min tid er ikke styret af en parkeringsskive. På Bornholm kan du altid blive hængende et kvarter ekstra. Det var det kvarter, jeg altid savnede i København.«
